Klassekampene i Frankrig

Karl Marx

Please, log in to download this book in pdf × Downloading books is available only for authorized users Sign up Log in

Content

I. Juninederlaget 1848

II. Den 13. juni 1849

III. Følger af den 13. juni 1849

IV. Afskaffelsen af den almindelige valgret 1850

I. Juninederlaget 1848

[1] Efter Julirevolutionen, da den liberale bankier Laffitte i triumf førte sin staldbroder, [2] hertugen af Orleans, [3] til rådhuset, bemærkede han: »Fra nu af vil bankiererne herske«. Laffitte havde røbet revolutionens hemmelighed. Det var ikke det franske bourgeoisi, som herskede under Louis Philippe, men en fraktion af det, bankierer, børskonger, jernbanekonger, ejere af kul- og jernværker og skove, og i kompagni med dem en del af godsejerne – det såkaldte finansaristokrati. Det sad på tronen, det dikterede love i kamrene, det besatte statens embeder fra ministeriet til tobaksbureauet. Det egentlige industrielle bourgeoisi udgjorde en del af den officielle opposition, d.v.s. det var kun repræsenteret som et mindretal i kamrene. Dets opposition blev desto mere resolut, jo mere utilsløret finansaristokratiets eneherredømme udviklede sig, og jo mere det efter de blodigt undertrykte opstande 1832, 1834 og 1839 selv troede sit herredømme over arbejderklassen sikret. Grandin, en fabrikant fra Rouen, både i den konstituerende og i den lovgivende nationalforsamling det mest fanatiske redskab for den borgerlige reaktion, var i deputeretkammeret Guizots heftigste modstander. Leon Faucher, der senere blev bekendt på grund af sine afmægtige anstrengelser for at svinge sig op til at blive den franske kontrarevolutions Guizot, førte i Louis Philippes sidste tid til en pennefejde for industrien mod spekulationen og dens lakaj, regeringen: Bastiat agiterede i Bordeaux’ og hele det vinproducerende Frankrigs navn mod det herskende system. Småborgerskabet i alle dets afskygninger var ligesom bondeklassen fuldstændig udelukket fra den politiske magt. Endelig fandtes i den officielle opposition eller helt udenfor pays legal [4] de ideologiske repræsentanter og talsmænd for de anførte klasser, deres videnskabsmænd, sagførere, læger o.s.v., kort sagt: de såkaldte kapaciteter. På grund af sin finansnød var julimonarkiet fra første færd afhængigt af storbourgeoisiet, og dets afhængighed af storbourgeoisiet blev en uudtømmelig kilde til en voksende finansnød. Det var umuligt at indrette statsforvaltningen efter den nationale produktions interesser, når man ikke bragte ligevægt i budgettet og skabte ligevægt mellem statsudgifter og statsindtægter. Og hvorledes skulle man tilvejebringe denne ligevægt uden at indskrænke statens udgifter, d.v.s. uden at krænke interesser, der var lige så mange støtter for det herskende system, og uden at omordne skattefordelingen, d.v.s. uden at vælte en betydelig del af skattebyrden over på storbourgeoisiets egne skuldre? At statsgælden tog til, var tværtimod af direkte interesse for den bourgeoisfraktion, der herskede og gav love gennem kammeret. Statsunderskuddet, det var netop den egentlige genstand for deres spekulation og hovedkilden til deres berigelse. Hvert år et nyt underskud. Efter 4-5 års forløb et nyt lån. Og hvert nyt lån gav finansaristokratiet ny anledning til at snyde staten, som kunstigt blev holdt på fallittens rand – den måtte kontrahere med bankiererne under de ugunstigste betingelser. Hvert nyt lån gav på ny lejlighed til at plyndre det publikum, som anbringer sin kapital i statslån, plyndre det gennem børsoperationer, i hvis hemmeligheder regeringen og kammerflertallet var indviet. Overhovedet bød statskreditens vaklende stilling og besiddelsen af statshemmelighederne bankiererne og deres forbundsfæller i kamrene og på tronen mulighed for at fremkalde ekstraordinære, pludselige svingninger i statspapirernes kurser, hvilket altid måtte resultere i en mængde mindre kapitalisters ruin og i de store spilleres fabelagtigt hurtige berigelse. Når statsunderskuddet var i den herskende bourgeois-fraktions direkte interesse, så forstår man, hvorfor de ekstraordinære statsudgifter i Louis Philippes sidste regeringsår langt overskred det dobbelte af de ordinære statsudgifter under Napoleon, ja næsten årligt nåede 400 millioner francs, mens Frankrigs samlede årlige udførsel gennemsnitlig sjældent nåede 750 millioner francs. De enorme sum-mer, der således flød gennem statens hænder, gav desuden anledning til bedrageriske leveringskontrakter, bestikkelser, underslæb og kæltringestreger af enhver art. Optrækkeriet overfor staten, som fandt sted i stor stil gennem lånene, gentog sig i det små ved statsarbejderne. Forholdet mellem kammeret og regeringen gentog sig om og om igen i forholdet mellem de enkelte administrationer og de enkelte arbejdsgivere. Pa samme måde som med statsudgifterne overhovedet og med statslånene, således udbyttede den herskende klasse jernbaneanlæggene. Kamrene væltede hovedbyrderne over på staten og sikrede det spekulerende finansaristokrati de gyldne frugter. Man husker skandalerne i deputeretkammeret, når det af og til blev åbenbaret, at samtlige medlemmer af majoriteten, en del af ministrene medregnet, deltog som aktionærer i de samme jernbaneanlæg, som de bagefter som lovgivere lod udføre på statens bekostning. Den mindste finansielle reform strandede derimod på bankierernes indflydelse. Således f. eks. postreformen. Rothschild protesterede. Turde staten forringe indtægtskilder, der skulle bruges til at forrente dens stadig voksende gæld? Julimonarkiet var ikke andet end et aktieselskab til udbytning af den franske nationalrigdom, hvis dividender fordeltes mellem ministre, kamre, 240.000 vælgere og deres påhæng. Louis Philippe var dette kompagnis direktør – Robert Macaire [5] på tronen. Handel, industri, landbrug, skibsfart, det industrielle bourgeoisis interesser, måtte under dette system bestandig komme i fare og blive forfordelt. Billig regering, gouvernement á bon marché, havde dette bourgeoisi i julidagene skrevet på sin fane. Eftersom finansaristokratiet gav lovene, administrerede staten, disponerede over samtlige organiserede offentlige myndigheder, beherskede den offentlige mening gennem den faktiske tilstand og gennem pressen, oplevede man i alle kredse, fra hoffet til Cafe Borgne, [6]den samme prostitution, det samme skamløse bedrageri, den samme stræben efter at berige sig, ikke ved produktion, men ved behændig tilegnelse af andres allerede forhåndenværende rigdom; derfor opstod der navnlig blandt det borgerlige samfunds spidser, og hvert øjeblik i konflikt med de borgerlige love, en hemningsløs dyrkelse af de usunde og løsagtige lyster, hvori spekulationsrigdom ifølge sin natur søger tilfredsstillelse, hvor nydelsen bliver udsvævende, hvor penge, blod og smuds flyder sammen. Finansaristokratiet er, i sin erhvervsmåde som i sine nydelser, ikke andet end en genfødelse af pjalteproletariatet i toppen af det borgerlige samfund. Og de ikke-herskende fraktioner af det franske bourgeoisi råbte korruption! Folket råbte: Ned med de stor e tyve! Ned med morderne! Da det i året 1847 på det borgerlige samfunds mest ophøjede skuepladser så de samme scener fremført offentligt, som plejer at bringe pjalteproletariatet til bordellerne, til fattighusene, til galeanstalterne, for dommeren, i tugthuset og på skafottet. Det industrielle bourgeoisi så sine interesser truet, småborgerskabet var moralsk forfærdet, folkefantasien var oprørt. Paris oversvømmedes med stridsskrifter, – »Dynastiet Rothsclild«, »Ågerkarlene, vor tids konger« osv. – hvori finansaristokratiets herredømme med større eller mindre åndrighed blev afsløret og brændemærket. Ikke en skilling for æren! Æren giver ikke profit! Fred for enhver pris! Krigen trykker kursen på tre- og fireprocentspapirerne! havde børshajernes Frankrig skrevet på sin fane. Dets udenrigspolitik fortabte sig derfor i en række krænkelser af den franske nationalfølelse, der reagerede så meget desto livligere, da rovet af Polen fuldførtes med Krakows indlemmelse i Østrig, og Guizot i den schweiziske særforbundskrig aktivt trådte over på den hellige alliances side. De schweiziske liberales sejr i denne skinkrig hævede i Frankrig den borgerlige oppositions selvfølelse, den blodige folkerejsning i Palermo virkede som et elektrisk stød på den lammede folkemasse og vakte dens store revolutionære erindringer og lidenskaber. [7] Endelig fremskyndedes udbruddet af den almindelige misfornøjelse og forstemtheden modnedes til revolte af to økonomiske verdensbegivenheder. Kartoffelsygen og misvæksten i 1845 og 1846 øgede den almindelige gæring i folket. Dyrtiden i 1847 fremkaldte i Frankrig som på det øvrige kontinent blodige konflikter. Mens finansaristokratiet fejrede sine skamløse orgier, måtte folket kæmpe for at skaffe de vigtigste livsfornødenheder! I Euzancais henrettedes hungeroprørerne, i Paris indstilledes på foranledning af den kongelige familie retsforfølgelsen mod overmætte svindlere! Den anden store økonomiske begivenhed, som fremskyndede revolutionens udbrud, var en almindelig handels- og industrikrise i England; allerede i efteråret 1845 bebudedes den af de tab, som masser af jernbaneaktiespekulanter led, i 1846 blev den holdt hen af en række tilfældigheder som den forestående afskaffelse af korntolden, men brød så endelig ud i efteråret 1847 med de store kolonialvarehandleres bankerot i London, og i hælene på dem fulgte landbankernes fallit og lukningen af fabrikerne i de engelske industriområder. Eftervirkningen af denne krise var endnu ikke ophørt på kontinentet, da Februarrevolutionen brød ud. Den økonomiske epidemis ødelæggelse af handel og industri gjorde finansaristokratiets eneherredømme endnu mere uudholdeligt. I hele Frankrig fremkaldte det oppositionelle bourgeoisi banketagitationen for en valgreform, som skulle skaffe det majoriteten i kamrene og styrte børsministeriet. I Paris havde industrikrisen yderligere specielt til følge, at en mængde fabrikanter og storkøbmænd, som under de nuværende forhold ikke mere kunne gøre forretninger på de udenlandske markeder, måtte gå over til indenrigshandelen. De oprettede store etablissementer, hvis konkurrence ruinerede en mængde kræmmere og småhandlende. Derfor et utal af fallitter i denne del af Paris’ borgerskab, derfor dets revolutionære optræden i februar. Det er en kendt sag, hvorledes Guizot og kamrene besvarede reformforslagene med en utvetydig udfordring, hvorledes Louis Philippe for sent besluttede sig til et ministerium Barrot, hvorledes det kom til et håndgemæng mellem folket og hæren, hvorledes hæren blev afvæbnet på grund af nationalgardens passive holdning, hvorledes julimonarkiet måtte vige pladsen for en provisorisk regering. Den provisoriske regering, der rejste sig på februarbarrikaderne, afspejlede i sin sammensætning nødvendigvis de forskellige partier, som havde andel i sejren. Den kunne ikke være andet end et kompromis mellem de forskellige klasser, som i fællesskab havde omstyrtet julitronen, men hvis interesser stod fjendtligt overfor hinanden. Den store majoritet bestod af repræsentanter for bourgeoisiet. Det republikanske småborgerskab, repræsenteret af Ledru-Rollin og Flocon, det republikanske bourgeoisi af folkene fra "National", [8] den dynastiske opposition af Cremieux, Dupont de l'Eure osv. Arbejderklassen havde kun to repræsentanter, Louis Bianc og Albert. Endelig Lamartine i den provisoriske regering, han repræsenterede egentlig ikke nogen virkelig interesse, ikke nogen bestemt klasse, han var udtryk for Februarrevolutionen selv, den fælles rejsning med dens illusioner, dens poesi, dens indbildte indhold og dens fraser. Iøvrigt tilhørte denne ordfører for Februarrevolutionen, såvel efter sin stilling som efter sine anskuelser, bourgeoisiet. Behersker Paris på grund af den politiske centralisering Frankrig, så behersker arbejderne under revolutionære jordskælv Paris. Den provisoriske regerings første livsytring var forsøget på at unddrage sig denne overvældende indflydelse ved en appel til det nøgterne Frankrig mod det sejrsberuste Paris. Lamartine bestred barrikadekæmpernes ret til at udråbe republikken, det havde kun franskmændenes flertal ret til; man måtte afvente deres stemmeafgivning, pariserproletariatet burde ikke plette sin sejr med en usurpation. Bourgeoisiet tillader kun proletariatet een usurpation – kampens. Ved middagstid den 25. februar var republikken endnu ikke udråbt, derimod var samtlige ministerier allerede fordelt mellem den provisoriske regerings borgerlige elementer og mellem generalerne, bankiererne og »National«s advokater. Men arbejderne var besluttet på denne gang ikke at finde sig i et lignende bedrag som i juli 1830. De var parat til at optage kampen på ny og fremtvinge republikken med våbenmagt. Med dette budskab begav Raspail sig til rådhuset. I pariserproletariatets navn befalede han den provisoriske regering at udråbe republikken; hvis denne befaling fra folket ikke var fuldbyrdet i løbet af to timer, så ville han vende tilbage i spidsen for 200.000 mand. Ligene af de faldne var næppe nok blevet kolde, barrikaderne endnu ikke bragt af vejen, arbejderne ikke afvæbnet, og den eneste magt, som man kunne sende imod dem, var nationalgarden. Under disse omstændigheder forsvandt pludselig den provisoriske regerings statskloge betænkeligheder og juridiske samvittighedsskrupler. De to timers frist var endnu ikke udløbet, da de historiske kæmpeord allerede prangede på alle mure i Paris: Den franske republik! Frihed, lighed og broderskab! Med republikkens proklamering på grundlag af den almindelige valgret var selv erindringen om de begrænsede mål og motiver udslukt, som havde drevet bourgeoisiet ud i Februarrevolutionen. I stedet for nogle få fraktioner af borgerskabet var samtlige klasser i det franske samfund pludselig slynget ind i den politiske magtkreds, tvunget til at forlade logerne, parterret og galle riet og i egen person spille med på den revolutionære skueplads. Med det konstitutionelle kongedømme var også skinnet af statsmagtens egenmægtighed overfor det borgerlige samfund forsvundet, og dermed hele den række af underordnede kampe, som denne skinmagt udfordrer til! Idet proletariatet tvang den provisoriske regering og derigennem hele Frankrig til at acceptere republikken, trådte det straks i forgrunden som selvstændigt parti, men det udfordrede samtidig hele det borgerlige Frankrig til kamp imod sig. Hvad det erobrede, var terræn til kampen for dets revolutionære frigørelse, men ingenlunde selve denne frigørelse. Februarrepublikken måtte i første omgang tværtimod fuldstændiggøre bourgeoisiets herredømme, idet den lod samtlige besiddende klasser træde ind i den politiske magtkreds ved siden af finansaristokratiet. Flertallet af de store godsejere, legitimisterne, blev frigjort fra den politisk betydningsløse tilværelse, hvortil julimonarkiet havde dømt dem. Ikke for ingenting havde Gazette de France [9] agiteret sammen med oppositionsbladene, ikke for ingenting havde Laroche-Jaquelin i deputeretkammerets møde den 24. februar taget parti for revolutionen. Gennem den almindelige valgret blev de nominelle ejendomsbesiddere, bønderne, som udgør franskmændenes store flertal, indsat til voldgiftsdommere over Frankrigs skæbne. Februarrepublikken lod endelig bourgeoisiherredømmet træde klart frem, ved at slå den krone bort, bag hvilken kapitalen holdt sig skjult. Ligesom arbejderne i julidagene havde tilkæmpet sig det borgerlige monarki, havde de i februardagene tilkæmpet sig den borgerlige republik. Ligesom julimonarkiet var tvunget til at tilkendegive sig som monarki, omgivet af republikanske institutioner, således var februarrepublikken tvunget til at tilkendegive sig som republik, omgivet af sociale institutioner. Pariserproletariatet fremtvang også denne indrømmelse. Marche, en arbejder, dikterede det dekret, hvori den lige dannede provisoriske regering forpligtede sig til at sikre arbejdernes eksistens ved hjælp af arbejde osv. Og da den få dage senere glemte sine løfter og syntes at have mistet proletariatet af syne, marcherede en flok på 90.000 arbejdere til rådhuset under råbet: Organisering af arbejdet! Dannelse af et særligt arbejdsministerium! Modstræbende og efter lange debatter udnævnte den provisoriske regering en permanent specialkommission, der havde til opgave at finde på midler til forbedring af de arbejdende klassers stilling! Denne kommission blev sammensat af delegerede fra Paris’ håndværkerkorporationer, og Louis Blanc og Albert kom i spidsen for den. Luxembourgslottet blev anvist den som mødesal. Således var arbejderklassens repræsentanter forvist fra den provisoriske regerings opholdssted, den borgerlige del af regeringen beholdt den virkelige statsmagt og forvaltningens tøjler udelukkende i sine egne hænder; og ved siden af ministerierne for finanserne, for handelen, for offentlige arbejder, ved siden af bank og børs rejste der sig en socialistisk synagoge, hvis ypperstepræster, Louis Blanc og Albert, havde den opgave at opdage det forjættede land, forkynde det ny evangelium og at skaffe pariserproletariatet arbejde. I modsætning til en hvilken som helst verdslig statsmagt stod der ikke noget budget og ikke nogen eksekutivmagt til deres rådighed. De skulle løbe panden mod det borgerlige samfunds grundpiller. Mens Luxembourg søgte de vises sten, prægede man i rådhuset gangbar mønt. Og faktisk kunne pariserproletariatets krav, for så vidt som de rakte ud over den borgerlige republik, ikke få nogen anden eksistens end tågen i Luxembourg. Arbejderne havde gennemført Februarrevolutionen i fællesskab med bourgeoisiet, de søgte at sætte deres interesser igennem ved siden af bourgeoisiet, ligesom de i selve den provisoriske regering havde indsat en arbejder ved siden af den borgerlige majoritet. Organisering af arbejdet! Men lønarbejdet, det er den forhåndenværende, borgerlige organisering af arbejdet. Uden det ikke nogen kapital, ikke noget bourgeoisi, ikke noget borgerligt samfund. Et eget arbejdsministerium! Men ministerierne for finanserne, handelen og for offentlige arbejder, er de ikke de borgerlige arbejdsministerier? Og ved siden af dem et proletarisk arbejdsministerium, det måtte være et afmagtens ministerium, et ministerium for fromme ønsker, en Luxembourgkommission. Ligesom arbejderne troede, at de kunne frigøre sig ved siden af bourgeoisiet, mente de, at de inden for Frankrigs nationale vægge kunne fuldbyrde en proletarisk revolution ved siden af de øvrige bourgeoisnationer. Men de franske produktionsforhold er betinget af Frankrigs udenrigshandel, af dets stilling på verdensmarkedet og lovene der; hvorledes skulle Frankrig kunne bryde dem uden en europæisk revolutionskrig, som ville slå tilbage på verdensmarkedets despot, England? Så snart en klasse, i hvilken samfundets revolutionære interesser er koncentreret, rejser sig, finder den umiddelbart i sin egen situation indholdet og materialet til sin revolutionære virksomhed: at slå fjender ned, at gribe til forholdsregler, som er bestemt af kampens behov; konsekvenserne af dens egne handlinger driver den videre. Den foretager ikke teoretiske undersøgelser over sin egen opgave. Den franske arbejderklasse befandt sig ikke på dette standpunkt, den var endnu ude af stand til at gennemføre sin egen revolution. Det industrielle proletariats udvikling er overhovedet betinget af det industrielle bourgeoisis udvikling. Først under dets herredømme vinder det den udstrakte nationale eksistens, som kan hæve dets revolution op til at være national, først under det skaber det selv de moderne produktionsmidler, som bliver lige så mange midler til dets egen revolutionære befrielse. Dets herredømme river først det feudale samfunds materielle rødder op og jævner det terræn, hvorpå en proletarisk revolution alene er mulig. Den franske industri er mere udviklet og det franske bourgeoisi mere revolutionært end på det øvrige kontinent. Men Februarrevolutionen, var den ikke umiddelbart rettet mod finansaristokratiet? Denne kendsgerning beviste, at det industrielle bourgeoisi ikke beherskede Frankrig. Det industrielle bourgeoisi kan kun herske der, hvor den moderne industri former alle ejendomsforhold i overensstemmelse med sig selv, og kun der kan industrien vinde denne magt, hvor den har erobret verdensmarkedet, thi de nationale grænser er ikke vide nok for dets udvikling. Men Frankrigs industri hævder for en stor del selv sit nationale marked alene ved et mere eller mindre modificeret beskyttelsessystem. Mens det franske proletariat derfor i det øjeblik, da der udbryder revolution i Paris, besidder en faktisk magt og en indflydelse, som tilskynder det til et større fremstød, end det har kræfter til, så er det i det øvrige Frankrig trængt sammen på enkelte spredtliggende industrielle centralpunkter og forsvinder næsten mellem et over-mægtigt antal bønder og småborgere. Kampen mod kapitalen i sin udviklede, moderne form, i sin kulminationsfase, den industrielle lønarbejders kamp mod den industrielle bourgeois er i Frankrig kun een side af sagen. Efter februardagene kunne denne kamp så meget mindre give revolutionen dens nationale indhold, som kampen mod kapitalens underordnede udbytningsmåder – bondens mod renteågeren, småborgerens mod grossereren, bankieren og fabrikanten, kort sagt mod bankerotten – endnu var indhyllet i den almindelige rejsning mod finansaristokratiet. Intet er altså mere forklarligt, end at pariserproletariatet søgte at sætte sin interesse igennem ved siden af den borgerlige interesse, i stedet for at gøre den gældende som selve samfundets revolutionære interesse, at det lod den rode fane falde for den tre farvede. De franske arbejdere kunne ikke gøre et eneste skridt fremad, ikke krumme et hår på den borgerlige ordnings hoved, førend revolutionens forløb havde rejst nationens masse, bønderne og småborgerne, der stod mellem proletariatet og bourgeoisiet, mod denne ordning, mod kapitalens herredømme, havde tvunget dem til at tilslutte sig proletarerne som deres forkæmpere. Kun gennem det uhyre nederlag i juni kunne arbejderne erhverve sig denne sejr. Luxembourgkommissionen, dette produkt af pariserarbejderne, har gjort sig fortjent ved fra en europæisk talerstol at have forrådt hemmeligheden ved det nittende århundredes revolution: proletariatets frigørelse. »Le Moniteur« [10] rødmede, da den officielt måtte udbrede de »vilde sværmerier«, som tidligere havde ligget begravet i socialisternes apokryfe skrifter og kun fra tid til anden havde nået bourgeoisiets øren som fjerne, halvt frygtelige og halvt latterlige sagn. Europa for overrasket op af sin borgerlige halvslummer. I proletarernes tanker altså, som forvekslede finansaristokratiet med bourgeoisiet som sådant; i republikanske bedsteborgeres indbildning, som fornægtede selv klassernes eksistens eller højest indrømmede, at de var til som en følge af det konstitutionelle monarki; i de hykleriske fraser, der lanceredes af de borgerlige, hidtil magtesløse fraktioner, var bourgeoisiets herredømme afskaffet med republikkens indførelse. Alle royalister forvandledes dengang til republikanere, og alle millionærer i Paris til arbejdere. Det slagord, som svarede til denne indbildte afskaffelse af klasseforholdene, var » fraternite«, almindelig forbrødring og broderskab. Denne hyggelige abstraktion fra klassemodsætningerne, denne sentimentale udligning af de indbyrdes modsatte klasseinteresser, denne sværmeriske ophøjethed over klassekampen: fraternite, det var Februarrevolutionens egentlige stikord. Klasserne var adskilt ved en ren og skær misforståelse, og Lamartine døbte den provisoriske regering af 24. februar: »En regering, som afskaffer denne frygtelige misforståelse, der hersker mellem forskellige klasser«. Pariserproletariatet svælgede i denne storslåede fraternitetsrus. Den provisoriske regering, der nu engang var blevet tvunget til at proklamere republikken, foretog sig på sin side alt muligt for at gøre den antagelig for bourgeoisiet og provinserne. De blodige rædsler under den første franske republik blev desavoueret ved afskaffelsen af dødsstraf for politiske forbrydelser, pressen stod åben for alle meninger; hæren, domstolene og administrationen forblev med få undtagelser i hænderne på deres gamle rangspersoner, ingen af de store skyldige fra julimonarkiet blev draget til regnskab. De borgerlige republikanere fra kredsen omkring »National« morede sig med at ombytte monarkistiske navne og kostumer med gammelrepublikanske. For dem var republikken ikke andet end en ny baldragt for det gamle borgerlige samfund. Sin hovedfortjeneste søgte den unge republik i ikke at afskrække nogen, men tværtimod selv bestandig at lade sig forskrække – og ved svag eftergivenhed og modstandsløshed at hævde sin eksistens og afvæbne modstanden. For de priviligerede klasser inde i riget og de despotiske magter udenfor forkyndtes det højlydt, at republikken var af fredsommelig natur. At leve og lade leve var dens motto. Dertil kom, at tyskerne, polakkerne, østrigerne, ungarerne, italienerne kort tid efter Februarrevolutionen gjorde oprør, hvert folk efter sin umiddelbare situation. Rusland og England – det sidste selv i bevægelse og det første skræmt – var ikke forberedt på indgriben. Republikken fore-fandt altså ikke nogen national fjende. Altså ingen store udenlandske forviklinger, som kunne opflamme handlekraften, fremskynde den revolutionære proces, drive den provisoriske regering fremad eller kaste den over bord. Pariserproletariatet, som i Februarrevolutionen så sit eget værk, hilste naturligvis med bifald enhver af den provisoriske regerings handlinger, som lettere lod den få fodfæste i det borgerlige samfund. Det lod sig villigt benytte til polititjeneste af Caussidiere for at beskytte ejendommen i Paris, ligesom det lod Louis Blanc mægle i lønstridighederne mellem arbejdere og mestre. Det regnede det for en æressag at bevare republikkens borgerlige ære uplettet i Europas øjne. Republikken mødte ikke nogen modstand, hverken udefra eller indefra. Dermed var den afvæbnet. Dens opgave bestod ikke længere i at omskabe verden på revolutionær måde, dens opgave bestod nu kun i at tilpasse sig efter det borgerlige samfunds forhold. Der gives ikke noget mere talende vidnesbyrd om den fanatisme, med hvilken den provisoriske regering gav sig i lag med denne opgave, end dens finansielle dispositioner. Den offentlige kredit og privatkrediten var naturligvis rystet. Den offentlige kredit beror på tilliden til, at staten lader sig udbytte af finanshajerne. Men den gamle stat var forsvundet, og revolutionen var fremfor alt rettet mod finansaristokratiet. Den sidste europæiske handelskrises svingninger var endnu ikke ebbet ud. Endnu fulgte bankerot på bankerot. Privatkrediten var altså lammet, cirkulationen hæmmet, produktionen gået i stå, før Februarrevolutionen udbrød. Den revolutionære krise forøgede den kommercielle. Og når privatkrediten beror på tilliden til, at de borgerlige produktionsforhold i hele deres omfang, at den borgerlige orden er uantastet og uantastelig, hvorledes måtte da ikke en revolution virke, som truede den borgerlige produktions grundlag, proletariatets økonomiske slaveri, en revolution, som overfor børsen rejste Luxembourgs sfinx? Proletariatets rejsning, det er den borgerlige kredits afskaffelse; thi det er afskaffelsen af den borgerlige produktion og dens orden. Den offentlige kredit og privatkrediten er det økonomiske termometer, hvorpå man kan aflæse intensiteten af en revolution. I samme grad, som de falder, stiger revolutionens glød og skaberkraft. Den provisoriske regering ville befri republikken for det antiborgerlige skær. Den måtte derfor først og fremmest søge at sikre denne nye statsforms bytteværdi, dens kurs på børsen. Med republikkens notering på børsen steg privatkrediten nødvendigvis igen. For endog at udrydde mistanken om, at den ikke ville eller ikke kunne efterkomme de forpligtelse, som var overtaget fra monarkiet, for at styre troen på republikkens borgerlige moral og betallingsevne, tog den provisoriske regering sin tilflugt til et lige så uværdigt som barnligt praleri. Før de lovmæssige betalingstermin udbetalte den renter af 5 procents, 4½ procents og 4 procents papirer til statskreditorerne. Den borgerlige aplomb, kapitalisternes selvfølelse, vågnede pludselig, da de så, hvordan man ængsteligt havde hastværk med at købe deres tillid. Den provisorisk regerings pengeforlegened blev naturligvis ikke mindre ved er sådant teaterkup, som berøvede den de disponible kontanter. Finanskniben kunne ikke længere skjules, og småborgerne, tyendet og arbejderne måtte betale den behagelige overraskelse, man havde beredt statskreditorerne. Sparekassebøger på beløb over 200 francs blev erklæret for uindløselige med penge. De i sparekasserne anbregte summer blev konfiskeret og ved et dekret forvandlet til en statsgæld, der ikke skulle betales tilbage. Dermed blev den i forvejen trykkede småborger forbitret på republikken. Når han i stedet for sine sparekasseøger fik statsgældsbeviser, blev han tvunget til at på børsen for at sælge dem og således til at overgive sig direkte til børshajernes hænder, dem, mod hvem han havde lavet Februarrevolutionen. Finansaristokratiet, som herskede under julimonakiet, havde sit tempel i banken. Ligesom børsen beherskede statskreditten, således behersker banken handelskreditten. Direkte truet af Februarrevolutionen, ikke blot i sit herredæmme, men i sin eksistens, søgte banken på forhånd at miskreditere republikken, i det den gjorde mangelen på kredit almindelig. Den opsagde pludselig bankierernes, fabrikanternes og købmændenes kredit. Da denne manøvre ikke straks fremkaldte en kontrorevolution, gav den nødvendigvis agslag for banken selv. Kapitalisterne trak de penge tilbage, som dehavde anbragt i bankens kældere. Indeaverne af banknoter styrtede til dens kasse for at få dem omvekslet med guld og sølv. Den provisoriske regering kunne have tvunget banken til bankerot uden voldsom indblanding, på legal måde; den behøvede blot at forholde sig passiv og overlade banken til sin skæbne. Bankens bankerot – det ville have været den syndflod, som i et nu kunne have fejet finansaristokratiet, den mægtigste og farligste fjende af republikken, julimonarkiets gyldne piedestal, væk fra fransk jord. Og var banken først bankerot, måtte bourgeoisiet selv betragte det som et sidste fortvivlet redningsforsøg, når regeringen oprettede en nationalbank og underkastede den nationale kredit nationens kontrol. Den provisoriske regering satte derimod en tvangskurs på bankens sedler. Den gjorde mere end det. Den forvandlede alle provinsbanker til filialer under Banque de France og lod den spinde sit net over hele Frankrig. Den pantsatte senere statsskovene til banken som garanti for et lån hos den. Således befæstede og udviklede Februarrevolutionen umiddelbart det bankvælde, den skulle styrte. Under alt dette vred den provisoriske regering sig i et voksende underskuds mareridt. Forgæves tiggede den om patriotiske ofre. Kun arbejderne ville afse almisser til den. Der måtte skrides til et heroisk middel, til udskrivning af en ny skat. Men hvem skulle beskattes? Børs-sjakalerne, bankkongerne, statskreditorerne, rentiererne, industriherrerne? Det var ikke noget middel til at bringe republikken i yndest hos bourgeoisiet. Det ville sige at bringe statskrediten og handelskrediten i fare fra den ene side, samtidig med at man med så store ofre og nedværdigelser søgte at tilkøbe sig den fra den anden side. Men en eller anden måtte punge ud. Hvem blev ofret til den borgerlige kredit? Jacques le bonhomme, [11] bonden. Den provisoriske regering udskrev en tillægsskat på 45 centimer pr. franc på de fire direkte skatter. Regeringspressen foregøglede pariser-proletariatet, at denne skat fortrinsvis faldt på de store godsejere, på indehaverne af den milliard, [12] restaurationen havde bevilget. Men i virkeligheden ramte den først og fremmest bondeklassen, det vil sige den store majoritet af det franske folk. De måtte betale Februarrevolutionens omkostninger, i dem vandt kontrarevolutionen sit hovedmateriale. 45 centimers skatten, det var et livsspørgsmål for den franske bonde; han gjorde den til et livsspørgsmål for republikken. Fra dette øjeblik var republikken for den franske bonde denne 45 centimers skat, og i pariserproletariatet så han ødeladen, der muntrede sig på hans bekostning. Mens revolutionen i 1789 begyndte med at frigøre bønderne for feudalbyrderne, præsenterede revolutionen i 1848 sig for landsbefolkningen med en ny skat, for ikke at bringe kapitalen i fare og for at holde sit statsmaskineri i gang. Der var kun et middel, som kunne skaffe den provisoriske regering af med alle disse fortrædeligheder og kaste staten ud af den gamle bane – statsbankerotten. Man husker, at Ledru-rolin bagefter i nationalforsamlingen fortalte, hvordan han med dydig forfærdelse havde afvist forslag i denne retning fra børsspekulanten fould, den nuværende franske finansminister. Fould havde rakt ham æblet fra kundskabens træ. Ved at anerkende den veksel, som det gamle borgerlige samfund havde trukket på staten, kom den provisoriske regering i kløerne på dette. Den var blevet det borgerlige samfund betrængte debitor i stdet for at stå overfor det som den truende kreditor, som skulle indkassere mangeårige revolutionære gældsfordringer. Den måtte fæstne de vaklende borgerlige forhold for at efterkomme forpligtelse, der kun kan opfyldes under disse forhold. Krediten blev dens livsbetingelse, og koncessionerne til proletariatet, de løfter, man havde givet det, blev til lige så mange lænker, som måtte sprænges. Arbejdernes firgørelse blev – selv som frase – til en uudholdelig fare for den ny republik, thi den var en stadig protest mod den genoprettelse krediten, der beror på den uforstyede og klare anerkendelse af bestående økonomiske klasseforhold. Der måtte altså gøres op med arbejderne. Februarrevolutionen havde kastet hæren ud af Paris. Nationalgarden, dvs. bourgeoisiet i dets forskellige afskygninger, udgjorde den eneste magt, Alene følte den sig imilertid ikke proletariatet voksen. Tillige havde den, skønt den gjorde den sejgeste modstand og opstillede hundrede forskellige hindringer, været tvunget til lidt efter lidt og brudstykkevis at åbne sine rækker og lade bevæbnede proletarer træde ind i disse. Der blev altså kun en udvel tilbage: at sætte en del af proletarerne op mod en anden del. Med dette formål dannede den provisoriske regering 25 bataljoner mobilgarde, hver på 2000 mand, af unge mennesker på 15-20 år. De tilhørte for størstedelen pjalteproletariatet, som i alle storbyer udgør en masse, der er skarpt adskilt fra industriproletariatet, en rekruteringskilde for alle mulige tyve og forbrydere, ernæ ;ret af samfundets smuler, folk uden bestemt arbejdsfag, omstrejfere, folk uden arne og hjem, af forskellig art alt efter dannelsesgraden hos den nation, som de tilhører, men aldrig fornægtende lazaronkarakteren; absolut påvirkelige i den ungdommelige alder, hvori den provisoriske regering rekruterede dem, i stand til de største heltegerninger og den mest uforbeholdne opofrelse, men også til de gemeneste banditstreger og den smudsigste korruption. Den provisoriske regering betalte dem 1,50 francs om dagen, d.v.s. den købte dem. Den gav dem en særlig uniform, d.v.s. den adskilte dem i det ydre fra arbejderne. Som førere blev dels officerer fra den stående hær tilforordnet dem, dels valgte de selv unge bourgeoisisønner, hvis store ord om døden for fædrelandet og hengivelse for republikken virkede bestikkende på dem. Således stod der overfor pariserproletariatet en hær på 24.000 ungdommelige, kraftige og dumdristige mænd af deres egen kreds. Proletariatet tilråbte mobilgarden »Leve« på dens tog gennem Paris. Det så i den sine forkæmpere på barrikaderne. Det betragtede den som den proletariske garde i modsætning til den borgerlige nationalgarde. Dets fejltagelse var tilgivelig. Foruden mobilgarden besluttede regeringen yderligere at samle en industriel arbejderhær om sig. Minister Marie indrullerede 200.000 arbejdere, som var kastet på gaden af krisen og revolutionen, i såkaldte nationalværksteder. Under dette prangende navn skjulte sig ikke andet end anvendelsen af arbejdere til kedelige, ensformige, uproduktive jordarbejder til en arbejdsløn af 23 sous. Engelske workhouses [13] i det fri – andet var disse nationalværksteder ikke. Med dem troede den provisoriske regering at have dannet en anden proletarisk hær mod arbejderne selv. Denne gang tog bourgeoisiet fejl med nationalværkstederne, ligesom arbejderne havde taget fejl med mobilgarden. Det havde skabt en hær for oprøret. Men eet formål var nået. Nationalværkstederne – det var navnet på de folkeværksteder, som Louise Blanc prædikede om i Luxembpurg. Maries værkersteder, der var planlagt i direkte modsætning til Luxembourg, gav på grund af det fælles navn anledning til en intrige af forvekslinger, som var en spansk tyendekomdeie værdig. Den provisroiske regering selv udbredte underhånden det rygte, at disse nationalværksteder var Louis Blancs opfindelse, og dette syntes så meget mere troværdigt, som Louis Blanc, nationalværkstedernes profet, var medlem af den provisoriske regering. Og pariserbourgeoisitets halvt naive, halvt tilsigtede forveksling, i den kunstigt bearbejdede offentlige mening i Frankrig, i Europa, var disse workhouses den første virkeliggørelse af socialismen, som hermed blev sat i gabestokken. Ikke ved deres indhold, men ved deres navn, var natonalværkstederne, proletariatets legmliggjorte protest mod den borgerlige industri, den borgerlige kredit og den borgerlige republik. Hele bourgeoisiets had kastede sig altså over dem. Med dem havde det samtidig fundet det punkt, som det kunne rette sit angreb imod, så snart det var blevet stærkt nok til åbent at bryde med februarillusionerne. Alt småborgernes mishag, al deres ærgrelse rettede sig samtidig mod disse nationalværksteder, den fælles skydeskive. Med sand forbitrelse udregnede de de summer, som de proletariske dagdrivere slugte, mens deres egen stilling dag for dag blev mere utålelig. En statspension for et skinarbejde, det er socialisme! Knurrede de for sig selv. Nationalværkstederne deklamationerne på Luzembourg, arbejdernes optog gennem Paris – i alt dette søgte de grunden til deres elendighed. Og ingen opfanatiserede sig så stærkt mod kommunisternes påståede intriger som småborgeren, der redningsløs svævede på bankerottens rand. I det forestående sammenstæd mellem bourgeoisi og proletariat var altså fordele, alle afgørende poster, alle mellemlag i samfund i hænderne på bourgeoisiet, på samme tid som Februarrevolutiones bølger gik højt over hele kontinentet; hver post bregte en revolutionsbulletin, snart fra tysklan, snart fra Italien, snart fra det fjerneste Sydøsteuropa, og holdt folkets almindelige opstemthed vedlige ved ustandseligt at bringe det vidnesbyrd om en sejr, som det allerede havde sat over styr. Den 17. marts og den 16. april var de første forpostfægtninger i den store klassekamp, som den borgerlige republik skjulte under sine vinger. Den 17. marts åbenbarede det tvetydige i proletariatets situation, som ikke tillod nogen afgørende handling. Dets demonstration havde oprindelig til hensigt at kaste den provisoriske regering tilbage på revolutionens bane, eventuelt at bevirke udelukkelsen af dens borgerlige medlemmer og at gennemtvinge udsættelsen af valgdagene til national-forsamlingen og nationalgarden. Men den 16. marts foranstaltede det bourgeoisi, der var repræsenteret i nationalgarden, en demonstration med brod mod den provisoriske regering. Under råbet: Ned med Ledru-Rollin! trængte de frem til rådhuset. Og folket var den 17. marts tvunget til at råbe: Ledru-Rollin leve! Den provisoriske regering leve! Det var nødt til, imod borgerskabet, at tage parti for den borgerlige republik, som forekom det at være i fare. Det befæstede den provisoriske regering i stedet for at gøre sig til herre over den. Den 17. marts futtede af i en melodramatisk scene, og selv om pariserproletariatet på denne dag endnu engang åbenbarede sin kæmpekraft, var bourgeoisiet inden for og uden for den provisoriske regering så meget mere besluttet på at knuse det. Den 16. april var en misforståelse, som var iværksat af den provisoriske regering sammen med bourgeoisiet. Arbejderne havde i stort antal forsamlet sig på Marsmarken og i Hippodromen for at forberede deres valg til nationalgardens generalstab. Pludselig udspredtes i hele Paris, fra den ene ende til den anden, lynsnart det rygte, at arbejderne havde samlet sig bevæbnede på Marsmarken under ledelse af Louis Blanc, Blanqui, Cabet og Raspail for derfra at gå til rådhuset, styrte den provisoriske regering og proklamere en kommunistisk regering. Der bliver blæst til generalopmarch – Ledru-Rollin, Marrast og Lamartine stredes senere om æren for at have taget initiativet dertil – i løbet af en time står 200.000 mand under våben. Rådhuset er på alle punkter besat af nationalgarden, råbet: Ned med kommunisterne! Ned med Louis Blanc, med Blanqui, med Raspail, med Cabet! tordner gennem hele Paris, og den provisoriske regering bliver hyldet af et utal af deputationer, alle lede til at redde fædrelandet og samfundet. Da arbejderne endelig når frem til rådhuset for at overgive den provisoriske regering en pengesum, de har indsamlet på Marsmarken til patriotiske formål, erfarer de til deres forundring, at det borgerlige Paris i en meget omhyggeligt tilrettelagt skinkamp har besejret deres kygge. Det skrækkelige attentat den 16. april blev brugt som påskud til at kalde hæren tilbage til Paris – det egentlige formål med den grove komedie – og som påskud t il de reaktionære føderalistiske demontrationer i provinsen. Den 4. maj trådte den nationalforsamling sammen, som var fremgået af direkte, almindelige valg. Den almindelige valgret havde ikke den magiske kraft, som republikanerne af den gamle type havde ventet af den. I hele Frankrig, i det mindste i flertallet af franskmænd, havde de kun set borger med samme interesser, samme indsigt osv. Sådan var deres folkekultus. I stedet for deres indbildte folk bregte valgene det virkelige folk for dagens lys, dvs. repræsentanter for de forskellige klasser, som det er opdelt i. Vi har set, hvorfor bønder og småborgere måtte stemme under ledelse af bourgeoisiet, der stilede efter kamp, og af storgodsejerne, der tørsted efter en tilbagevende til de gamle tilstande. Men selv om den almindelige valgret ikke var den undergørende ønskekvist, som republikanske bedsteborger havde anset den for, så havde den dog den ulige større fortjeneste, at en slap klassekampen løs, at den lod de forskellige mellemlag i det måborgerlige samfund hurtigt gennemleve deres illusioner og skuffelser, at den med eet kast slyngede samtlige fraktioner af den udbyttede op på statens top og dermed rev den bedrageriske maske af dem, mens monarkiet med sintrindelte valgretsbegrænsnin kun havde ladet bestemte fraktioner af bourgeoisiet kompromittere sig og ladet de andre holde sig skjult bag kulisserne og omgivet dem med en helgenglorie som fælles opposition. I den konstituerende nationalforsamling, som trådte sammen den 4. maj, havde bourgeoisrepublikanerne , »National«s republikanere, overtaget. Selv legitimister og orleanister vovede i begyndelse kun at vise under den borgerlige republikanismes maske. Kun i republikkens navn kunne kampen mod proletariatet tages. Fra 4. maj, ikke fra 25. februar, daterer republikken sig, dvs. den af det franske folk anerkendte republik; det er ikke den republik, som pariserproletaroatet påtvang den provisoriske regering, ikke republikken med sociale institutioner, ikke det drømmebillede, som foresvævede barrikadekæmperne. Den republik, nationalforsamlingen proklamerede, den eneste legitime republik, det er den, som ikke er noget revolutionært våben mod den borgerlige ordning, men tværtimod er dens politiske genoprettelse, den politiske genbefæstelse af det borgerlige samfund, kort sagt: den borgerlige republik. Denne påstand rungede fra nationalforsamlingens talerstol, den fandt sit ekko i den samlede republikanske og antirepublikanske borgerpresse. Og vi har set, hvorledes februarrepublikken virkelig ikke var og ikke kunne være andet end en borgerlig republik, hvorledes den provisoriske regering imidlertid under proletariatets umiddelbare tryk var tvunget til at forkynde den som en republik med sociale institutioner, hvorledes pariserproletariatet endnu var ude af stand til at gå ud over den borgerlige republik på anden måde end i forestillingen, i indbildningen, hvorledes det overalt, hvor det virkelig kom til handling, handlede i den borgerlige republiks tjeneste, hvorledes de løfter, man havde givet det, blev en uudholdelig fare for den ny republik, hvorledes den provisoriske regerings hele livsproces mundede ud i en vedvarende kamp mod proletariatets krav. I nationalforsamlingen sad hele Frankrig til doms over pariserproletariatet. Den brød straks med Februarrevolutionens sociale illusioner, den proklamerede rent ud den borgerlige republik, intet andet end den borgerlige republik. Af den eksekutivkommission, som den selv havde udnævnt, udelukkede den straks proletariatets repræsentanter: Louis Blanc og Albert; den forkastede forslaget om et særligt arbejdsministerium, den modtog med stormende bifaldsråb minister Trelats erklæring: »Det drejer sig nu bare om at føre arbejdet tilbage til dets gamle betingelser«. Men det var altsammen utilstrækkeligt. Februarrepublikken var blevet vundet af arbejderne under bourgeoisiets passive bistand. Proletarerne betragtede sig med rette som sejrherrerne fra februar, og de stillede sejrherrens hovmodige fordringer. De måtte besejres på gaden, det måtte vises dem, at de var underlegne, så snart de ikke kæmpede sammen med bourgeoisiet, men mod bourgeoisiet. For at danne februarrepublikken med dens indrømmelser til socialismen udkrævedes der i sin tid en kamp, ført af proletariatet i forening med bourgeoisiet mod kongedømmet; nu var en næste kamp nødvendig, for at republikken kunne blive skilt fra de socialistiske indrømmelse, for officielt at forme den borgerlige republik som den herskende. Med våben i hånd måtte bourgeoisiet tilbagevise proletariatets krav. Og den borgerlige republiks virkelige fødested er ikke februarsejren, det er juninederlaget. Proletariatet fremskyndede afgørelse, da det den 15. maj trængte ind i nationalforsamlingen uden resultat søgte at generobre sin revolutionære indflydelse og blot udleverede sine energiske førere til bourgeoisiets fangevogtere. [14] Il faut en finir! Denne situation må der gøres ende på! I dette råb gav nationalforsamlingen luft for sin beslutning om at tvinge proletariatet til den afgørende kamp. Eksekutivkommissionen udstedte en række udfordrende dekreter, som forbundet mod sammenstimlen osv. Arbejderne blev direkte provokeretm udskældt og forhånet fra den konstiturende nationalforsamlings talerstol. Men det egentlige angrebspunkt var, som vi har set, givet med nationalværkstederne. Den konstiturende forsamling udpegede dem på bydende måde for eksekutivkommissionen, der kun ventede på at gøre sin egen plan udtalt som nationalforsamlingens bud. Eksekutivkmmissionen begyndte med at vanskeliggøre adgangen til nationalværkstederne, at forvandle daglønnen til akkordløn, at fovise de arbejdere, som ikke var født i Prais, til Sologne, angiveligt for at udfære jordarbejder. Disse jordarbejder var kun en floskel, hvormed man ynted epå deres fordrivelse, hvilket de skuffede, tilbagevendende arbejdere meddelte deres kammerater. Endelig den 21. juni fremkom et dekret i »Le Moniteur« som forordnede, at alle ugifte arbejdere med magt skulle uddrives fra nationalværkstederne eller indrulleres i hæren. Arbejderne fik ikke noget valg, de måtte enten sulte ihjel eller slå løs. De svarede den 33. juni med den uhyre opstand, hvori det første store slag udkæmpedes mellem de to klasser, som spalter det moderne samfund. Det var en kamp om den borgerlige ordnings opretholdelse eller tilintetgørelse. Det slør, der havde tilhyllet republikken, blev flænget. Alle ved, hvordan arbejderne med eksempelløs tapperhed og genialitet, uden førere, uden fælles plan, uden midler, for størstedelen uden våben, i fem dage holdt hæren, mobilgarden, Paris’ nationalgarde og den tililende nationalgarde fra provinsen i skak. Alle ved, hvorledes bourgeoisiet holdt sig skadesløs for den udståede dødsangst ved uhørt brutalitet og massakrerede mere end 3000 fanger. Så stærkt var de officielle repræsentanter for det franske demokrati hildet i den republikanske ideologi, at de først nogle uger senere begyndte at ane junikampe ns betydning. De var som bedøvede af den krudtrøg, hvori deres fantastiske republik opløste sig. Det umiddelbare indtryk, som juninederlaget gjorde på os, vil læseren sikkert tillade os at skildre med »Neue Rheinische Zeitung«s ord: »Den sidste officielle rest af Februarrevolutionen, eksekutivkommissionen, er svundet bort som et tågebillede overfor begivenhedernes alvor. Lamartines lyskugler har forvandlet sig til Cavaignacs brandraketter. Fraternite, broderskabet mellem de modstående klasser, hvoraf den ene udbytter den anden, dette fraternite, proklameret i februar, skrevet med store bogstaver på Paris’ pande, på hvert fængsel, på hver kaserne – dets sande, uforfalskede, dets prosaiske udtryk er borgerkrigen, borgerkrigen i dens frygteligste form, krigen mellem arbejde og kapital. Dette broderskab flammede uden for alle vinduer i Paris den 25. juni om aftenen, da bourgeoisiets Paris var illumineret, mens proletariatets Paris brændte ned, forblødte og udåndede. Broderskabet varede netop så længe, som bourgeoisiets interesse var forbrødret med proletariatets interesse. – Pedanter af den gamle revolutionære over-levering fra 1793, socialistiske systematikere, som tiggede for folket hos bourgeoisiet, og som fik tilladelse til at holde lange prædikener og til at kompromittere sig i så lang tid, som behøvedes for at bulle den proletariske løve i søvn, republikanere, som forlangte hele den gamle borgerlige orden med undtagelse af det kronede hoved, dynastiske oppositionelle, som tilfældet lod iværksætte et dynastis fald i stedet for et ministerskifte, legitimister, som ikke ville aflægge livreet, men blot ændre dets snit, – det var de forbundsfæller, hvormed folket havde gennemført sin Februar. – Februarrevolutionen var den smukke revolution, den almindelige sympatis revolution, fordi de modsætninger, som i den åbenbarede sig mod kongedømmet, slumrede uudviklet, endrægtigt side om side, fordi den sociale kamp, som udgjorde dens baggrund, kun havde fået en luftig eksistens, frasens, ordets eksistens. Junirevolutionen er den hæslige revolution, den frastødende revolution, fordi sagen er trådt i stedet for frasen, fordi republikken selv blottede uhyret hoved, idet den slog den skærmende og skjulende krone af det. – Orden! – det havde været Guizots kamperåb. Orden! – det havde Sebastiani, den lille Guizot, skreget, da warszawa blev russisk. Orden! Skriger Cavaignac, det brutale ekko af den franske nationalforsamling og det republikanske bourgeoisi. Orden! Tordnede hans kardæsker, da de sønderrev proletariatet legeme. Ingen af det franske bourgeoisis talrige revolutioner siden 1780 var et attemtat på ordenen, thi de lod klassens herredømme, de lod arbejdernes slaveri, de lod den borgerlige orden bestå, så ofte dette herredømmes og dette slaveris politiske form end skiftede. Juni har angrebet denne orden. Ve over juni!« (»N.Rh. Z. 29. juni 1848) Ve over juni! Gjalder det europæiske ekko tilbage. Bourgeoisiet tvang pariserproletariatet til juniopræret. Allered dermed var dkomme fældes over proletariaet. Det var ikke dets umiddelbare, oplagte behov, der drev det til at ville gennemtvinge bourgeoisiets fald med vold, ej heller var det denne opgave voksen. »Le Moniteuv« måtte officielt underette det om, at den tid var forbi, hvor republikken så sig foranlediget til at gøre dets illusioner siin opvartning, og færst dets nederlag overbeviste det som om den sandhed, at selv den ringeste forbedring af dets stilling inden for den borgerlige republik er og bliver en utopi, en utopi, der bliver behandlet som en forbrydelse republik er og bliver en utopi, en utopi, der bliver behandlet som en forbrydelse, så snart den forsøges realiseret. I stedet for dets, efter formen opstyltede, efter indholdet smålige, ja endog borgerlige krav, som det ville tvinge februarrepublikken til at give efter for, trådte den dristige revolutionære kampparole. Bourgeoisiets fald! Arbejderklassens diktatur! Idet proletariatet gjorde sit lighus til den borgerlige republiks vugge, tvang det straks denne republik til at træde frem i sin rene form som den stat, hvis åbent udtalte formål er at forevige kapitalens herredømme, arbejdets slaveri. Med blikket ufravendt heftet på den arrede, uforsonlige og uovervindelige fjende – uovervindelige, fordi dens eksisens er forudsætning for dets eget liv – måtte bourgeoisterrorisme. Efter at proletariatet indtil videre var fjernet fra skuepladsen og bourgeoisdiktaturet officielt anerkendt, måtte mellemlagene i det borgerlige samfund, småborgerskab og bondeklasse, i samme forhold som deres stilling blev mere uudholdelig og deres modsætning til bourgeoisiet skarpere, mere og mere tilslutte sig proletariatet. Som de tidligere havde set grunden til deres egen elendighed i dets opsving, måtte de nu se den i dets nederlag. Når juniopstanden overalt på fastlandet styrkede bourgeoisiets selvfølelse og åbent lod det slutte forbund med det feudale kongedømme mod folket, hvem var da det første offer for dette forbund? Bourgeoisiet på fastlandet. Juninederlaget forhindrede det i at befæste sit herredømme og at få folket til, halvt tilfredsstillet, halvt forstemt, at blive stående på det mest underordnede trin af den borgerlige revolution. Endelig røbede juninederlaget den hemmelighed for Europas despotiske magter, at Frankrig for enhver pris måtte opretholde freden udadtil for at kunne føre borgerkrigen indadtil. Derved blev de folk, som var begyndt på kampen for deres nationale uafhængighed, prisgivet Ruslands, Østrigs og Preussens overmagt, men samtidig blev disse nationale revolutioners skæbne underkastet den proletariske revolutions skæbne, berøvet deres tilsyneladende selvstændighed, deres uafhængighed af den store sociale omvæltning. Ungareren vil ikke blive fri, ej heller polakken, ej heller italieneren, så længe arbejderen stadig er slave. Endelig antog Europa på grund af den hellige alliances sejre en form, som lader enhver ny proletarisk rejsning i Frankrig umiddelbart trække en verdenskrig efter sig. Den kommende franske revolution er tvunget til straks at forlade den nationale grund og erobre det europæiske terræn, på hvilket det nittende århundredes sociale revolution alene lader sig gennemføre. Først gennem juninederlaget blev altså alle de forudsætninger skabt, under hvilke Frankrig kan tage initiativet til den europæiske revolution. Først efter at være dyppet i junioprørernes blod blev den trefarvede fane den europæiske revolutions fane – den røde fane. Og vi råber: Revolutionen er død! Revolutionen leve!

II. Den 13. juni 1849

Den 25. februar 1848 havde givet Frankrig republikken, den 25. juni påtvang det revolutionen. Og revolutionen betød efter juni: omvæltning af det borgerlige samfund, mens det før februar havde betydet: omvæltning af statsformen. Junikampen var blevet ledet af bourgeoisiets republikanske fraktion, og med sejren tilfaldt statsmagten nødvendigvis denne. Belejringstilstanden lagde modstandsløst det kneblede Paris for dets fødder, og i provinsen herskede en moralsk belejringstilstand, bourgeoisiets truende brutale sejrsovermod og bøndernes uhæmmede ejendomsfanatisme. – Nedefra var der altså ingen fare! Samtidig med arbejdernes revolutionære kraft brød også de demokratiske republikaneres politiske indflydelse sammen, dvs. republikanere efter småborgerskabets smag, repræsenteret i eksekutivkommissionen af Ledru-Rollin, i den konstituerende nationalforsamling af partiet Bjerget, i pressen af »Reforme«. I fællesskab med bourgeoisrepublikanerne havde de den 16. april konspireret mod proletariatet, i juni-dagene havde de sammen med dem bekæmpet proletariatet. Således sprængte de selv det grundlag, hvorpå deres parti gjorde sig gældende som en magt, thi småborgerskabet kan kun opretholde en revolutionær stilling overfor bourgeoisiet, så længe proletariatet står bag det. Nu blev de afmønstret. Den skinalliance, som man modstræbende og tilbageholdende havde indgået med dem i den provisoriske regerings og eksekutivkommissionens periode, blev åbent brudt af bourgeoisrepublikanerne. Forsmået og tilbagevist som forbundsfæller sank de ned til at være underordnede drabanter for de trefarvede republikanere, som de ikke kunne afvinde nogen indrømmelser, men hvis herredømme de måtte understøtte, hver gang disse, og med dem republikken, syntes bragt i fare af de antirepublikanske bourgeoisfraktioner. Disse fraktioner endelig, orleanister og legitimister, udgjorde fra første færd en minoritet i den konstituerende nationalforsamling. Før junidagene vovede de kun at reagere under den borgerlige republikdanismens maske; da junisejren lod et øjeblik hele det borgerlige Frankrig hilse Cavaignac som sin frelser, og da det antirepublikanske parti kort tid efter junidagene igen optrådte selvstændigt, tillod militærdiktaturet og belejringstilstanden i Paris det kun at vifte meget frygtsomt og forsigtigt med følehornene. Siden 1830 havde den bourgeoisrepublikanske fraktion, med sine forfattere og ordførere, sine talenter og stræbere, sine deputerede, generaler, bankierer og advokater grupperet sig om en pariseravis, om »National«. Den havde sine aflæggeraviser i provinsen. Kliken omkring »National«, det var den trefarvede republiks dynasti. Den bemægtigede sig straks alle store statsposter, ministerierne, politi-præfekturet, postdirektoratet, præfektstillingerne og de højere officersposter i hæren, som var blevet ledige. I spidsen for den udøvende magt stod dens general, Cavaignac; dens chefredaktør, Marrast, blev den konstituerende nationalforsamlings permanente præsident. I. sine saloner modtog han tillige som ceremonimester den honnette republiks gæster. Selv revolutionære franske forfattere har på grund af en slags ærefrygt for den republikanske tradition befæstet den fejltagelse, at det var royalisterne, der herskede i den konstituerende nationalforsamling. Den konstituerende forsamling vedblev tværtimod siden julidagene udelukkende at være bourgeoisrepublikanismens repræsentant, og jo mere de trefarvede republikaneres indflydelse udenfor forsamlingen brød sammen, desto mere bestemt viste den sig fra denne side. Gjaldt det om at hævde den borgerlige republiks form; så rådede den over de demokratiske republikaneres stemmer; gjaldt det dens indhold, så adskilte end ikke udtryksmåden den længere fra de royalistiske bourgeoisfraktioner, thi bourgeoisiets interesser, de materielle betingelser for dets klasseherredømme og klasseudbytning, udgør netop den borgerlige republiks indhold. Altså ikke royalismen, men bourgeoisrepublikanismen virkeliggjordes i denne konstituerende forsamlings liv og gerninger, denne forsamling, som til syvende og sidst hverken døde eller blev slået ihjel, men som rådnede op. Under hele dens herredømme, så længe den gav sin galaforestilling fremme i rampelyset, opførtes der i scenens baggrund en uafbrudt offerfest – standretternes vedvarende domfældelse af de fangne junioprørere, eller deres deportation uden dom. Den konstituerende forsamling havde takt nok til at indrømme, at den i junioprørerne ikke henrettede forbrydere, men udryddede fjender. Den konstituerende nationalforsamlings første handling var at nedsætte en undersøgelseskommission vedrørende begivenhederne i juni og den 15. maj og vedrørende de socialistiske og demokratiske partilederes deltagelse i disse dage. Undersøgelsen var rettet direkte mod Louis Blanc, Ledru-Rollin og Caussidiere. Bourgeoisrepublikanerne brændte af utålmodighed efter at skaffe sig af med disse rivaler. Som redskab til udførelse af deres hævn kunne de ikke vælge noget mere passende subjekt end hr. Odilon Barrot, den tidligere fører for den dynastiske opposition, den legemliggjorte liberalisme, det opblæste nul, den grundige flovmand, som ikke blot havde et dynasti at hævne, men endog skulle kræve de revolutionære til regnskab for, at han var gået glip af posten som ministerpræsident. En sikker garanti for hans ubønhørlighed. Denne Barrot udnævntes altså til præsident for undersøgelseskommissionen, og han konstruerede en fuldstændig proces mod Februarrevolutionen, der blev sammenfattet således: 17. marts demonstration, 16. april komplot, 15. maj attentat, 23. juni borgerkrig. Hvorfor udstrakte han ikke sine lærde og kriminalistiske forskninger til den 24. februar? »Journal des Debats« [15] svarede: Den 24. februar, det er Roms grundlæggelse. Staternes udspring fortaber sig i en myte, som man kan tro på, men som ikke må diskuteres. Louis Blanc og Caussidiere blev prisgivet domstolene. Nationalforsamlingen fuldstændiggjorde det arbejde med sin egen udrensning, som den var begyndt på den 15. maj. Den plan til kapitalbeskatning – i form af en prioritetsskat – som den provisoriske regering havde udkastet og Goudchaux tog op igen, blev forkastet af den konstituerende forsamling; den lov, som indskrænkede arbejdstiden til 10 timer, afskaffedes, gældsfængsel indførtes på ny, den store del af den franske befolkning, som hverken kan læse eller skrive, blev afskåret fra at blive nævninge. Hvorfor ikke også fra at udøve stemmeretten? Der blev igen indført kautionsdepositum for aviserne, foreningsretten blev indskrænket. Men i deres iver efter at genskabe de gamle garantier for de gamle borgerlige forhold og udviske ethvert spor, som revolutionsbølgerne havde efterladt, stødte bourgeoisrepublikanerne på en modstand, som manede en uventet fare frem. Ingen havde i junidagene kæmpet mere fanatisk for at r edde ejendomsretten og genoprette krediten end Paris’ småborgere – cafeværter, restauratører, gæstgivere, småkøbmænd, kræmmere, håndværkere etc. Småhandelen havde taget sig sammen og var marcheret mod barrikaderne for at få den cirkulation i gang, som fra gaden fører ind i butikken. Men bag barrikaden stod småhandelens kunder og debitorer, foran barrikaden kreditorerne. Og da barrikaderne var brudt ned og arbejderne knust og de handlende sejrsberuste styrtede tilbage til deres butikker, fandt de indgangen barrikaderet af en ejendommens redningsmand, en officiel agent for krediten, som holdt truselsbreve ud mod dem: Forfalden veksel! Forfalden husleje! Forfaldet gældsbrev! Forfalden butik! Forfalden butiksejer! Ejendommens redning! Men huset, de beboede, var ikke deres ejendom, butikken, de passede, var ikke deres ejendom, varerne, de handlede med, var ikke deres ejendom. Hverken deres forretning eller den tallerken, de spiste af, eller den seng, de sov i, tilhørte dem mere. Hvad dem angik, gjaldt det netop om at redde denne ejendom til fordel for husejeren, som havde lejet huset ud, for bankieren, som havde diskonteret vekselen, for kapitalisten, som havde givet de kontante lån, for fabrikanten, som havde betroet disse kræmmere varerne til salg, for grossereren, som havde givet disse håndværkere råstofferne på kredit. K,editens genoprettelse! Men krediten, som igen var kommet til hægterne, viste sig netop som en levende og nidkær gud ved at jage den insolvente skyldner bort fra hans fire vægge, med kone og barn, prisgive hans skinejendom til kapitalen og kaste ham selv i det gældsfængsel, som igen havde rejst sig truende over junioprørernes lig. Småborgerne indså med rædsel, at de modstandsløst havde udleveret sig selv til deres kreditorer, idet de havde slået arbejderne ned. Deres bankerot, der siden februar var trukket kronisk i langdrag og tilsyneladende var blevet ignoreret, blev efter juni åbent erklæret. Deres nominelle ejendom havde man ladet urørt, sålænge det gjaldt om at drive dem ud på kamppladsen i ejendommens navn. Nu, efter at det store mellemværende med proletariatet var bragt i orden, kunne også den lille affære med kræmmeren igen bringes i orden. i Paris androg mængden af forfaldne papirer over 21 millioner francs, i provinserne over 11 millioner. Indehaverne af mere end 7000 forretninger i Paris havde ikke betalt deres leje siden februar. Mens nationalforsamlingen lod foretage en undersøgelse af den politiske skyld lige tilbage til februar, så forlangte nu småborgerne på deres side en undersøgelse af de borgerlige gældsposter indtil den 24. februar. De samledes i store mængder i børshallen og fordrede truende, at enhver købmand, som kunne påvise, at han kun var gået fallit på grund af den stagnation, revolutionen havde fremkaldt, og at hans forretning stod godt den 24. februar, skulle have betalingsterminen forlænget ved handelsretlig dom, og at kreditoren skulle have pligt til at likvidere sin fordring mod en rimelig procentbetaling. Dette spørgsmål blev behandlet i nationalforsamlingen som et lovforslag om »mindelige ordninger. Forsamlingen vaklede; da fik den pludselig at vide, at tusinder af oprørernes kvinder og børn samtidig ved Porte St. Denis forberedte et andragende om amnesti. Ansigt til ansigt med det genopstandne junispøgelse kom småborgerne til at skælve, og forsamlingen genvandt sin ubønhørlighed. De foreslåede mindelige ordninger mellem kreditor og debitor blev forkastet på de afgørende punkter. Efter at bourgeoisiets republikanske repræsentanter forlængst havde stødt de demokratiske repræsentanter for småborgerne fra sig i nationalforsamlingen, fik dette parlamentariske brud altså sin borgerlige, reelle økonomiske betydning, idet småborgerne, skyldnerne, blev prisgivet bourgeoisiet, kreditorerne. En stor del af dem blev fuldstændig ruineret, og det blev kun tilladt de øvrige at føre forretningen videre på betingelser, som gjorde dem til kapitalens ubetingede livegne. Den 22. august 1848 forkastede nationalforsamlingen de mindelige ordninger; den 19. september 1848, midt under belejringstilstanden, blev prins Louis Bonaparte og fangen fra Vincennes, kommunisten Raspail, valgt som repræsentanter for Paris. Bourgeoisiet valgte derimod ågerkarlen og orleanisten Fould. Altså fra alle sider på een gang en åben krigserklæring mod den konstituerende nationalforsamling, mod bourgeoisrepublikanismen, mod Cavaignac. Man behæver ikke nærmere at udrede, hvorledes de parisiske småborgeres massebankerot fik virkninger langt udover kredsen af de umiddelbart ramte og endnu engang måtte tyste den borgerlige vareomsætning, mens statsunderskuddet på grund af omkostninger ved juniopstanden igen svulmede op; og hvorledes statsindtægterne bestandig sank på grund af den hæmmede produktion, det indskrænkede forbrug og den aftagende indførsel. Cavaignav og nationalforsamlingen kunne ikke tage deres tilflugt til noget andet middel end et nyt lån, som trykkede dem endnu dybere ind under finansaristokratiets åg. Havde småborgerne hostet bankerotten og tvangsauktionen som junisejrens frugt, så fik Cavaignacs landsknægte, mobilgardisterne, deres løn i skøgernes bløde arme og modtog som »samfundets unge redningsmænd« al mulig hyldest i Marrasts saloner, den trefarvede fanes ridder, som samtidig spillede den honette republiks Amfitryon [16] og troubadour. Imidlertid forbitredes hæren over mobilgardens sociale begunstigelse og ulige højere sold, og samtidig forsvandt alle de nationale illusioner, hvormed bourgeoisrepublikanismen gennem sin avis »National« under Louis Philippe havde forstået at knytte en del af hæren og bondeklassen til sig. Den mæglerrolle, som Cavaignac og nationalforsamlingen spillede i Norditalien, ved i fællesskab med England at forråde landet til Østrig – denne ene dag ved magten ødelagde resultaterne af »National«s atten år i opposition. Ingen regering var mindre national end »National«s, ingen mere afhængig af England, skønt den under Louis Philippe havde levet af daglig at omskrive Catos valgsprog: Carthaginem esse delendam [17] ingen var mere underdanig overfor den hellige alliance, skønt den af en Guizot havde forlangt, at Wienertraktaten skulle sønderrives. Historiens ironi gjorde Bastide, den forhenværende redaktør af »National«s udenrigspolitik, til minister for Frankrigs udenrigspolitik, så han med hver af sine depecher måtte gendrive hver af sine artikler. Et øjeblik havde hæren og bondeklassen troet, at militærdiktaturet ville sætte krigen udadtil og »la gloire«, berømmelsen, på Frankrigs dagsorden. Men Cavaignac, det var ikke sablens diktatur over det borgerlige samfund, det var bourgeoisiets diktatur ved hjælp af sablen. En soldat behøvedes nu kun i rollen som gendarm. Under den antirepublikanske resignations strenge træk skjulte Cavaignac den flove underkastelse under sit borgerlige embedes ydmygende betingelser. L'argent n'a pas de maitre! Pengene har ikke nogen herre! Dette tredjestandens gamle valgsprog idealiserede han og overhovedet den konstituerende forsamling, idet de oversatte det til det politiske sprog: Bourgeoisiet har ingen konge, den sande form for dets herredømme er republikken. Og at udarbejde denne form, at udfærdige en republikansk forfatning, deri bestod den konstituerende nationalforsamlings »store organiske værk«. Omdøbningen af den kristne kalender til en republikansk, af den hellige Bartholomæus til den hellige Robespierre ændrer ikke mere ved vind og vejr, end denne forfatning forandrede eller skulle forandre ved det borgerlige samfund. Hvor den gik videre end til kostymeforandring, førte den blot forhåndenværende kendsgerninger til protokols. Således registrerede den højtideligt den kendsgerning, der hed republik, den kendsgerning, der hed almindelig valgret, og den kendsgerning, at der var en eneste suveræn nationalforsamling i stedet for de to begrænsede konstitutionelle kamre. Således registrerede og lovfæstede den Cavaignacs diktatur som en kendsgerning, idet den erstattede det faste, uansvarlige arvekongedømme med et bevægeligt, ansvarligt valgkongedømme, med et fireårigt præsidentskab. Således undlod den heller ikke at gøre en grundlovsbestemmelse ud af den overordentlige magt, som nationalforsamlingen efter rædslerne den 15. maj og den 25. juni havde været så forsynlig at udstyre sin præsident med for at værne om sin egen sikkerhed. Resten af forfatningen var et arbejde af sproglig art. De royalistiske etiketter blev revet af det gamle monarkis maskineri og republikansk klæbet på stedet. Marrast, forhen »National«s chefredaktør, nu forfatningens chefredaktør løste ikke uden talent den akademiske opgave. Den konstituerende forsamling lignede hin embedsmand i Chile, som ville regulere grundejendomsforholdene fastere ved en matrikelmåling i samme øjeblik, som den underjordiske torden allerede havde varslet det vulkanske udbrud, der skulle slynge selve jorden væk under fødderne på ham. Mens den i teorien udpenslede de former, hvori bourgeoisiets herredømme blev udtrykt republikansk, hævdede den sig i virkeligheden kun ved at tilsidesætte alle formler, ved magt uden omsvøb, ved belejringstilstand. To dage før den begyndte sit forfatningsarbejde, proklamerede den belejringstilstandens forlængelse. Tidligere blev forfatninger skabt og vedtaget, når den sociale omvæltningsproces var nået til et hvilepunkt, når de nydannede klasseforhold havde fæstnet sig og de kæmpende fraktioner indenfor den herskende klasse tyede til et kompromis, der tillod dem at fortsætte kampen indbyrdes og samtidig udelukke den udmattede folkemasse fra at deltage i den. Denne forfatning fastslog derimod ikke nogen social revolution, den fastslog det gamle samfunds øjeblikkelige sejr over revolutionen. I det første forfatningsudkast, affattet før junidagene, fandtes endnu »le droit au travail«, retten til arbejde, den første ubehjælpsomme formel, hvori proletariatets revolutionære krav sammenfattes. Den blev forandret til le droit a l'assistance, retten til offentlig understøttelse, og hvilken moderne stat underholder ikke i den ene eller den anden form sine fattige? Retten til arbejde er i borgerlig betydning en meningsløshed, et ynkeligt, fromt ønske; men bag retten til arbejde ligger magten over kapitalen, Bag magten over kapitalen overtagelsen af produktionsmidlerne, deres underkastelse under den forenede arbejderklasse, altså afskaffelsen af lønarbejdet, af kapitalen og af deres indbyrdes forhold. Bag »retten til arbejde« stod juniopstanden. Den konstituerende forsamling, som faktisk stillede det revolutionære proletariat hors la loi, udenfor loven, måtte principielt kaste dettes formel ud af konstitutionen, lovenes lov, og lyse »retten til arbejde« i band. Men den blev ikke stående her. Ligesom Platon bandlyste digterne fra sin republik, således bandlyste den konstituerende forsamling for evig tid fra sin republik – den progressive beskatning. Og den progressive beskatning er ikke blot en borgerlig forholdsregel, som kan gennemføres indenfor de bestående produktionsforhold i større eller mindre målestok; den var det eneste middel til at binde det borgerlige samfunds mellemlag til den »honette« republik, til at reducere statsgælden, til at holde bourgeoisiets antirepublikanske majoritet i skak. Ved at forkaste de mindelige ordninger, havde de trefarvede republikanere faktisk udleveret småborgerskabet til bourgeoisiet. Dette enkelte faktum ophøjede de til princip ved lovbestemmelsen om forbud mod progressiv skat. De satte den borgerlige reform på lige fod med den proletariske revolution. Men hvilken klasse blev så tilbage som støttepunkt for deres republik? Storbourgeoisiet. Og det var som helhed antirepublikansk. Når det udnyttede »National«s republikanere til at befæste de gamle økonomiske forhold på ny, så havde det på den anden side i sinde at udnytte de på ny befæstede samfundsforhold til at genoprette de politiske former, som svarede til dem. Allerede i begyndelsen af oktober så Cavaignac sig tvunget til at gøre Dufaure og Vivien, tidligere ministre under Louis Philippe, til ministre i republikken, hvor meget de hovedløse puritanere i hans eget parti end knurrede og skældte. Mens den trefarvede forfatning forkastede ethvert kompromis med småborgerskabet og ikke forstod at binde noget nyt samfundselement til den ny statsform, skyndte den sig derimod med at give et korps, hvori den gamle stat fandt sine mest indædte og fanatiske forsvarere, den traditionelle urørlighed tilbage. Den ophøjede dommernes uafsættelse som var blevet truet af den provisoriske regering, til konstituerende lov. Den ene konge, som den havde afsat, genopstod skarevis i disse legalitetens uafsættelige inkvisitorer. Den franske presse har på mange måder gjort rede for modsigelserne i hr. Marrasts forfatning, f.eks. at der stod to suveræner ved siden af hinanden: nationalforsamlingen og præsidenten osv., osv. Denne forfatnings hovedmodsigelse består imidlertid i følgende: ved hjælp af den almindelige valgret giver den politisk magt til de klasser, hvis sociale slaveri den skal forevige, proletariat, bønder og småborgere. Og den klasse, hvis gamle sociale magt den sanktionerer, bourgeoisiet, fratager den de politiske garantier for denne magt. Den presser bourgeoisiets politiske herredømme ind i demokratiske betingelser, som hvert øjeblik kan hjælpe de fjendtlige klasser til sejr og true selve grundlaget for det borgerlige samfund. Af den ene part forlanger den, at de ikke går videre fra den politiske frigørelse til den sociale, af den anden, at de ikke går tilbage fra den sociale restauration til den politiske. Disse modsigelser interesserede ikke bourgeoisrepublikanerne synderligt. I samme grad, som de ophørte at være uundværlige, – og uundværlige var de kun som det gamle samfunds forkæmpere mod det revolutionære proletariat -, få uger efter deres sejr, sank de fra at være et parti ned til at være en klike. Og forfatningen, den behandlede de som en stor intri ge. Hvad der skulle stadfæstes ved den, var først og fremmest klikens herredømme. Præsidenten skulle være den forlængede Cavaignac; den lovgivende forsamling en forlænget konstituerende forsamling. Folkemassernes politiske magt håbede de at kunne reducere til at være en skinmagt, og denne skinmagt håbede de selv at kunne manøvrere så meget med, at de fortsat kunne stille bourgeoisiets majoritet overfor junidagenes dilemma: »National«s rige eller anarkiets rige«. Forfatningsværket påbegyndtes den 4. september og afsluttedes den 23. oktober. Den 2. september havde den konstituerende forsamling besluttet ikke at opløse sig, før de organiske love, der skulle supplere forfatningen, var udstedt. Ikke desto mindre besluttede den sig nu til at lade sit eget afkom, præsidenten, komme ud i livet allerede den 10. december, længe før dens egen livsbanes kredsløb var sluttet. Så sikker var den på, at denne forfatnings homunkulus ville optræde som sin moders gode søn. For alle tilfældes skyld var den bestemmelse truffet, at hvis ingen af kandidaterne fik to millioner stemmer, skulle valget gå over fra nationen til den konstituerende forsamling. Frugtesløse forholdsregler! Forfatningens første virkedag blev den konstituerende forsamlings sidste dag ved magten. I valgurnens dyb ventede dens dødsdom. Den søgte »moderens søn«, men den fandt »onkelens nevø«. Saul Cavaignac opnåede en million stemmer, men David Napoleon opnåede seks millioner. Seksfold var Saul Cavaignac slået. Den 10. december 1848 var bondeopstandens dag. Først fra denne dag begyndte februar for de franske bønder. Den figur, der udtrykte deres indtræden i den revolutionære bevægelse, ubehjælpsom-forslagen, skurkagtig-naiv, tølperagtig-sublim, en udspekuleret overtro, en patetisk farce, en genialt tåbelig anakronisme, en verdenshistorisk uglespil, en hieroglyf, som den civiliserede forstand ikke kunne tyde – denne figur bar umiskendeligt den klasses fysiognomi, som repræsenterer barbariet indenfor civilisationen. Republikken havde meldt sig hos bønderne , med pantefogeden, de meldte sig hos republikken med kejseren. Napoleon var den eneste mand, hvori den i 1789 nydannede bondeklasses interesser og fantasi havde fundet sig et fuldgyldigt udtryk. Ved at skrive hans navn på republikkens facade erklærede den udadtil krig og indadtil kamp for sine klasseinteresser. Napoleon, det var for bønderne ikke en person, men et program. Med faner og klingende spil drog de til valgstederne under råbet: plus d'impots, å bas les riches, á bas la republikue, vive l'Empereur! Ikke flere skatter, ned med de rige, ned med republikken, kejseren leve! Bag kejseren lå bondekrigen skjult. Den republik, de nedstemte, det var de riges republik. Den 10. december var bøndernes statskup, som styrtede den bestående regering. Og fra denne dag af, hvor de havde taget en regering fra Frankrig og givet Frankrig en anden regering, var deres øjne ufravendt rettet mod Paris. Efter at de et øjeblik havde været hovedpersonerne i det revolutionære drama, kunne de ikke mere trænges tilbage til korets dåd- og viljeløse rolle. De øvrige klasser bidrog til at fuldstændiggøre bøndernes valgsejr. Napoleons valg, det betød for proletariatet, at Cavaignac blev afsat, at den konstituerende forsamling blev styrtet, at bourgeoisrepublikanis men blev afmønstret, at junisejren blev kasseret. For småborgerne var Napoleon debitorernes herredømme over kreditorerne. For bourgeoisiets flertal var Napoleons valg det åbne brud med den fraktion, som de et øjeblik måtte benytte sig af mod revolutionen, men som blev utålelig for dem, så snart den forsøgte at fæstne øjeblikkets stilling som forfatningsmæssig stilling. Napoleon i stedet for Cavaignac, der betød for dem monarki i stedet for republik, begyndelsen til en royalistisk restauration, et frygtsomt antydet Orleans, en lilje skjult under violet. [18] Hæren endelig stemte mod mobilgarden, mod fredsidyllen, for krigen, idet den stemte for Napoleon. Sådan gik det til — som »Neue Rheinische Zeitungo udtrykte det —, at den enfoldigste mand i Frankrig fik den mangfoldigste betydning. Netop fordi han ingenting var, kunne han betyde alting, blot ikke sig selv. Si forskellige ting, navnet Napoleon end betød i de forskellige klassers mund, så skrev alle med dette navn på deres fane: Ned med »National«s parti, ned med Cavaignac, ned med den konstituerende forsamling, ned med bourgeoisrepublikken. Minister Dufaure erklærede det offentligt i den konstituerende forsamling: den 10. december er en ny 24. februar. Småborgerskab og proletariat havde en blok stemt for Napoleon, for at stemme mod Cavaignac og for at rive den endelige afgørelse ud af den konstituerende forsamlings hånd ved at holde stemmerne samlet. Imidlertid opstillede den mest fremskredne del af begge klasser sine egne kandidater. Napoleon var kollektivnavnet for alle mod bourgeoisrepublikken forbundne partier, Ledru-Rollin. og Raspail var egennavnene, det første for det demokratiske småborgerskab, det andet for det revolutionære proletariat. Stemmerne for Raspail skulle – erklærede proletarerne og deres socialistiske ordførere højt – være en ren og skær demonstration, skulle være ligeså mange protester mod ethvert præsidentskab, dvs. mod forfatningen selv, skulle være ligeså mange stemmer mod Ledru-Rollin, skulle være den første handling, hvorved, proletariatet som selvstændigt politisk parti sagde sig løs fra det demokratiske parti. Dette parti derimod – det demokratiske småborgerskab og dets parlamentariske repræsentant, Bjerget, – behandlede Ledru-Rolins kandidatur med al den alvor, som det højtideligt plejer at narre sig selv med. Dette var i øvrigt dets sidste forsøg på at opkaste sig til en selvstændig rolle overfor proletariatet. Ikke blot det republikanske bourgeoisparti, men også det demokratiske småborgerskab og dets Bjerg blev slået den 10. december. Frankrig havde nu ved siden af et Bjerg en Napoleon, et bevis for, at de begge kun var livløse karikaturer af de store realiteter, hvis navne de bar. Louis Napoleon med kejserhatten og ørnen parodierede ikke den gamle Napoleon dårligere, end Bjerget med sine fraser, hentet fra 1793, og sine demagogiske armsving parodierede det oprindelige Bjerg. Den traditionelle overtro på 1793 blev således lagt af samtidig med den traditionelle overtro på Napoleon. Revolutionen ville først blive sig selv, når den fik sit eget, originale navn, og det kunne den først få, når den nye revolutionære klasse, industriproletariatet, var trådt dominerende i forgrunden. Man kan sige, at når den 10. december forbløffede Bjerget og fik det til at tvivle på sin egen forstand, så skyldtes det allerede det, at denne dag med en grov bondevits leende gjorde den gængse sammenligning med den gamle revolution uholdbar. Den 20. december nedlagde Cavaignac sit embede, og den konstituerende forsamling proklamerede Louis Napoleon som republikkens præsident. Den 1 9. december, dens eneherredømmes sidste dag, forkastede den andragendet om amnesti for junioprørerne. At tilbagekalde dekretet af 27. juni, ved hvilket den uden lov og dom havde fordømt 15.000 oprørere til deportation, var det ikke det samme som at tage afstand fra selve junislaget? Odilon Barrot, Louis Philippes sidste minister, blev Louis Napoleons første minister. Ligesom Louis Napoleon ikke daterede sit herredømme fra den io. december, men fra en senatsbeslutning af 1806, således fandt han en ministerpræsident, der ikke daterede sit ministerium fra den 20. december, men fra et kongeligt dekret af 24. februar. Som Louis Philippes legitime arving mildnede Louis Napoleon regeringsskiftet ved at bibeholde det gamle ministerium, som tilmed ikke havde fået tid til at slide sig op, fordi det ikke havde nået at træde ud i livet. Førerne for de royalistiske bourgeoisfraktioner rådede ham til dette valg. Den gamle dynastiske oppositions anfører, som bevidstløst havde dannet overgangen til »National«s republikanere, var endda mere egnet til med fuld bevidsthed at danne overgangen fra bourgeoisrepublikken til monarkiet. Odilon Barrot var leder af det eneste gamle oppositionsparti, der i stadig forgæves kamp om ministerporteføljen endnu ikke havde kompromitteret sig helt. I hurtig rækkefølge slyngede revolutionen alle de gamle oppositionspartier op på statens top, for at de ikke blot med deres handlinger, men også med frasen selv skulle fornægte og tilbagekalde deres gamle fraser, og for at de sluttelig, når de alle til hobe var forenet i et afskrækkende miskmask, af folket kunne blive kastet i historiens rakkerkule. Og ingen afsværgelse af tidligere standpunkter blev denne Barrot forskånet for, denne legemliggørelse af den borgerlige liberalisme, som gennem atten år havde skjult sin indre gemenhed og hulhed under en påtagen ydre værdighed. Når den altfor stikkende kontrast mellem nutidens tidsler og fortidens laurbær i enkelte øjeblikke forskrækkede ham selv, var et blik i spejlet nok til at give ham den ministerielle fatning og den menneskelige selvbeundring tilbage. Hvad der strålede ham i møde fra spejlet, var Guizot, som han altid havde misundt, og som altid havde kusket ham, selve Guizot, men Guizot med Odilons olympiske pande. Hvad han overså, var Midasørerne. [19] Barrot fra 24. februar kom først til syne i Barrot fra 20. december. Til ham, orleanisten og voltairianeren, sluttede sig som kultusminister – legitimisten og jesuiten Falloux. Få dage senere blev indenrigsministeriet overdraget til malthusianeren Leon Faucher. Retten, religionen, den politiske økonomi! Ministeriet Barrot omfattede alt dette og tillige en forening af legitimister og orleanister. Der manglede kun bonapartisten. Endnu skjulte Bonaparte sin lyst til rollen som Napoleon, thi Soulouque spillede endnu ikke Toussaint l'Ouverture. »National«s parti blev straks sat ud af alle højere stillinger, som de havde sat sig fast i. Politipræfekturet, postdirektoratet, rigsadvokaturet, borgmesterembedet i Paris, alting blev besat med monarkiets gamle kreaturer. Legitimisten Changarnier fik den samlede overkommando over nationalgarden i Seinedepartementet, over mobilgarden og den første militærdivisions linjetropper; orleanisten Bugeaud blev udnævnt til øverstbefalende over alpehæren. Dette embedsmandsskifte vedvarede uafbrudt under Barrots regering. Hans ministeriums første handling var at genindsætte den gamle royalistiske administration. I et nu forvandledes den officielle skueplads kulisser, kostymer, sprog, skuespillere, figuranter, statister, sufflører, partiernes stilling, dramaets motiv, konfliktens indhold, hele situationen. Kun den forhistoriske konstituerende forsamling befandt sig stadig på sin plads. Men fra det øjeblik, da nationalforsamlingen havde installeret Bonaparte, da Bonaparte havde installeret Barrot og Barrot Changarnier, trådte Frankrig ud af den republikanske konstituerings periode og ind i den konstituerede republiks periode. Og hvad skulle man med den konstituerende forsamling i en konstitueret republik? Efter at jorden var blevet skabt, var der ikke andet at gøre for dens skaber end at flygte til himlen. Den konstituerende forsamling var besluttet på ikke at følge hans eksempel, nationalforsamlingen var det sidste tilflugtssted for bourgeoisrepublikanernes parti. Selvom ethvert holdepunkt i den udøvende magt var berøvet den, havde den så ikke den konstituerende almagt tilbage? Under alle omstændigheder at bevare den suveræne post, som den sad inde med, og herfra at tilbageerobre det tabte terræn, det var dens første tanke. Ministeriet Barrot skulle blot fortrænges med et ministerium »National«, så måtte det royalistiske personale straks rømme administrationspladserne, og det trefarvede personale kunne triumferende drage ind igen. Nationalforsamlingen besluttede at styrte ministeriet, og ministeriet selv bød en lejlighed til angreb, som den konstituerende forsamling ikke kunne have udtænkt bedre. Man husker, at Louis Bonaparte for bønderne betød: Ikke flere skatter! Seks dage sad han på præsidentstolen, og den syvende dag, den 27. december, foreslog hans ministerium bibeholdelse af saltskatten, hvis afskaffelse den provisoriske regering havde dekreteret. Saltskatten deler med vinskatten det privilegium at være det gamle franske finanssystems syndebuk, især i landbefolkningens øjne. Ministeriet Barrot kunne ikke lægge bøndernes udkårne noget mere bidende epigram om sine vælgere i munden end disse ord: saltskattens genindførelse! Med saltskatten mistede Bonaparte sit revolutionære salt – bondeoprørets Napoleon svandt hen som et tågebillede, og der blev ikke andet tilbage end den store ubekendte i den royalistiske bourgeoisintrige. Og ikke uden hensigt gjorde ministeriet Barrot denne taktløse og dybt skuffende handling til præsidentens første regeringshandling. Den konstituerende forsamling greb på sin side begærligt den dobbelte lejlighed til at styrte ministeriet og til at opkaste sig som forsvarer for bondeinteresserne overfor bøndernes udkårne. Den forkastede finansministerens forslag, reducerede saltskatten til en tredjedel af dens tidligere beløb, forøgede således et statsunderskud på 560 millioner med 6o millioner og afventede efter dette mistillidsvotum roligt ministeriets afgang. Så lidt havde den forstået af den nye verden, som omgav den, og af sin egen forandrede stilling. Bag ministeriet stod præsidenten, og bag præsidenten stod 6 millioner, som i valgurnen havde nedlagt ligeså mange mistillidsvota til den konstituerende forsamling. Den konstituerende forsamling gav nationen dens mistillidsvotum tilbage. En latterlig udveksling! Den glemte, at dens vota ikke længere var i kurs. Forkastelsen af saltskatten modnede kun Bonaparte og hans ministeriums beslutning om at »afslutte« den konstituerende forsamling. Den langvarige duel begyndte, som udfylder hele den sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid. Den 29. januar, den 21. marts og den 8. maj er denne krises store dag, ligeså mange forløbere for den 13. juni. Franskmændene, f. eks. Louis Blanc, har opfattet den 29. januar såd an, at på denne dag trådte en forfatningsmæssig modsætning frem modsætningen mellem den suveræne, uopløselige nationalforsamling, der var fremgået af den almindelige valgret, og en præsident, der efter ordlyden var ansvarlig overfor den, men i virkeligheden ikke blot også var godkendt ved den almindelige valgret og tilmed i sin person forenede alle de stemmer, som i nationalforsamlingen fordelte sig på de enkelte medlemmer og var splittet til hundrede sider, men yderligere havde den fulde rådighed over hele den udøvende magt, over hvilken nationalforsamlingen kun svævede som en moralsk magt. Denne fortolkning af den 29. januar forveksler den sproglige form, som kampen antager på talerstolen, i pressen og i klubberne, med kampens virkelige indhold. Louis Bonaparte overfor den konstituerende nationalforsamling, det var ikke den ene side af den forfatningsmæssige magt overfor den anden, det var ikke den udøvende magt overfor den lovgivende, det var den konstituerede bourgeoisrepublik selv overfor redskaberne til dens konstituering, overfor den revolutionære bourgeoisfraktions ærgærrige intriger og ideologiske fordringer, den fraktion, som havde grundlagt republikken og nu forbavset opdagede, at dens konstituerede republik så ud som et restaureret monarki, og nu med magt ville fastholde den konstituerende periode med dens betingelser, dens illusioner, dens sprog og dens personer og forhindre den modne bourgeoisrepublik i at træde frem i sin fuldstændige og karakteristiske udformning. Ligesom den konstituerende nationalforsamling repræsenterede Cavaignac, som var faldet tilbage til dens midte, således repræsenterede Napoleon den lovgivende nationalforsamling, dvs. den konstituerede bourgeoisrepubliks nationalforsamling, som endnu ikke var skilt fra ham. Bonapartes valg kunne først få sin fortolkning, når det i stedet for det ene navn satte dettes mangesidede betydninger, når det gentog sig selv ved valget af den ny nationalforsamling. Den 10. december havde kasseret den gamles mandat. Hvad der gjorde front mod hinanden den 29. januar, var altså ikke præsidenten og nationalforsamlingen i en og samme republik, det var nationalforsamlingen for republikken, da den var ved at skabes, og præsidenten for republikken, da den var skabt, to magter, som legemliggjorde helt forskellige perioder i republikkens livsproces, det var bourgeoisiets lille republikanske fraktion, som alene kunne proklamere republikken, vriste den fra det revolutionære proletariat ved hjælp af gadekampen og rædselsherredømmet, og i forfatningen udforme dens ideale grundtræk, – og på den anden side bourgeoisiets royalistiske masse, som alene kunne herske i denne konstituerede bourgeoisrepublik, frigøre forfatningen for dens ideologiske klædebon og gennem sin lovgivning og administration virkeliggøre de uomgængelige forudsætninger for proletariatets underkuelse. Det uvejr, som fik udløsning den 29. januar, havde samlet sine elementer i løbet af hele januar måned. Den konstituerende forsamling ville ved sit mistillidsvotum tvinge ministeriet Barrot til at gå af. Ministeriet Barrot foreslog derimod den konstituerende forsamling, at den skulle give sig selv et definitivt mistillidsvotum, vedtage sit selvmord, dekretere sin egen opløsning. Rateau, en af de mest ubetydelige deputerede, stillede på ministeriets befaling den 6. januar dette forslag til den konstituerende forsamling, den samme forsamling, som allerede i august havde besluttet ikke at opløse sig, før juni havde udgjort det revolutionære proletariats kampkræfter. Ligesom den konstituerende forsamlings eksekutivkommission rettede sit brutale angreb på nationalværkstederne, da den måtte gøre ende på proletariatets krav, der var blevet utålelige, således rettede Bonapartes ministerium sit angreb på mobilgarden, da det måtte gøre ende på den republikanske bourgeoisfraktions krav, der var blevet utålelige. Det forordnede mobilgardens opløsning. Den ene halvdel af den blev afskediget og kastet på gaden, den anden fik i stedet for den demokratiske organisation en monarkistisk, og dens sold blev sænket til den almindelige sold for linjetropperne. Mobilgarden var kommet i samme stilling som junioprørerne, og daglig bragte aviserne offentlige skriftemål, hvori de bekendte deres skyld fra juni og tryglede proletariatet om tilgivelse. Og klubberne? Fra det øjeblik, da den konstituerende forsamling stemte imod Barrot og gennem ham gik imod præsidenten, gennem præsidenten gik imod den konstituerede bourgeoisrepublik, og gennem den konstituerede bourgeoisrepublik gik imod bourgeoisrepublikken overhovedet, skarede den nødvendigvis om sig alle februarrepublikkens konstituerende elementer, alle partier, som ville styrte den bestående republik og med magt føre den tilbage til den tidligere tilstand for at omforme den til en republik, som repræsenterede deres klasseinteresser og principper. Det skete var igen usket, den revolutionære bevægelses krystallisationer var igen blevet flydende, den republik, der blev kæmpet om, var igen februardagenes ubestemte republik, som hvert parti forstod på sin måde. Partierne indtog et øjeblik igen deres gamle februarstillinger uden at dele februarillusionerne. »National«s trefarvede republikanere støttede sig igen til »Reforme«s demokratiske republikanere og skubbede dem frem som forkæmpere i den parlamentariske kamp. De demokratiske republikanere støttede sig igen til de socialistiske republikanere – den 27. februar forkyndte et offentligt manifest deres forsoning og forening – og forberedte i klubberne baggrunden for et oprør. Den ministerielle presse behandlede med rette »Nationale«s trefarvede republikanere som genopstandne junioprørere. For at hævde sig i spidsen for bourgeoisrepublikken satte de selve bourgeoisrepublikken på spil. Den 26. januar foreslog minister rancher en lov om foreningsretten, hvis første paragraf lød: »Klubberne forbydes«. Han anmodede om at sætte dette lovforslag til behandling med det samme som en hastesag. Den konstituerende forsamling forkastede denne anmodning, og den 27. januar indgav Ledru-Rollin et andragende med 230 underskrifter om, at ministeriet blev sat under anklage grundet på krænkelse af forfatningen. At sætte ministeriet under anklage i et øjeblik, hvor en sådan handling betød en taktløs afsløring af dommerens afmagt, nemlig kammermajoritetens, eller betød anklagerens afmægtige protest mod selve denne majoritet, det var den store revolutionære trumf, som det sildefødte Bjerg siden da spillede ud på ethvert af krisens højdepunkter. Stakkels Bjerg, trykket ihjel under den knugende vægt af sit eget navn! Blanqui, Barbes, Raspail osv. havde den 15. maj forsøgt at sprænge den konstituerende forsamling, idet de trængte ind i dens mødesal i spidsen for pariserproletariatet. Barrot beredte den samme forsamling en moralsk 15. maj, idet han ville diktere dens selvopløsning og lukke mødesalen. Den samme forsamling havde overdraget Barrot at lede undersøgelsen mod de anklagede fra maj, og nu, i det øjeblik, hvor han stod overfor den som en royalistisk Blanqui, hvor den overfor ham søgte sine allierede i klubberne, hos det revolutionære proletariat, i Blanquis parti, – i dette øjeblik pinte den ubønhørlige Barrot forsamlingen med sit forslag om, at fangerne fra maj skulle unddrages nævningedomstolene og stilles for overretten, la haute cour, som »National«s parti havde opfundet. Mærkværdigt, hvordan den paniske angst for en ministerportefølje kunne få pointer, der var en Beaumarchais værdige, til at springe ud af en Barrots hoved! Nationalforsamlingen vedtog efter langvarig vaklen hans forslag. Overfor attentatfolkene fra maj fik den sin normale karakter tilbage. Hvis den konstituerende forsamling overfor præsidenten og ministrene blev ansporet til oprør, så blev præsidenten og ministeriet overfor den konstituerende forsamling ansporet til statskup, thi de besad ikke noget lovligt middel til at opløse den. Men den konstituerende forsamling var forfatningens moder, og forfatningen var præsidentens moder. Foretog præsidenten et statskup, sønderrev han forfatningen og forskertsede sin republikanske retshjemmel. Han måtte da trække den kejserlige retshjemmel frem; men den kejserlige retshjemmel vakte den orleanistiske til live, og begge blegnede overfor den legitimistiske retshjemmel. Den legale republiks undergang kunne kun vippe dens yderste modpol i vejret, det legitimistiske monarki, på et tidspunkt, hvor det orleanistiske parti kun var de besejrede fra februar og Bonaparte kun sejrherren fra 10. december, og hvor begge overfor den republikanske usurpation kun kunne fremholde deres ligeledes usurperede monarkiske hjemmel. Legitimisterne var sig øjeblikkets gunst bevidst, de konspirerede ved højlys dag. I general Changarnier kunne de håbe på at finde deres Monk. [20] Det hvide monarkis komme forkyndtes lige så åbenlyst i deres klubber som den røde republiks i de proletariske. Ved en heldigt undertrykt revolte ville ministeriet være reddet fra alle vanskeligheder. »Legaliteten dræber os«, råbte Odilon Barrot. En revolte ville, under henvisning til det offentliges vel, have tilladt at opløse den konstituerende forsamling, at bryde forfatningen i forfatningens egen interesse. Odilon Barrots brutale optræden i nationalforsamlingen, forslaget om opløsning af klubberne, den megen ståhej omkring afsættelsen af 50 »trefarvede« præfekter og indsættelsen af royalister, opløsningen af mobilgarden, Changarniers dårlige behandling af dens førere, genindsættelsen af professor Lherminier, som allerede var blevet umulig under Guizot, tolereringen af de legitimistiske pralerier – det var altsummen provokationer til revolte. Men revolten rørte ikke på sig. Den ventede på et signal fra den konstituerende forsamling og ikke fra ministeriet. Endelig kom den 29. januar, den dag på hvilken afgørelsen skulle træffes angående Mathieus (de la Dromes) krav om ubetinget forkastelse af Rateaus forslag. Legitimister, orleanister, bonapartister, mobilgarden, Bjerget, klubberne, alle konspirerede de på denne dag, hver af dem lige så meget mod den foregivne fjende som mod de foregivne forbundsfæller. Bonaparte mønstrede højt til hest en del af tropperne på Concordepladsen, Changarnier muntrede sig med et opbud af strategiske manøvrer, den konstituerende forsamling fandt sin forsamlingsbygning besat af militær. Forsamlingen, midtpunktet for alle krydsende forhåbninger, ængstelser, forventninger, gæringer, spændinger og sammensværgelser, denne forsamling med sit løvemod vaklede ikke et eneste øjeblik, da den trådte i nærmere berøring med verdensånden end ellers. Den lignede hin stridsmand, der ikke blot var bange for at bruge sine egne våben, men også følte sig forpligtet til at holde modstanderens våben i orden. Med dødsforagt underskrev den sin egen dødsdom og forkastede den ubetingede forkastelse af Rateaus forslag. Den var selv i belejringstilstand, og så satte den grænser for sin konstituerende virksomhed, hvis nødvendige ramme belejringstilstanden i Paris havde været. Den hævnede sig på en måde, som var den værdig, idet den dagen efter dekreterede en undersøgelse af den skræk, som ministeriet havde jaget den i livet den 29. januar. Bjerget godtgjorde sin mangel på revolutionær energi og politisk forstand, idet det af »National«s parti lod sig bruge som udråber i denne store intrigekomedie. »National«s parti havde gjort det sidste forsøg på i den konstituerede republik at fastholde det monopol på herredømmet, som partiet havde besiddet under bourgeoisrepublikkens tilblivelsesperiode. Det: var slået fejl. Drejede det sig i januarkrisen om den konstituerende forsamlings eksistens, så drejede det sig i krisen den 21. marts om forfatningens eksistens; dengang om nationalpartiets personer, nu om dets ideal. Det er ikke nødvendigt at antyde, at de honnette republikanere solgte deres højtravende ideologi billigere end den verdslige nydelse af regerings-magten. Den 21. marts stod Fauchers lovforslag mod foreningsretten på nationalforsamlingens dagsorden: forbudet mod klubberne. Forfatningens artikels garanterer alle franskmænd ret til at danne foreninger. Forbudet mod klubberne var altså et utvetydigt brud på forfatningen, og den konstituerende forsamling skulle selv kanonisere, at dens helgener blev skændet. Men klubberne, – det var det revolutionære proletariats samlingspunkter, dets konspirationssteder. Nationalforsamlingen selv havde forbudt arbejderne at slutte sig sammen mod deres bourgeois'er. Og klubberne, hvad var de andet end en sammenslutning af hele arbejderklassen mod hele bourgeoisklassen, dannelsen af en arbejderstat mod bourgeoisstaten? Var de ikke ligeså mange konstituerende forsamlinger for proletariatet og ligeså mange kampberedte hærafdelinger for oprøret? Hvad forfatningen frem for alt skulle stadfæste, det var bourgeoisiets herredømme. Forfatningen kunne altså åbenbart ved foreningsret kun sigte til sådanne foreninger, som var i overensstemmelse med bourgeoisiets herredømme, dvs. med den borgerlige orden. Selvom den af teoretisk velanstændighed udtrykte sig i almindelige vendinger, var så ikke regeringen og nationalforsamlingen til for at fortolke den og anvende den i det specielle tilfælde? Og når klubberne faktisk var forbudt i republikkens urperiode på grund af belejringstilstanden, måtte de så ikke i den ordnede, konstituerede republik forbydes ved lov? De trefarvede republikanere havde ikke andet at sætte op mod denne prosaiske fortolkning af forfatningen end forfatningens højtravende fraser. En del af dem, Pagnerre, Duclerc osv. stemte for ministeriet og skaffede det således majoriteten. Den anden del, med ærkeenglen Cavaignac og kirkefaderen Marrast i spidsen, trak sig, efter at paragraffen om forbudet mod klubberne var gået igennem, sammen med Ledru-Rollin og Bjerget tilbage til et særligt udvalgs-værelse – »og rådslog«. Nationalforsamlingen var lammet, den havde ikke mere et beslutningsdygtigt stemmetal. I rette øjeblik kom hr. Mieux i udvalgsværelset i tanker om, at herfra førte vejen direkte ud på gaden, og at man ikke mere skrev februar 1848, men marts 1849. »National«s parti var således pludseligt blevet klogere og vendte tilbage til nationalforsamlingens mødesal, og bagefter det kom Bjerget, der endnu engang stod som dummepeter. Bjerget plagedes stadig af revolutionære lyster, men ligeså vedholdende tragtede det efter forfatningsmæssige udveje og følte sig altid mere hjemme bag bourgeois-republikanerne end foran det revolutionære proletariat. Dermed var komedien ude. Den konstituerende forsamling selv havde dekreteret, at krænkelsen af forfatningens ordlyd var den eneste rette udlægning af dens mening. Der var nu kun et punkt tilbage, som skulle bringes i orden, den konstituerede republiks forhold til den europæiske revolution, dens udenrigspolitik. Den 8. maj 1849 herskede der en usædvanlig ophidselse i den konstituerende forsamling, hvis levetid skulle udløbe om få dage. Den franske hærs angreb på Rom, det nederlag, romerne tilføjede den, dens politiske nederdrægtighed og dens militære blamage, den franske republiks snigmord på den italienske republik, den anden Bonapartes første italienske felttog stod på dagsordenen. Bjerget havde endnu engang spillet sin store trumf ud, Ledru-Rollin havde på præsidentens bord lagt det uundgåelige anklageskrift mod ministeriet og denne gang også mod Bonaparte for krænkelse af forfatningen. Den 8. majs motiv gentog sig senere som den 13. junis motiv. Lad os se på, hvad ekspeditionen til Rom betød. Cavaignac havde allerede midt i november 1848 sendt en krigsflåde til Civita Vecchia for at beskytte paven, tage ham ombord og sejle ham til Frankrig. Paven skulle velsigne den honnette republik og sikre Cavaignacs valg til præsident. Sammen med paven ville Cavaignac få præsterne i sit net, med præsterne bønderne og med bønderne præsidentskabet. Samtidig med, at Cavaignacs ekspedition i første række var en valgreklame, var den en protest og en trussel mod revolutionen i Rom. Den indeholdt spirer til Frankrigs intervention til gunst for paven. Denne intervention for paven sammen med Østrig og Neapel mod den romerske republik blev vedtaget i det første møde, som Bonapartes ministerråd afholdt den 23. december. Falloux i ministeriet, det betød paven i Rom, i pavens Rom. Bonaparte behøvede ikke mere paven for at blive bøndernes præsident, men han behøvede pavens bevarelse for at bevare bønderne som sine støtter. Deres lettroenhed havde gjort ham til præsident. Sammen med troen ville de miste lettroenheden, og med paven troen. Og hvad angår de allierede orleanister og legitimister, som herskede i Bonapartes navn, så måtte de jo, før kongemagten kunne genoprettes, have den magt genoprettet, som helliggør kongerne. Helt bortset fra deres royalisme: uden det gamle Rom, som var underkastet hans verdslige herredømme, ingen pave, uden pave ingen katolicisme, uden katolicisme ingen fransk religion, og hvad skulle der blive af det gamle franske samfund uden religion? Det pant, som bonden har i de himmelske marker, er en garanti for det pant, som bourgeois'en har i bondens marker. Den romerske revolution var altså et attentat på ejendommen, på den borgerlige ordning, ligeså frygteligt som junirevolutionen. Det genoprettede bourgeoisherredømme i Frankrig krævede genindførelse af det pavelige herredømme i Rom. Endelig slog man de franske revolutionæres allierede, når man slog de romerske revolutionære; de kontrarevolutionære klassers alliance i den konstituerede franske republik fik sit naturlige supplement i den franske republiks alliance med den hellige alliance, med Neapel og Østrig. Ministerrådsbeslutningen af 23. december var ikke nogen hemmelighed for den konstituerende forsamling. Allerede den 8. januar havde Ledru-Rollin interpelleret ministeriet desangående, ministeriet havde benægtet, og nationalforsamlingen var gået over til dagsordenen. Havde den tillid til ministeriets ord? Vi ved, at den tilbragte hele januar måned med at give det mistillidsvota. Men når det hørte til ministeriets rolle at lyve, hørte det til nationalforsamlingens rolle at foregive, at den troede på dets løgne, og dermed redde det republikanske skin. Imidlertid var Piemont slået, Karl Albertvar gået af, den østrigske hær bankede på Frankrigs porte. Ledru-Rollin interpellerede heftigt. Ministeriet beviste, at det i Norditalien kun havde fortsat Cavaignacs politik og Cavaignac kun den provisoriske regerings politik, dvs. Ledru-Rollins. Denne gang høstede det endog et tillidsvotum fra nationalforsamlingen og blev bemyndiget til midlertidigt at besætte et passende punkt i Norditalien for således at give den fredelige forhandling med Østrig om det sardinske områdes urørlighed og det romerske spørgsmål et støttepunkt. Som bekendt afgøres Italiens skæbne på Norditaliens slagmarker. Derfor måtte man enten indrømme, at med Lombardiet og Piemont var Rom faldet, eller Frankrig måtte erklære Østrig og dermed den europæiske kontrarevolution krig. Anså nationalforsamlingen pludselig ministeriet Barrot for at være det gamle velfærdsudvalg? Eller sig selv for konventet? Hvorfor altså militærbesættelsen af et punkt i Norditalien? Man skjulte under dette gennemsigtige slør ekspeditionen mod Rom. Den 14. april sejlede 14.000 mand under Oudinots kommando til Civita Vecchia, den 16. april bevilgede nationalforsamlingen ministeriet en kredit på 1.200.000 francs til tre måneders underhold af en interventionsflåde i Middelhavet. Således gav den ministeriet alle midler til at intervenere mod Rom, mens den foregav, at den lod det intervenere mod Østrig. Den så ikke, hvad ministeriet gjorde, den hørte kun, hvad det sagde. En sådan tro fandtes ikke i Israel, den konstituerende forsamling var kommet i den situation, at den ikke måtte vide, hvad den konstituerede republik måtte gøre. Den 8. maj udspilledes endelig komediens sidste scene, den konstituerende forsamling opfordrede ministeriet til hurtige forholdsregler for at føre den italienske ekspedition tilbage til den opgave, den havde fået. Bonaparte indrykkede samme aften et brev i »Moniteur«, hvori han ydede Oudinot den største anerkendelse. Den 1. maj forkastede nationalforsamlingen anklagen mod den samme Bonaparte og hans ministerium. Og Bjerget, som i stedet for at sønderrive dette væv af svindel tager den parlamentariske komedie tragisk for selv at spille Fouquier Tinvilles rolle i den – røbede det ikke sit medfødte småborgerlige kalveskind under den lånte løvehud fra konventets dage! Sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid kan resumeres således: Den 29. januar indrømmer den, at de royalistiske bourgeoisfraktioner er de naturlige foresatte for den republik, den selv har konstitueret, den 21. marts, at forfatningens krænkelse er dens virkeliggørelse, og den 11. maj, at den bombastisk indvarslede passive alliance mellem den franske republik og folkenes frihedskamp betyder dens aktive alliance med den europæiske kontrarevolution. Denne elendige forsamling trådte tilbage fra skuepladsen, efter at den kun to dage før sin et-års fødselsdag den 4. maj havde gjort sig den fornøjelse at forkaste andragendet om amnesti for junioprørerne. Magtesløs, dødelig forhadt af folket, stødt tilbage, mishandlet, med foragt kastet til side af bourgeoisiet, hvis værktøj den var, tvunget til i den anden halvdel af sin levetid at desavouere den første, berøvet sine republikanske illusioner, uden store gerninger i fortiden, uden forhåbninger til fremtiden, døende stykke for stykke i levende live, kunne den endnu kun galvanisere sit eget lig ved bestandigt at genkalde sig junisejren og gennemleve den i erindringen og hævde sig ved en stadig gentaget fordømmelse af det fordømte. En vampyr, der levede af junioprørernes blod! Den efterlod et statsunderskud, som var forøget gennem udgifterne ved junioprøret, gennem saltskattens bortfald, gennem de skadeserstatninger, som den tildelte plantageejerne for ophævelsen af negerslaveriet, gennem omkostningerne til ekspeditionen mod Rom, gennem vinskattens bortfald, som den vedtog, da den lå i sine sidste krampetrækninger, ligesom en skadefro olding, der er lykkelig over at påbyrde sin glade arving en kompromitterende æresgæld. Fra begyndelsen af marts var valgagitationen for den lovgivende naianal forsamling begyndt. To hovedgrupper stod overfor hinanden, ordenspartiet og det demokratisk-socialistiske eller rode parti; imellem dem stod forfatningsvennerne, et navn »National«s trefarvede republikanere havde taget for at kunne forestille et parti. Ordenspartiet dannedes umiddelbart efter junidagene; først efter at den ro. december havde tilladt det at skille sig af med »National«s klike, bourgeoisrepublikanerne, afsløredes hemmeligheden ved dets eksistens: orleanisternes og legitimisternes koalition i et parti. Bourgeoisklassen var spaltet i to store fraktioner, som skiftevis havde haft monopol på herredømmet, de store godsejere under det restaurerede monarki, finansaristokratiet og industribourgeoisiet under julimonarkiet. Bourbon var det kongelige navn for den overvejende indflydelse af den ene fraktions interesser. Orleans det kongelige navn for den overvejende indflydelse af den anden fraktions interesser – republikkens navnløse rige var det eneste, hvori begge fraktioner i ligeligt herredømme kunne hævde deres fælles klasseinteresser uden at opgive deres gensidige rivalitet. Når bourgeoisrepublikken ikke kunne være andet end den rene og fuldendte form for den samlede bourgeoisklasses herredømme, kunne den da være andet end orleanisternes herredømme i forening med legitimisterne og legitimisternes herredømme i forening med orleanisterne, restaurationens og julimonarkiets syntese? »National«s bourgeoisrepublikanere repræsenterede ikke nogen stor, økonomisk baseret fraktion af deres klasse. De havde kun den betydning og den historiske ret, at de under monarkiet, i modsætning til de to bourgeoisfraktioner, som hver især kun havde sit eget særlige regime for øje, havde gjort bourgeoisklassens almene regime gældende, republikkens navnløse rige, som de idealiserede og besmykkede med antikke arabesker, og hvori de frem for alt hilste deres egen klikes herredømme. Hvis »National«s parti måtte tvivle på sin forstand, når det på toppen af den republik, det selv havde grundlagt, så de forenede royalister, så tog disse selv ikke mindre fejl af det faktum, at de havde herredømmet i fællesskab. De forstod ikke, at når deres fraktioner hver især var royalistiske, så måtte det, der fremkom ved deres kemiske forbindelse, nødvendigvis være republikansk, så måtte det hvide og det blå monarki neutralisere hinanden i den trefarvede republik., Da’ modsætningen til det revolutionære proletariat og til de overgangsklasser, som mere og mere samlede sig om dette som centrum, tvang hver af ordenspartiets fraktioner til at opbyde deres forenede kræfter og til at bevare organisationen af disse forenede kræfter, så måtte hver af ordenspartiets fraktioner overfor den anden parts restaurations- og anmasselseslyster holde på det fælles herredømme, dvs. bourgeoisherredømmets republikanske form. Således ser vi, at disse royalister, som i begyndelsen tror på monarkiets umiddelbare genkomst og senere, med dræbende spottegloser og fråde om munden, bevarer den republikanske form, endelig tilstår, at de kun kan forliges i republikken, og skyder restaurationen ud i det uvisse. Nydelsen af selve det fælles herredømme styrkede hver af de to fraktioner og gjorde dem endnu mere uskikkede og uvillige til at underordne sig den anden part, dvs. til at restaurere kongedømmet. Ordenspartiet proklamerede i sit valgprogram direkte bourgeoisklassens herredømme, dvs. opretholdelsen af livsbetingelserne for dens herredømme, ejendommen, familien, religionen, ordenen! Det fremstillede naturligvis sit klasseherredømme og betingelserne for sit klasseherredømme som civilisationens herredømme og som den nødvendige forudsætning for den materielle produktion såvel som for de deraf skabte sociale samkvemsforhold. Ordenspartiet rådede over uhyre pengemidler, det organiserede sine filialer i hele Frankrig, det havde alle det gamle samfunds ideologer i sit brød, det disponerede over den bestående regeringsmagts indflydelse, det besad en arme af gratis vasaller i hele massen af småborgere og bønder, som endnu stod den revolutionære bevægelse fjernt og anså ejendommens stormænd for de naturlige repræsentanter for deres lille ejendom og dens små fordomme; det var repræsenteret ved et utal af små konger over hele landet og kunne straffe forkastelsen af dets kandidater som opsætsighed, kunne afskedige de rebelske arbejdere, de modstræbende bønderkarle, tjenestefolk, kommisser, jernbanefolk og kontorister, alle dets borgerligt underordnede funktionærer. Det kunne endelig hist og her opretholde den illusion, at den republikanske konstituerende forsamling havde forhindret den 10. decembers Bonaparte i at åbenbare sine undergørende kræfter. Vi har ved behandlingen af ordenspartiet ikke omtalt bonapartisterne. De udgjorde ikke nogen alvorlig fraktion af bourgeoisklassen, men bestod af en samling gamle, ivertroiske invalider og unge, vantro lykkeriddere. – Ordenspartiet sejrede ved valgene, det sendte den store majoritet ind i den lovgivende forsamling. Overfor den kontrarevolutionære bourgeoisklasses koalition måtte de allerede revolutionerede dele af småborgerskabet og bondeklassen naturligvis forene sig med de revolutionære interessers bannerfører; med det revolutionære proletariat. Vi har sets hvordan småborgerskabets demokratiske ordførere i parlamentet, dvs. Bjerget, blev trængt over til proletariatets socialistiske ordførere, gennem parlamentariske nederlag, og hvorledes det virkelige småborgerskab udenfor parlamentet blev trængt over til de virkelige proletarer ved de mindelige ordninger, ved bourgeoisiets brutale hævdelse af sine interesser og ved bankerotten. Den 7. januar havde Bjerget og socialisterne fejret deres forsoning, ved den store februarbanket 1849 gentog de deres forening. Det sociale og det demokratiske parti, arbejdernes parti og småborgernes parti forenedes til det socialdemokratiske parti, dvs. det røde parti. Efter et øjeblik at have været lammet af den dødsangst som fulgte ovenpå junidagene, havde den franske republik oplevet en uafbrudt række feberagtige sindsbevægelser siden belejringstilstandens ophæve lse, siden den 19. oktober. Først kampen om præsidentskabet; så præsidentens kamp med den konstituerende forsamling; kampen om klubberne; processen i Bourges, [21] som overfor præsidentens, de forenede royalisters, de honnette republikaneres, det demokratiske Bjergs og proletariatets socialistiske doktrinæres små skikkelser lod de virkelige proletariske revolutionære tage sig ud som sagnagtige giganter, som kun en syndflod efterlader sig dem på samfundets overflade, eller som de kun kan gå forud for en social syndflod; valgagitationen; henrettelsen af Bréa-morderne; [22] de uophørlige presseprocesser; regeringens voldelige politiindgreb mod banketterne; de frække royalistiske provokationer; udstillingen af Louis Blancs og Caussidieres portrætter i gabestokken; den uafbrudte kamp mellem den konstituerede republik og den konstituerende forsamling, som hvert øjeblik trængte revolutionen tilbage til dens udgangspunkt, hvert øjeblik gjorde sejrherren til den besejrede og den besejrede til sejrherre og i et nu vendte op og ned på partiernes og klassernes stilling, på det, der skilte dem, og det, der bandt dem sammen; den europæiske kontrarevolutions raske gang, den glorrige ungarske kamp, de tyske rejsninger, ekspeditionen til Rom, den franske hærs forsmædelige nederlag foran Rom – i denne hvirvel af bevægelse, i denne pine af historisk uro, i denne dramatiske ebbe og flod af revolutionære lidenskaber, forhåbninger og skuffelser måtte det franske samfunds forskellige klasser regne deres udviklingsperioder i uger, hvor de tidligere havde regnet i halve århundreder. En betydelig del af bønderne og provinserne var revolutioneret. Ikke blot var de skuffet over Napoleon, men det røde parti bød dem indholdet i stedet for navnet, i stedet for den illusoriske skattefrihed tilbagebetaling af den milliard, som var blevet betalt til legitimisterne, regulering af prioriteterne og ophævelse af ågeren. Selv hæren var smittet af revolutionsfeberen. Den havde ved at stemme på Bonaparte stemt for sejren, og han bragte den nederlaget. Den havde i ham stemt på den lille korporal, i hvem der skjuler sig en stor revolutionær feltherre, og han gengav den de stormægtige generaler, i hvem der skjuler sig en velafrettet korporal. Der kunne ikke være tvivl om, at det røde parti, dvs. det forenede demokratiske parti, måtte fejre, om ikke sejren, så dog store triumfer, at Paris, at hæren, at en stor del af provinserne ville stemme for det. Ledro-Rollin, Bjergets fører, blev valgt af fem departementer; ingen fører for ordenspartiet, intet navn fra det egentlige proletariske parti opnåede en sådan sejr. Dette valg åbenbarer os det demokratisk-socialistiske partis hemmelighed. På den ene side var Bjerget, det demokratiske småborgerskabs parlamentariske forkæmper, tvunget til at forene sig med proletariatets socialistiske doktrinære, og proletariatet, som af junis frygtelige materielle nederlag var tvunget til igen at rette sig op ved intellektuelle sejre, og som på grund af de andre klassers udvikling endnu ikke var i stand til at sætte sig i besiddelse af det revolutionære diktatur, måtte kaste sig i armene på sin frigørelses doktrinære, de socialistiske sektstiftere. På den anden side stillede de revolutionære bønder, hæren og provinserne sig bagved Bjerget. Således kom Bjerget til at kommandere over de samlede revolutionære kræfter, og dets overenskomst med socialisterne havde udryddet enhver splittelse i det revolutionære parti. O sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid repræsenterede Bjerget dennes republikanske patos og havde lagt glemselens slør over sine synder under den provisoriske regering, under eksekutivkommissionen og i junidagene. I samme forhold som »National«-partiet i overensstemmelse med sin indre halvhed lod sig undertrykke af det royalistiske ministerium, voksede Bjergets parti, som under »National«s almagtsperiode var skudt til side, og gjorde sig gældende som revolutionens parlamentariske talsmand. »National«-partiet havde nemlig ikke andet at indvende mod de andre, royalistiske fraktioner end æresyge personlige bemærkninger og idealistiske flovser. Bjergets parti repræsenterede derimod dem i mellem bourgeoisiet og proletariatet svævende masse, hvis materielle interesser krævede demokratiske institutioner. Overfor folk som Cavaignac og Marrast repræsenterede Ledru-Rollin og Bjerget derfor revolutionens sandhed, og bevidstheden om denne vigtige stilling indgød dem des mere mod, jo mere den revolutionære energis ytringer begrænsedes til parlamentariske udfald, anklager, trusler, deklamationer, tordnende taler og yderligheder, som ikke blev drevet videre end til fraser. Bønderne befandt sig i nogenlunde samme stilling som småborgerne, de havde omtrent de samme sociale krav. Samtlige mellemlag i samfundet måtte derfor, for så vidt de var grebet af den revolutionære bevægelse, betragte Ledru-Rollin som deres helt. Ledru-Rollin var det demokratiske småborgerskabs personlighed. Overfor ordenens parti måtte først og fremmest de halvt konservative, halvt revolutionære og helt utopiske reformatorer af denne orden blive drevet frem i første række. »National«-partiet, »konstitutionens venner under alle forhold«, de rene republikanere, blev fuldstændig slået ved valgene. Et ubetydeligt mindretal af dem blev sendt ind i det lovgivende kammer, deres mest kendte førere forsvandt fra skuepladsen, selv Marrast, chefredaktøren og den honnette republiks Orfeus. Den 28. maj [23] trådte den lovgivende forsamling sammen, den 11. juni gentoges sammenstødet fra 8. maj. Ledru-Rollin indgav i Bjergets navn et anklageskrift mod præsidenten og ministeriet for krænkelse af forfatningen, for Roms bombardement. Den 12. juni forkastede den lovgivende forsamling anklageskriftet, ligesom den konstituerende for-samling havde forkastet det den 11. maj, men proletariatet drev denne gang Bjerget ud på gaden, dog ikke til gadekamp, kun til gadeprocession. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at Bjerget stod i spidsen for denne bevægelse, for at vide, at bevægelsen blev besejret, og at juni 1849 var en ligeså latterlig som uværdig karikatur af juni 1849. Det store tilbagetog den 17. juni fordunkledes kun af Changarniers endnu større beretning om slaget, den mand, som ordenspartiet skubbede frem i forgrunden. Enhver samfundsperiode behøver sine store mænd, og når den ikke forefinder dem, opfinder den dem, som Helvetius siger. Den 20. december eksisterede endnu kun den ene halvdel af den konstituerede bourgeoisrepublik, præsidenten, den 28. maj blev den suppleret med den anden halvdel, den lovgivende forsamling. I juni 1848 havde bourgeoisrepublikken, som var i færd med at konstituere sig, indmejslet sig i historiens fødselsregister med et utroligt slag mod proletariatet, i juni 1849 havde den konstituerede bourgeoisrepublik indmejslet sig med en ubeskrivelig komedie med småborgerskabet. Juni 1849 var nemesis for 1848. I juni 1849 blev ikke arbejderne besejret, men de småborgere fældet, som stod mellem dem og revolutionen. Juni 1849 var ikke den blodige tragedie mellem lønarbejdet og kapitalen, men et skuespil mellem debitor og kreditor, fuldt af fængsel og bedrøvelighed. Ordenspartiet havde sejret, det var almægtigt, det måtte nu vise, hvad det var.

III. Følger af den 13. juni 1849

Den 20. december havde den konstitutionelle republiks janushoved endnu kun vist eet ansigt, det udøvende ansigt med L. Bonapartes udflydende flade træk; den 29. maj viste den sit andet ansigt, det lovgivende, oversået med de ar, som restaurationens og julimonarkiets orgier havde efterladt. Med den lovgivende nationalforsamling var den konstitutionelle republiks fremtræden fuldendt, dvs. den republikanske statsform, i hvilken bourgeoisklassens herredømme er konstitueret, altså det fælles herredømme af de to store royalistiske fraktioner, som udgør det franske bourgeoisi, de forenede legitimister og orleanister, ordenspartiet. Mens den franske republik således tilfaldt de royalistiske partiers koalition som ejendom, foretog samtidig den europæiske koalition af kontrarevolutionære magter et almindeligt korstog mod Martsrevolutionens sidste tilflugtssteder. Rusland faldt ind i Ungarn, Preussen marcherede mod rigsforfatningshæren, og Oudinot bombarderede Rom. Den europæiske krise nærmede sig åbenbart et afgørende vendepunkt, alle øjne i Europa rettedes mod Paris, og alle øjne i Paris mod den lovgivende forsamling. Den 11. juni besteg Ledru-Rollin dens talerstol. Han holdt ikke nogen tale, han formulerede en anklage mod ministrene, nøgent, prunkløst, sagligt, koncentreret, voldsomt. Angrebet på Rom er et angreb på forfatningen, angrebet på den romerske republik et angreb på den franske republik. Forfatningens paragraf 5 lyder således: »Den franske republik anvender aldrig sine stridskræfter mod noget folks frihed« – og præsidenten anvender den franske hær mod den romerske frihed. Forfatningens paragraf 54 forbyder den udøvende magt at erklære nogen som helst krig uden nationalforsamlingens tilslutning. Den konstituerende forsamlings beslutning den 8. maj befaler udtrykkeligt ministrene hurtigst muligt at tilpasse den romerske ekspedition til dens oprindelige formål, den forbyder dem altså ligeså udtrykkeligt krigen mod Rom – og Oudinot bombarderer Rom. Således påkaldte Ledru-Rollin selve forfatningen som vidne mod Bonaparte og hans ministre. Mod nationalforsamlingens royalistiske majoritet udslyngede han, forfatningens tribun, den truende erklæring: »Republikanerne vil vide at skaffe respekt for forfatningen med alle midler, selv med våbenmagt!«. »Med våbenmagt!« gentog det hundredfoldige ekko fra Bjerget. Majoriteten svarede med en frygtelig tumult, nationalforsamlingens præsident kaldte Ledru-Rollin til orden, Ledru-Rollin gentog sin udfordrende erklæring og lagde tilsidst på præsident-bordet et forslag om at sætte Bonaparte og hans ministre under anklage. Nationalforsamlingen besluttede med 361 stemmer mod 203 at gå fra Roms bombardement over til den almindelige dagsorden. Troede Ledru-Rollin, at han kunne slå nationalforsamlingen med forfatningen, præsidenten med nationalforsamlingen? Forfatningen forbød ganske vist ethvert angreb på fremmede folks frihed, men hvad den franske hær angreb i Rom, det var ifølge ministeriet ikke »friheden«, men »anarkiets despotisme«. Havde Bjerget til trods for alle erfaringer i den konstituerende forsamling endnu ikke forstået, at fortolkningen af forfatningen ikke tilkommer dem, som har lavet den, men kun dem, som har accepteret den? At dens ordlyd måtte udlægges i dens levedygtige betydning, og at bourgeoisbetydningen var dens eneste levedygtige betydning? At Bonaparte og nationalforsamlingens royalistiske majoritet var forfatningens autentiske fortolkere, ligesom præsten er den autentiske fortolker af biblen, og dommeren den autentiske fortolker af loven? Skulle den nationalforsamling, som lige var fremgået af de almindelige valgs skød, føle sig bundet af den døde konstituerende forsamlings testamentariske bestemmelser, den forsamling, hvis levende vilje en Odilon Barrot havde brudt? Viet Ledru-Rollin påberåbte sig den konstituerende forsamlings beslutning af 8. maj, havde han glemt, at den selvsamme konstituerende forsamling den 11. maj havde forkastet hans andragende om at sætte Bonaparte og ministrene under anklage, at den havde frifundet præsidenten og ministrene, at den derfor havde godkendt angrebet på Rom som »forfatningsmæssigt«, at han kun appellerede en allerede fældet dom, at han endelig appellerede fra den republikanske konstituerende forsamling til den royalistiske lovgivende? Selve forfatningen kalder opstanden til hjælp, idet den i en særlig paragraf opfordrer enhver borger til at beskytte den. Ledru-Rollin støttede sig til denne paragraf. Men er ikke samtidig de offentlige magtorganer organiseret til beskyttelse af forfatningen; og krænkelsen af forfatningen, begynder den ikke først i det øjeblik, hvor det ene af forfatningens offentlige magtorganer gør oprør mod det andet? Og republikkens præsident, republikkens ministre, republikkens nationalforsamling befandt sig i den mest harmoniske forståelse. Hvad Bjerget forsøgte den 11. juni var »et oprør indenfor den rene fornufts grænser«, dvs. et rent parlamentarisk oprør. Forsamlingens majoritet skulle, skræmt af udsigten til folkemassernes bevæbnede rejsning, ved at tage stilling mod Bonaparte og ministrene bryde sin egen magt og betydningen af sit valg. Havde den konstituerende forsamling ikke på lignende måde forsøgt at kassere Bonapartes valg, da den så hårdnakket krævede ministeriet Barrot-Falloux’ afsked? Fra konventets tid manglede det ikke på forbilleder for parlamentariske oprør, som pludselig grundigt havde vendt op og ned på forholdet mellem majoritet og minoritet – og skulle ikke det samme lykkes for det unge Bjerg, som var lykkedes for det gamle? Ej heller syntes de øjeblikkelige forhold ugunstige for et sådant foretagende. Folkets ophidselse havde i Paris nået et betænkeligt højdepunkt, hæren syntes efter sin afstemning ved valget at dømme ikke at være regeringen gunstigt stemt, den lovgivende majoritet selv var endnu for ung til at have konsolideret sig, og tilmed bestod den af gamle herrer. Hvis et parlamentarisk oprør lykkedes for Bjerget, kom det umiddelbart til statsroret. Det demokratiske småborgerskab på sin side ønskede, som altid, inderligt at se kampen mellem parlamentets afdøde ånder udkæmpet oppe i skyerne over sit hoved. Endelig nåede begge, det demokratiske småborgerskab og dets repræsentanter, Bjerget, ved et parlamentarisk oprør deres store mål, at bryde bourgeoisiets magt, uden at frigøre proletariatet eller lade det fremtræde på anden måde end i et fjernt perspektiv; proletariatet ville blive benyttet uden at blive farligt. Efter nationalforsamlingens votum den 11. juni fandt der en sammenkomst sted mellem nogle medlemmer af Bjerget og delegerede fra de hemmelige arbejderforeninger. De sidste trængte på, for at man skulle slå løs endnu samme aften. Bjerget afviste bestemt denne plan. Det ville ikke for nogen pris give ledelsen fra sig; det mistænkte sine forbundsfæller ligeså meget som sine modstandere – og med rette. Erindringen om juni 1848 gennembølgede pariserproletariatets rækker mere levende end nogensinde. Alligevel var det bundet til alliancen med Bjerget. Dette repræsenterede den største del af departementerne, det overdrev sin indflydelse i hæren, det rådede over den demokratiske del af nationalgarden, det havde småhandelens moralske magt bag sig. At begynde opstanden i dette øjeblik mod Bjergets vilje, det betød, at proletariatet, som tillige var decimeret af kolera og i betydelig grad forjaget fra Paris af arbejdsløsheden, til ingen nytte skulle gentage junidagene fra 1848 uden den situation, som dengang havde nødsaget det til den fortvivlede kamp. De proletariske delegerede gjorde det eneste rationelle. De forpligtede Bjerget til at kompromittere sig, dvs. til at overskride grænserne for den parlamentariske kamp i det tilfælde, at dets anklageskrift skulle blive forkastet. Hele den 13. juni indtog proletariatet den samme skeptisk iagttagende stilling og afventede et alvorligt, uigenkaldeligt håndgemæng mellem den demokratiske nationalgarde og hæren, for da at styrte sig ud i kampen og forcere revolutionen ud over det småborgerlige mål, som var afstukket for den. For det tilfælde, at man skulle sejre, var den proletariske kommune, som skulle træde ved siden af den officielle regering, allerede dannet. Pariserarbejderne havde lært i den blodige skole i juni 1848. Den 12. juni stillede minister Lacrosse i den lovgivende forsamling selv forslag om straks at gå over til diskussion af anklageskriftet. Regeringen havde i nattens løb truffet alle forberedelser til forsvar og til angreb; nationalforsamlingens flertal var besluttet på at drive den rebelske minoritet ud på gaden, minoriteten selv kunne ikke mere vige tilbage, tærningerne var kastet, med 377 stemmer mod 8 forkastedes anklageskriftet, Bjerget, som havde afholdt sig fra at stemme, styrtede rasende ind i det »fredsommelige demokrati«s propagandahaller, i »Democratie pacifique«s redaktionskontorer. [24] Fjernelsen fra parlamentsbygningen brød dets kraft, ligesom fjernelsen fra jorden brød dens kæmpesøn Antaios’ kraft. De, der havde været Samson'er i den lovgivende forsamlings lokaler, var nu kun filistre i det »fredsommelige demokrati«s lokaler. Der udspandt sig en lang, larmende og holdningsløs debat. Bjerget var besluttet på med alle midler at fremtvinge respekt for forfatningen, »kun ikke med våbenmagt«. I denne beslutning blev det understøttet af et manifest og af en deputation fra »forfatningsvennerne«. »Forfatningens venner«, således kaldte ruinerne af »National«-kliken, det bourgeoisrepublikanske parti, sig. Mens seks af deres resterende parlamentariske repræsentanter havde stemt imod, de andre alle som een for forkastelsen af anklageskriftet, mens Cavaignac stillede sin sabel til ordenspartiets rådighed, greb den største del af kliken, der stod udenfor parlamentet, begærligt lejligheden til at træde ud af sin politiske pariastilling og trænge sig ind i det demokratiske partis rækker. Var de måske ikke de naturlige bannerførere for dette parti, som skjulte sig under deres banner, under deres princip, under forfatningen? Lige til daggry var Bjerget i barnsnød. Det fødte »en proklamation til folket«, som om morgenen den 13. juni indtog en mere eller mindre skamfuld plads i to socialistiske aviser. Den erklærede, at præsidenten, ministrene og den lovgivende forsamlings flertal stod »udenfor forfatningen« (hors la constitution), og opfordrede nationalgarden, hæren og til sidst også folket til »at rejse sig«. »Leve forfatningen!« var den parole, som den udstedte, en parole, som ikke betød andet end »Ned med revolutionen!« Til Bjergets konstitutionelle proklamation svarede den 13. juni en såkaldt fredelig demonstration af småborgerne, dvs. en gadeprocession fra Chateau d'Eau gennem boulevarderne; 30.000 mand, hovedsagelig nationalgardister, ubevæbnede, blandet med medlemmer af de hemmelige arbejdersektioner, vandrede frem under råbet: »Leve forfatningen!«, et mekanisk iskoldt råb, udstødt med dårlig samvittighed af deltagerne i selve toget og ironisk kastet tilbage af ekkoet fra folket, som bølgede på fortovet, i stedet for at vokse til en torden. Den mangestemmige sang manglede brysttone. Og da toget svingede forbi »forfatningsvennerne«s mødebygning og en lejet forfatningsherold korn til syne på husets gavl og med sin klakørhat voldsomt gennemsavede luften, idet han med uhyre lungekraft lod stikordet »Leve forfatningen« dumpe ned som hagl på hovedet af de valfartende, syntes de selv et øjeblik at være overvældet af det komiske i situationen. Det er bekendt, hvorledes toget, da det kom til hjørnet af rue de la Paix og boulevarderne, blev modtaget højst uparlamentarisk af Changarniers dragoner og jægere, i et nu spredtes til alle sider og nøjedes med sparsomme råb »til våben« for at den parlamentariske appel til opstand fra 11. juni ikke skulle gå sporløst hen. Flertallet af Bjergets medlemmer, som var forsamlet i rue du Hazard, forsvandt, da denne voldsomme splittelse af den fredelige procession, da dunkle rygter om mord på ubevæbnede borgere på boulevarderne, da den voksende gadetumult syntes at forkynde, at et oprør var i anmarch. Ledru-Rollin reddede Bjergets ære i spidsen for en lille skare deputerede. Under beskyttelse af Paris’ artilleri, som var samlet i Palais National, begav de sig til Conservatoire des arts et metiers, [25] hvor den femte og sjette legion af nationalgarden skulle indtræffe. Men Bjergets medlemmer ventede forgæves på den femte og sjette legion; disse forsigtige nationalgardister lod deres repræsentanter i stikken, Paris’ artilleri selv forhindrede folket i at bygge barrikader, et kaotisk virvar gjorde enhver beslutning umulig, linjetropperne rykkede frem med fældet bajonet, en del af repræsentanterne blev taget til fange, en anden del undslap. Således endte den 13. juni. Mens den 23. juni 1848 var det revolutionære proletariats oprør, var den 13. juni 1849 de demokratiske småborgeres oprør; hver af disse to opstande var det klassisk rene udtryk for den klasse, som de blev båret af. Kun i Lyon kom det til en hårdnakket, blodig konflikt. Her, hvor det industrielle bourgeoisi og det industrielle proletariat står overfor hinanden uden mellemled, hvor arbejderbevægelsen ikke som i Paris er omsluttet og bestemt af den almindelige bevægelse, mistede den 13. juni i tilbageslaget sin oprindelige karakter. Hvor den ellers slog ned i provinserne, fængede den ikke – et koldt lyn. Den 13. juni afsluttedes den konstitutionelle republiks første livsafsnit; den var begyndt sin normale eksistens den 29. maj 1849 med den lovgivende forsamlings sammentræden. Hele denne forspilsperiode er opfyldt af en larmende kamp mellem ordenspartiet og Bjerget, mellem bourgeoisiet og småborgerskabet, som forgæves modsætter sig befæstelsen af bourgeoisrepublikken, for hvilken det selv uafbrudt havde konspireret i den provisoriske regering og i eksekutivkommissionen, og for hvilken det i junidagene fanatisk havde kæmpet mod proletariatet. Den 13. juni bryder dets modstand og gør de forenede royalisters lovgivende diktatur til en fuldbyrdet kendsgerning. Fra dette øjeblik er nationalforsamlingen ikke andet end et velfærdsudvalg for ordenspartiet. Paris havde sat præsidenten, ministrene og flertallet af nationalforsamlingen i »anklagetilstand«, disse satte Paris i »belejringstilstand«. Bjerget havde erklæret den lovgivende forsamlings flertal »udenfor forfatningen«, flertallet overgav Bjerget til højesteretten for krænkelse af forfatningen og udsendte stikbreve på alt, hvad der var tilbage af livskraft i det. Det blev decimeret, så der kun var en krop tilbage uden hoved og hjerte. Mindretallet var gået så vidt som til at forsøge et parlamentarisk oprør, flertallet ophøjede sin parlamentariske despotisme til lov. Det dekreterede en ny forretningsorden, som ophæver talerstolens frihed og giver nationalforsamlingens præsident ret til at straffe repræsentanterne med censur, med pengebøder, med fratagelse af diæterne, med midlertidig udelukkelse og med fængsel for krænkelse af ordenen. Over Bjergets krop hængte det riset i stedet for sværdet. Resten af Bjergets deputerede havde for deres æres skyld måttet udtræde i flok. En sådan handling ville have fremskyndet opløsningen i ordenspartiet. Det måtte falde fra hinanden i sine oprindelige bestanddele fra det øjeblik, hvor end ikke skyggen af modstand mere holdt dem sammen. Samtidig med at de demokratiske småborgere blev berøvet deres parlamentariske magt, blev de berøvet deres væbnede magt ved opløsningen af Paris’ artilleri så vel som af nationalgardens 8., 9. og 12. legion. Højfinansens legion derimod, som den 13. juni havde overfaldet Boules og Roux’ trykkerier, sønderslået maskinerne, hærget de republikanske avisers kontorer, vilkårligt fængslet redaktører, sættere, trykkere, ekspedienter og bybude, fik opmuntrende tilråb fra nationalforsamlingens talerstol. Overalt i Frankrig gentoges opløsningen af de nationalgarder, som var mistænkt for republikanisme. Ny presselov, ny foreningslov, ny lov om belejringstilstand, fængslerne i Paris overfyldt, de politiske flygtninge jaget bort, alle aviser, som gik videre end »National«, suspenderet, Lyon og de fem omliggende departementer prisgivet militærdespotismens brutale chikanerier, domstole i sving overalt, den så ofte rensede embedsmandshær renset endnu engang, – det var en sejrrig reaktions uundgåelige, stadigt tilbagevendende trivialiteter, efter massakrerne og deportationerne i juni kun værd at omtale, fordi de denne gang ikke blot var rettet mod Paris, men også mod departementerne, ikke blot mod proletariatet, men frem for alt mod middelstanden. De undertrykkelseslove, hvorefter regeringen kunne erklære belejringstilstand efter sit eget forgodtbefindende, hvorefter pressen blev kneblet endnu fastere og foreningsretten blev tilintetgjort, optog hele nationalforsamlingens lovgivende virksomhed i månederne juni, juli og august. Imidlertid karakteriseres denne periode ikke ved den faktiske, men ved den principielle udnyttelse af sejren, ikke ved nationalforsamlingens beslutninger, men ved begrundelsen for disse beslutninger, ikke ved sagen, men ved frasen, ikke ved frasen, men ved den betoning og gestus, som gør frasen levende. Den frække skilten med det royalistiske sindelag, den foragteligt aristokratiske fornærmelse af republikken, den koketterende frivole udplapren af restaurationens formål, kort sagt den brovtende krænkelse af den republikanske anstand giver denne periode en ejendommelig tone og farve. Leve forfatningen! var de besejredes kampråb den 13. juni. Sejrherrerne var altså frigjort for det forfatningsmæssige, dvs. republikanske sprogs hykleri. Kontrarevolutionen undertvang Ungarn, Italien og Tyskland, og den troede, at restaurationen allerede stod foran Frankrigs porte. Mellem dem, der havde ført an i ordensfraktionernes dans, udspandt der sig en sand konkurrence om at dokumentere deres royalisme i »Moniteur« og skrifte de liberale synder, som de måtte have begået under republikken, angre dem og bede om forladelse for dem overfor gud og mennesker. Der gik ikke en dag, uden at Februarrevolutionen fra nationalforsamlingens talerstol blev erklæret for en offentlig ulykke, uden at en eller anden legitimistisk provinsjorddrot højtideligt konstaterede, at han aldrig havde anerkendt republikken, uden at en af julimonarkiets feje desertører og forrædere fortalte om de forsinkede heltegerninger, som kun Louis Philippes filantropi eller andre misforståelser havde forhindret ham i at fuldbyrde. Det beundringsværdige ved Februarrevolutionen var ikke det sejrende folks højsind, men royalisternes selvopofrelse og mådehold, som havde tilladt det at sejre. En folkerepræsentant foreslog at skænke en del af de penge, som var bestemt til understøttelse af de sårede fra februar, til municipalgardisterne, som i de dage alene havde gjort sig fortjent af fædrelandet. En anden ville have rejst en rytterstatue af hertugen af Orleans på Karruselpladsen. Thiers kaldte forfatningen et stykke snavset papir. I rækkefølge optrådte på talerstolen orleanister for at angre deres konspiration mod det legitime kongedømme, legitimister, som bebrejdede sig selv, at de havde fremskyndet omvæltningen af kongedømmet overhovedet ved at sætte sig op mod det illegitime kongedømme. Thiers angrede at have intrigeret mod Mole, Mole angrede at have intrigeret mod Guizot, Barret angrede at have intrigeret mod dem alle tre. Råbet: »Leve den socialdemokratiske republik!« blev erklæret for forfatningsstridigt, råbet: »Leve republikken!« blev forfulgt som socialdemokratisk. På årsdagen for Waterlooslaget erklærede en repræsentant: »Jeg er mindre bange for preussernes invasion end for de revolutionære flygtninges adgang til Frankrig«. Klagerne over den terrorisme, som var organiseret i Lyon og nabodepartementerne, besvarede Baraguay d'Hilliers med: »Jeg foretrækker den hvide terror frem for den røde«. (J'aime mieux la terreur blanche que la terreur rouge) . Og forsamlingen brød ud i rasende bifald, hver gang der fra dens taleres læber faldt en sætning mod republikken, mod revolutionen, mod forfatningen, for kongedømmet, for den hellige alliance. Enhver krænkelse af selv de mindste republikanske formaliteter, f.eks. tiltalen af repræsentanterne med ordet »borgere«, begejstrede ordenens riddere. Suppleringsudvalgene i Paris den 8. juli, som blev foretaget under indflydelse af belejringstilstanden, samtidig med, at en stor del af proletariatet udeblev fra stemmeurnen, den franske hærs indtagelse af Rom, de røde eminencers indtog og i deres kølvand inkvisitionen og munketerrorismen i Rom føjede nye sejre til junisejren og øgede ordenspartiets rus. Endelig i midten af august dekreterede royalisterne halvt i den hensigt at deltage i de netop forsamlede departementsråd, halvt af træthed efter de mange måneders royalistiske orgier, at nationalforsamlingen skulle hjemsendes i to måneder. En kommission på femogtyve repræsentanter, de førende legitimister og orleanister, en Mole og Changarnier, lod de med gennemsigtig ironi blive tilbage som nationalforsamlingens stedfortrædere og republikkens vogtere. Ironien var dybere, end de anede. De, der af historien var dømt til at hjælpe med til at styrte kongedømmet, som de elskede, var af den bestemt til at bevare den republik, som de hadede. Med den lovgivende forsamlings hjemsendelse ender den konstitutionelle republiks andet livsafsnit, dens royalistiske lømmelalder. Belejringstilstanden i Paris var igen ophævet, pressen var igen begyndt at virke. Under de socialdemokratiske blades suspension, under undertrykkelseslovgivningen og de royalistiske spektakler var »Le Siecle«, de monarkistisk-konstitutionelle småborgeres gamle litterære repræsentant, blev mere republikansk, »La Presse«, [26] det gamle litterære udtryk for de borgerlige reformatorer, var blevet mere demokratisk, »National«, det gamle klassiske organ for det republikanske bourgeoisi, antog en socialistisk farve. De hemmelige foreninger voksede i omfang og i styrke i samme grad, som de offentlige klubber blev gjort umulige. De industrielle arbejdersammenslutninger, der blev tålt som rene handelskompagnier, men var økonomisk betydningsløse, blev politisk til ligeså mange bindeled indenfor proletariatet. Den 13. juni havde hugget de officielle hoveder af de forskellige halvrevolutionære partier, de tilbageblevne masser vandt nu deres eget hoved. Ordenens riddere havde skræmt folk med den røde republiks profeterede rædsler. De gemene ekscesser, de barbariske grusomheder, som den sejrrige kontrarevolution begik i Ungarn, i Baden og i Rom, vaskede den »røde republik« hvid. Og de utilfredse mellemklasser i det franske samfund begyndte at foretrække den røde republiks forjættelser med dens problematiske rædsler frem for det røde monarkis rædsler med dets faktiske håbsløshed. Ingen socialist gjorde mer revolutionær propaganda i Frankrig end Haynau. Ethvert talent belønnes efter sine særlige bedrifter! Imidlertid udnyttede Louis Bonaparte nationalforsamlingens ferie til at foretage fyrstelige rejser i provinserne, de mest varmblodige legitimister drog på pilgrimsfærd til Ems til den hellige Ludvigs barnebarn, [27] og de ordensvenlige folkerepræsentanters masse intrigerede i departementsrådene, som netop var trådt sammen. Det gjaldt om at få dem til at udtale, hvad nationalforsamlingens flertal endnu ikke vovede at udtale, kravet om umiddelbar revision af forfatningen. Ifølge forfatningen kunne den først revideres 1852 af en særlig nationalforsamling, som var sammenkaldt til dette formål. Men hvis flertallet af departementsrådene udtalte sig i denne retning, måtte nationalforsamlingen så ikke ofre forfatningens jomfruelighed for Frankrigs ønske? Nationalforsamlingen nærede de samme forhåbninger til disse provinsforsamlinger, som nonnerne i Voltaires Henriade til Pandurerne. Men nationalforsamlingens Potifar'er havde på få undtagelser nær at gøre med ligeså mange Josef'er fra provinserne. Det uhyre flertal ville ikke forstå den påtrængende forlokkelse. Forfatningens revision blev forpurret med selve de redskaber, hvormed den skulle kaldes til live, med afstemningerne i departementsrådene. Frankrigs stemme, og vel at mærke det borgerlige Frankrigs, havde talt mod en revision. I begyndelsen af oktober samledes den lovgivende nationalforsamling igen – tantum mutatus ab illo. [28] – Dens fysiognomi var fuldstændig anderledes. Departementsrådenes uventede forkastelse af revisionen havde vist forsamlingen tilbage til forfatningens grænser og mindet den om grænserne for dens levetid. Orleanisterne var blevet mistroiske på grund af legitimisternes valfarter til Ems, legitimisterne havde fået mistanke på grund af orleanisternes forhandlinger med London, [29] begge fraktioners aviser havde næret ilden og afvejet deres prætendenters gensidige fordringer. Orleanister og legitimister skumlede i forening over bonapartisternes færden, som ytrede sig ved de fyrstelige rejser, ved præsidentens mere eller mindre gennemskuelige forsøg på at handle på egen hånd og ved de bonapartistiske avisers fordringsfulde sprog; Louis Bonaparte skumlede over en nationalforsamling, som ikke fandt andre konspirationer end den legitimistisk-orleanistiske berettiget, og over et ministerium, der bestandig forrådte ham til denne nationalforsamling. Endelig stod ministeriet selv splittet på den romerske politik og den af minister Passy foreslåede indkomstskat, der af de konservative blev udskreget som socialistisk. Et af ministeriet Barrots første forslag i den lovgivende forsamlings nye møder var et krav om bevilling af 300.000 francs til betaling af hertuginden af Orldans' enkepension. Nationalforsamlingen bevilgede det og føjede en sum på syv millioner francs til den franske nations gældsregister. Mens Louis Philippe således med succes vedblev at spille rollen som »pauvre honteux«, som skamfuld tigger, vovede ministeriet ikke at andrage om gagepålæg for Bonaparte, og heller ikke syntes forsamlingen at være tilbøjelig til at give det. Og Louis Bonaparte vaklede som altid i dilemmaet: Aut Cæsar aut Clichy! [30] Ministerens anden bevillingsfordring på ni millioner francs som udgifter til den romerske ekspedition øgede spændingen mellem Bonaparte på den ene side og ministrene og nationalforsamlingen på den anden. Louis Bonaparte havde i »Moniteur« indrykket et brev til sin ordonnansofficer Edgar Ney, hvori han bandt den pavelige regering til forfatningsmæssige garantier. Paven havde på sin side udstedt en proklamation »motu proprio«, [31] hvori han tilbageviste enhver indskrænkning af det restaurerede herredømme. Bonapartes brev løftede med tilsigtet indiskretion forhænget til hans kabinet, så han kunne fremtræde for galleriets blikke som et rettænkende geni, der dog var miskendt og lænket i sit eget hus. Det var ikke første gang, han koketterede med »en fri sjæls lønlige vingeslag«. Thiers, kommissionens ordfører, ignorerede fuldstændig Bonapartes vingeslag og nøjedes med at fortolke den pavelige henvendelse på fransk. Ikke ministeriet, men Victor Hugo søgte at redde præsidenten med en dagsorden, hvori nationalforsamlingen skulle udtale sin tilslutning til Napoleons brev. Åh, hold op! Hold op! Under dette uærbødigt letfærdige. udråb begravede flertallet Hugos andragende. Præsidentens politik? Præsidentens brev? Præsidenten selv? Hold op! Hold op! Hvem fanden tager dog monsieur Bonaparte alvorligt? Tror De, monsieur Victor Hugo, at vi tror om Dem, at De tror på præsidenten? Hold op! Hold op! Endelig fremskyndedes bruddet mellem Bonaparte og nationalforsamlingen ved diskussionen om tilbagekaldelsen af orleanserne og bourbonerne. Da ministeriet ikke gjorde det, havde præsidentens fætter, ekskongen af Westfalens søn, stillet dette andragende, som ikke havde noget andet formål end at sætte de legitimistiske og orleanistiske prætendenter på samme niveau som eller snarere at trykke dem ned under den bonapartistiske prætendent, der i det mindste faktisk stod på statens tinde. Napoleon Bonaparte var uærbødig nok til at gøre tilbagekaldelsen af de forjagede kongefamilier og amnestien for junio prorerne til led af et og samme forslag. Flertallets harme tvang ham straks til at opgive denne bespottelige sammenkædning af det hellige og det ryggesløse, af kongeracerne og den proletariske yngel, af samfundets fiksstjerner og ildskæret fra dets sump, og til at anvise hvert af de to forslag den rang, der tilkom det. Flertallet tilbageviste energisk tilbagekaldelsen af de kongelige familier, og Berryer, legitimisternes Demosthenes, gav ikke plads for nogen tvivl om betydningen af dette votum. Det man tilsigter, det er den borgerlige degradering af prætendenterne! Man vil berøve dem helgenglorien, det sidste majestætiske, de har bevaret, landflygtighedens majestæt! Hvad ville man tænke om den prætendent, udbrød Berryer, der glemte sin fyrstelige oprindelse og kom hertil for at leve som simpel privatmand! Tydeligere kunne det ikke siges Louis Bonaparte, at han ikke havde vundet ved sin nærværelse, at mens de forenede royalister behøvede ham her i Frankrig, som neutral mand på præsidentstolen, måtte landflygtighedens tåge vedblivende holde de alvorlige kronprætendenter skjult for de profane blikke. Den 1. november svarede Louis Napoleon den lovgivende forsamling med et budskab, som i temmelig barske ord meddelte, at ministeriet Barrot var afskediget og et nyt ministerium dannet. Ministeriet Barrot-Falloux var den royalistiske koalitions ministerium, ministeriet d'Hautpoul var Bonapartes ministerium, præsidentens organ overfor den lovgivende forsamling, et ministerium af kontorister. Bonaparte var ikke mere den kun neutrale mand fra 10. december 1848. Besiddelsen af den udøvende magt havde grupperet en række interesser omkring ham, og kampen mod anarkiet tvang ordenspartiet til selv at forøge hans indflydelse, og hvis han ikke mere var populær, så var det upopulært. Kunne han ikke have håb om, at orleanisternes og legitimisternes rivalitet og nødvendigheden af en eller anden monarkisk restauration ville tvinge begge disse fraktioner til at anerkende den neutrale prætendent? Den 1. november 1849 begyndte den konstitutionelle republiks tredje livsperiode, som slutter med den 10. marts 1850. Ikke blot begynder det regulære spil mellem de konstitutionelle institutioner, som Guizot beundrer så meget, klammeriet mellem den udøvende og lovgivende magt. Overfor de forenede orleanisters og legitimisters restaurationslyster repræsenterer Bonaparte adkomsten til sin faktiske magt: republikken. Overfor Bonapartes restaurationslyster repræsenterer ordenspartiet adkomsten til sine to gruppers fælles herredømme: republikken. Overfor orleanisterne repræsenterer legitimisterne, overfor legitimisterne repræsenterer orleanisteme status quo: republikken. Alle disse fraktioner af ordenspartiet, som hver især kæler for sin egen konge og sin egen restauration, fastholder gensidigt overfor deres rivalers usurpations- og rejsningslyster bourgeoisiets fælles herredømme, den form, hvori deres særlige krav forbliver neutraliserede og overholdte – republikken. Ligesom Kant gør republikken som eneste rationelle statsform til et postulat af den praktiske fornuft, hvis virkeliggørelse aldrig nås, men hvis opnåelse stadig må tilstræbes som mål og fastholdes i bevidstheden, således fremhæver disse royalister kongedømmet. Således blev den konstitutionelle republik, der var fremgået af bourgeoisrepublikanemes hænder som en hul ideologisk formel, i de forenede royalisters hænder til en indholdsrig, levende form. Og Thiers talte mere sandt, end han anede, når han sagde: »Vi, royalisterne, er den konstitutionelle republiks sande støtter«. Koalitionsministeriets fald og kontoristministeriets fremkomst har betydning i en anden retning. Dets finansminister hed Fould. Fould som finansminister, det er den officielle prisgivelse af den franske nationalrigdom til børsen, børsens forvaltning af statsformuen i børsens interesse. Med Foulds udnævnelse annoncerede finansaristokratiet sin restauration i »Moniteur«. Denne restauration fuldstændiggjorde med nødvendighed de øvrige restaurationer, der danner ligeså mange led i den konstitutionelle republiks kæde. Louis Philippe havde aldrig vovet at gøre en virkelig loup-cervier (børsulv) til finansminister. Ligesom hans kongedømme var det ideale navn på det høje bourgeoisis herredømme, måtte de privilegerede interesser bære ideologisk uinteresserede navne i hans ministerier. Bourgeoisrepublikken satte overalt det i forgrunden, som de forskellige monarkier, det legitimistiske såvel som det orleanistiske, havde holdt skjult i baggrunden. Den gjorde det jordisk, som de havde gjort himmelsk. I stedet for helgennavnene satte den de herskende klasseinteressers borgerlige egennavne. Hele vor fremstilling har vist, hvorledes republikken lige fra sin første dag ikke styrtede finansaristokratiet, men befæstede det. Men de koncessioner, som man gjorde det, var en skæbne, som man underkastede sig, uden at ville hidføre den. Med Fould faldt regeringsinitiativet tilbage til finansaristokratiet. Man vil spørge, hvorledes det forenede bourgeoisi kunne udholde og finde sig i finansens herredømme, som under Louis Philippe beroede på de øvrige bourgeoisfraktioners udelukkelse eller underordning? Svaret er ligetil. Først danner finansaristokratiet selv en afgørende vigtig del af den royalistiske koalition, hvis fælles regeringsmagt hedder republikken. Er ikke orleanisternes ordførere og kapaciteter finansaristokratiets gamle forbundsfæller og medskyldige? Er det ikke selv orleanismens gyldne falanks? Hvad legitimisterne angår, så havde de allerede under Louis Philippe deltaget praktisk i alle børs-, mine- og jernbanespekulationernes orgier. Overhovedet er den store grundejendoms forbindelse med højfinansen en normal kendsgerning. Bevis: England. Bevis: selv Østrig. I et land som Frankrig, hvor den nationale produktions størrelse er uforholdsmæssig ringe i forhold til nationalgældens størrelse, hvor statens indtægter er spekulationens hovedgenstand, og hvor børsen er hovedmarkedet for de kapitalanbringelser, der vil formere sig på uproduktiv måde, i et sådant land må utallige personer fra alle borgerlige eller halvborgerlige klasser været interesserede i statsgælden, i børsspillet, i finansen. Alle disse underordnede deltagere, finder de ikke deres naturlige støtter og befalingsmænd i den fraktion, som repræsenterer denne interesse i det mest kolossale omfang, i det store og hele? At statsformuen overgår til højfinansen, hvoraf betinges det? Af den stadigt voksende statsgæld. Og statsgældens vækst? Af statens udgifters bestandige overvægt over dens indtægter, et misforhold, som samtidig er årsag til og virkning af statslånssystemet. For at undgå denne gældsstiftelse må staten enten indskrænke sine udgifter, dvs. forenkle regeringsorganismen, indskrænke den, regere så lidt som muligt, beskæftige så lidt personale som muligt, træde så lidt som muligt i forbindelse med det borgerlige samfund. Denne vej var umulig for ordenspartiet, hvis undertrykkelsesmidler, hvis officielle indblanding på statens vegne, hvis alsidige nærværelse gennem statsorganer måtte tiltage i samme grad, som dets herredømme og dets klasses livsbetingelser blev truet fra flere sider. Man kan ikke formindske gendarmeriet i samme grad, som angrebene på personer og ejendom tiltager. Eller staten må søge at omgå gælden og frembringe en øjeblikkelig, men forbigående ligevægt i budgettet ved at vælte ekstraordinære skatter over på de rigeste klassers skuldre. For at trække nationalrigdommen bort fra udbytningen på børsen skulle ordenspartiet ofre sin egen rigdom på fædrelandets alter? Pas si bête! [32] Altså uden fuldstændig omvæltning af den franske stat ingen omvæltning af den franske statshusholdning. Med denne statshusholdning hænger statens gældsstiftelse nødvendigvis sammen, og med statens gældsstiftelse nødvendigvis statsgældhandelens, statskreditorernes, bankierernes, pengehandlernes og børssjakalernes herredømme. Kun een fraktion af ordenspartiet, nemlig fabrikanterne, var direkte med til at styrte finansaristokratiet. Vi taler ikke om de mellemstore eller mindre industridrivende, vi taler om industrimagnaterne, som under Louis Philippe havde dannet den brede basis for den dynastiske opposition. Det er uden tvivl i deres interesse at formindske produktionsomkostningerne, altså formindske de skatter, som indgår i produktionen, altså formindske statsgælden, hvis renter indgår i skatterne, altså at vælte finansaristokratiet. I England – og de største franske fabrikanter er småborgere i sammenligning med deres engelske rivaler – finder vi virkelig fabrikanterne, en Cobden, en Bright, i spidsen for korstoget mod bank- og børs-aristokratiet. Hvorfor ikke i Frankrig? I England er industrien fremherskende, i Frankrig landbruget. I England behøver industrien frihandel, i Frankrig beskyttelsestold, det nationale monopol ved siden af de andre monopoler. Den franske industri behersker ikke den franske produktion, de franske industridrivende behersker derfor ikke det franske bourgeoisi. For at kunne sætte deres interesser igennem overfor de øvrige fraktioner af bougeoisiet kan de ikke som englænderne sætte sig i spidsen for bevægelsen og samtidig drive deres klasseinteresser igennem til det yderste; de må gøre revolutionen følgeskab og tjene interesser, som står i modsætning til deres klasses helhedsinteresser. I februar havde de taget fejl af deres stilling, februar gjorde dem klogere. Og hvem er mere direkte truet af arbejderne end arbejdsgiveren, den industrielle kapitalist? I Frankrig blev fabrikanten derfor nødvendigvis det mest fanatiske medlem af ordenspartiet. At finansers beskar hans profit, hvad er det imod proletariatets ophævelse af profitten? i Frankrig gør småborgeren det, som industribourgeois'en normalt burde gøre; arbejderen gør det, som normalt ville være småborgerens opgave, og arbejderens opgave, hvem løser den? Ingen. I Frankrig bliver den ikke løst, i Frankrig bliver den proklameret. Den bliver intetsteds løst indenfor de nationale skranker, klassekrigen indenfor det franske samfund slår om til en verdenskrig, hvor nationerne står overfor hinanden. Løsningen, den begynder først i det øjeblik, hvor proletariatet af verdenskrigen bliver drevet i spidsen for det folk, som behersker verdensmarkedet, i spidsen for England. Revolutionen, som her ikke finder sin afslutning, men sin organisatoriske begyndelse, er ikke nogen stakåndet revolution. Den nuværende slægt ligner de jøder, Moses fører gennem ørkenen. Den har ikke blot at erobre en ny verden, den må gå under for at gøre plads for mennesker, som er en ny verden voksen. Lad os vende tilbage til Fould. Den 14. november 1849 besteg Fould nationalforsamlingens talerstol og gjorde rede for sit finanssystem: Forsvarstale for det gamle skattesystem! Bibeholdelse af vinskatten! Ophævelse af Passys indkomstskat! Heller ikke Passy var revolutionær, han var en af Louis Philippes gamle ministre. Han hørte til puritanerne af Dufaures kaliber og til den intime kreds omkring Teste, julimonarkiets syndebuk. [33] Også Passy havde rost det gamle skattesystem, anbefalet bibeholdelsen af vinskatten, men han havde samtidig revet sløret væk fra statsunderskuddet. Han havde erklæret en ny skat, indkomstskatten, for nødvendig, hvis man ikke ville have statsbankerot. Fould – han som anbefalede Ledru-Rollin statsbankerotten – anbefalede den lovgivende forsamling statsunderskuddet. Han lovede besparelser, hvis hemmelighed senere viste sig at være, at for eksempel udgifterne formindskedes med tres millioner og den løbende gæld forøgedes med to hundrede millioner – taskenspillerkunster i tallenes gruppering, i regnskabsaflæggelsen, som alle tilsidst mundede ud i nye lån. Under Fould optrådte finansaristokratiet, ved siden af de øvrige misundelige bourgeoisfraktioner, naturligvis ikke så skamløst korrupt som under Louis Philippe. Men systemet var nu engang det samme, stadig forøgelse af gælden, forklædning af underskuddet. Og med tiden trådte det gamle børssvindleri mere utilsløret frem. Bevis: loven om jernbanen til Avignon, statspapirernes mystiske svingninger, som et øjeblik var hele Paris’ samtaleemne, og endelig Foulds og Bonapartes mislykkede spekulationer i valgene den 10. marts. Med den officielle genindsættelse af finansaristokratiet måtte det franske folk snart komme til at stå overfor en ny 24. februar. Den konstituerende forsamling havde i et anfald af fjendskab mod sin arvtager afskaffet vinskatten for det herrens år 1850. Ny gæld kunne ikke betales med afskaffelsen af gamle skatter. Creton, en kretiner fra ordenspartiet, havde allerede før den lovgivende forsamlings ferie stillet forslag om bibeholdelse af vinskatten. Fould optog denne fordring i det bonapartistiske ministeriums navn, og den 20. december 1849, på årsdagen for Bonapartes udråbelse til præsident, dekreterede nationalforsamlingen vinskattens genindførelse. Fortaleren for denne genindførelse var ingen finansmand, det var jesuitføreren Montalembert. Hans ræsonnement var slående enkelt: skatten, den er det moderbryst, ved hvilket regeringen næres. Regeringen, det er undertrykkelsens redskaber, det er autoritetens organer, det er hæren, det er politiet, det er embedsmændene, dommerne, ministrene, det er præsterne. Angrebet på skatten, det er anarkisternes angreb på ordenens skildvagter, som beskytter det borgerlige samfunds materielle og åndelige produktion mod de proletariske vandalers indgreb. Skatten, det er den femte gud, ved siden af ejendommen, familien, ordenen og religionen. Og vinskatten er ubestrideligt en skat, og tilmed ikke nogen almindelig, men en gammelvant, en monarkisk sin-det, en respektabel skat. Leve vinskatten! Tre hurraer og så det lange! Når den franske bonde maler fanden på væggen, maler han ham i pantefogedens skikkelse. Fra det øjeblik, da Montalembert ophøjede skatten til gud, blev bonden gudløs, ateist, og kastede sig i armene på djævelen, på socialismen. Ordenens religion havde spillet ham væk, jesuiterne havde spillet ham væk, Bonaparte havde spillet ham væk. Den 20. december 1849 havde uigenkaldeligt kompromitteret den 20. december 1848. »Onklens nevø« var ikke den første i familien, der blev slået af vinskatten, denne skat som efter Montalemberts udtryk varsler revolutionsuvejr. Den virkelige, den store Napoleon erklærede på St. Helena, at vinskattens genindførelse havde bidraget mere til hans fald end alt andet, idet den havde fjernet bønderne i Sydfrankrig fra ham. Allerede under Ludvig XIV var denne skat en skive for folkehadet (se Boisguilleberts og Vaubans skrifter), den blev afskaffet af den første revolution, men Napoleon havde i 1808 genindført den i modificeret form. Da restaurationen holdt sit indtog i Frankrig, travede ikke blot kosakkerne i forvejen for den, men også løfterne om vinskattens afskaffelse. Adelen behøvede naturligvis ikke at holde ord overfor den skattepligtige, retsløse masse. 1830 lovede vinskattens afskaffelse. Det var imidlertid ikke 1830’s maner at gøre, hvad det sagde, og at sige, hvad det gjorde. 1848 lovede vinskattens afskaffelse, som det lovede alt. Den konstituerende forsamling endelig, som intet lovede, vedtog som omtalt en testamentarisk anordning om, at vinskatten skulle forsvinde den 1. januar 1850. Og netop ti dage før den 1. januar indførte den lovgivende forsamling den på ny, så at det franske folk bestandigt gjorde forgæves jagt på den: når det havde smidt den på døren, så det den komme ind gennem vinduet. Det almindelige had til vinskatten lader sig forklare ved, at den forener alle det franske skattesystems ondskabsfuldheder i sig. Den måde, den inddrives på, er ondskabsfuld, den måde den lignes på, er aristokratisk, thi skatteprocenten er den samme for de mest almindelige som for de kostbareste vine, den tiltager altså i geometrisk forhold, når konsumenternes penge aftager, en omvendt progressiv skat. Den virker som en præmie på forfalskede og efterlignede vine og provokerer derfor direkte til forgiftning af de arbejdende klasser. Den formindsker forbruget, idet den ved portene til alle byer på over 4000 indbyggere opretter afgiftskontorer og forvandler hver by til et fremmed land med beskyttelsestold mod fransk vin. De store vinhandlere og endnu mere de små, vinstuerne, hvis erhverv afhænger umiddelbart af vinforbruget, er alle erklærede modstandere af vinskatten. Og vinskatten indskrænker endelig afsætningsmarkedet for produktionen ved at formindske forbruget. Mens den gør byarbejderne ude af stand til at betale vinen, gør den vinbønderne ude af stand til at sælge den. Og Frankrig har en vindyrkende befolkning på omtrent 12 millioner. Man begriber derfor folkets had i almindelighed, og man begriber navnlig bøndernes fanatisme mod vinskatten. Og desuden så de i dens genindførelse ikke nogen enkeltstående, mere eller mindre tilfældig begivenhed. Bønderne har en særlig art historisk overlevering, som nedarves fra far til søn, og i denne historiske skole blev der skumlet om, at enhver regering lover afskaffelse af vinskatten, sålænge den vil bedrage bønderne, og bibeholder vinskatten eller indfører den igen, når den har bedraget bønderne. På vinskatten prøver bonden regeringens bouquet, dens tendens. Vinskattens genindførelse den 20. december betød: Louis Bonaparte er som de andre; men han var ikke som de andre, han var en bondeopfindelse, og med millioner af underskrifter på petitionerne mod vinskatten tog de deres stemmer tilbage, som de et år i forvejen havde givet »onkelens nevø«. Landbefolkningen, mere end to tredjedele af den samlede franske befolkning, består for størsteparten af såkaldte frie grundbesiddere. Den første generation, som ved revolutionen i 1789 gratis var blevet befriet for feudalbyrderne, havde ikke betalt nogen pris for jorden. Men de følgende generationer betalte i form af jordpris, hvad deres halvt livegne forfædre havde betalt i form af afgifter, tiende, hoveri etc. Jo mere befolkningen på den ene side voksede, og jo mere på den anden side jordens opdeling steg – desto højere blev prisen på parcellerne, thi efterspørgselen efter dem voksede, efterhånden som de blev mindre. Men i samme forhold som den pris steg, bonden betalte for parcellen, hvad enten han nu købte den direkte eller lod sine medarvinger sætte den til kapitalværdi, i samme forhold steg nødvendigvis bøndernes gæld, dvs. prioriteterne. Det gældskrav, som hviler på jorden og besiddelsen, hedder nemlig prioritet, pantebrev på jord. Prioriteterne ophobes på de moderne parceller på samme måde som privilegierne på de middelalderlige grundstykker. – På den anden side: under parcelleringssystemet er jorden et rent og skært produktionsmiddel for ejeren. I samme målestok som jorden bliver opdelt, aftager imidlertid dens frugtbarhed. Anvendelsen af maskiner til driften, arbejdsdelingen, de store midler til kultivering af jorden, som anlæg af drænings- og vandingskanaler o. lign., bliver mere og mere umulige, mens de falske omkostninger ved dyrkningen vokser i samme forhold som opdelingen af selve produktionsmidlet. Og det gælder altsammen uden hensyn til, om parcelejeren har kapital eller ej. Men jo mere opdelingen stiger, desto mere udgør grundstykket med det allerelendigste inventar hele småbrugerens kapital, desto mere bortfalder kapitalanbringelsen i jorden, desto mere mangler husmanden jord, penge og uddannelse til at anvende de agronomiske fremskridt, desto mere går dyrkningen af jorden tilbage. Endelig formindskes nettoudbyttet i samme forhold, som bruttoforbruget vokser, som bondens hele familie gennem sin ejendom holdes tilbage fra andre beskæftigelser uden dog at være i stand til at leve af den. I samme forhold som befolkningen og med den opdelingen af jorden tiltager, fordyres altså produktionsmidlet, jorden, og aftager dens frugtbarhed, i samme forhold forfalder landbruget og forgældes bonden. Og hvad der var virkning, bliver nu på sin side årsag. Hver generation efterlader sig den næste mere forgældet, hver generation begynder under stadig ugunstigere og vanskeligere betingelser, prioritetslånene fremkalder nye prioritetslån, og når det bliver umuligt for bonden at give sin parcel i pant for ny gæld, dvs. belaste den med ny prioriteter, falder han direkte i kløerne på ågeren, og så meget desto større bliver ågerrenterne. Således gik det til, at den franske bonde i form af renter af prioriteterne på jorden og i form af renter til ågerens ikke prioritetsbehæftede lån ikke blot afstår grundrenten, ikke blot afstår den industrielle profit, kort sagt ikke blot afstår hele nettoudbyttet til kapitalisten, men endog en del af arbejdslønnen, at han altså sank ned på samme niveau som den irske forpagter – og alt det under foregivende af at være privatbesidder. Denne proces blev i Frankrig fremskyndet af den stadig voksende skattebyrde og af retsomkostningerne, dels fremkaldt direkte af selve de formaliteter, hvormed den franske lovgivning omgiver jordbesiddelsen, dels af de utallige konflikter mellem de forskellige parceller, der overalt begrænser og gennemkrydser hinanden, dels af procesraseriet hos bønderne, hvis fornøjelse af ejendommen indskrænker sig til en fanatisk hævdelse af den indbildte ejendom, ejendomsretten. Efter en statistisk opstilling fra 1880 beløb den franske jordbesiddelses bruttoprodukt sig til 5.237.178.000 francs. Herfra går der 3.552.000.000 fr. til dyrkningsomkostninger, inkl. de arbejdende menneskers forbrug. Tilbage bliver et nettoprodukt på 1.685.178.000 fr., hvorfra der må trækkes 550 millioner til prioritetsrenter, 100 millioner til justitsembedsmænd, 350 millioner til skatter og 107 millioner til indskrivningspenge, stempelafgift, prioritetsgebyrer osv. Tilbage bliver en tredjedel af nettoproduktet, 538 millioner; fordelt på befolkningen giver det ikke engang 25 francs nettoprodukt pr. hoved. [34] I denne beregning er naturligvis hverken ågeren udenfor prioriteterne eller udgifterne til sagfører osv. opført. Man forstår de franske bønders stilling, da republikken havde føjet nye byrder til de gamle. Man ser, at udbytningen af dem kun i formen adskiller sig fra udbytningen af det industrielle proletariat. Den, der udbytter, er den samme: kapitalen. De enkelte kapitalister udbytter de enkelte bønder gennem prioriteterne og ågeren, kapitalistklassen udbytter bondeklassen gennem statsskatterne. Bøndernes ejendomsret er den talisman, hvormed kapitalen hidtil tryllebandt ham, det påskud hvorunder den hidsede ham op mod det industrielle proletariat. Kun kapitalens fald kan få bonden til at stige, kun en antikapitalistisk, en proletarisk regering kan bryde hans økonomiske elendighed, hans sociale fornedrelse. Den konstitutionelle republik, det er halis forenede udbytteres diktatur, den socialdemokratiske, den røde republik, det er hans forbundsfællers diktatur. Og vægtskålen stiger eller synker alt efter de stemmer, bonden kaster i valgurnen. Han må selv afgøre sin egen skæbne. – Således talte socialisterne i pjecer, i årbøger, i almanakker og i flyveskrifter af enhver art. Dette sprog blev mere forståeligt for ham gennem ordenspartiets modskrifter, som på sin side henvendte sig til ham og ved den grove overdrivelse, ved den brutale opfattelse og fremstilling af socialisternes hensigter og ideer traf den sande bondetone og ophidsede hans lystenhed efter den forbudne frugt. Mest forståeligt talte imidlertid selve de erfaringer, som bondeklassen havde gjort med anvendelsen af valgretten, og de skuffelser, som med revolutionær hurtighed var væltet ind over ham slag i slag. Revolutionerne er historiens lokomotiver. Den gradvise omvæltning, som skete med bønderne, viste sig i forskellige symptomer. Den viste sig allerede i valgene til den lovgivende forsamling, den viste sig i belejringstilstanden i de fem departementer, der grænser op til Lyon, den viste sig nogle måneder efter den 13. juni ved, at departementet Gironde valgte en repræsentant for Bjerget i stedet for den tidligere præsident for det »utrolige kammer« (chambre introuvable), [35] den viste sig den 20. december 1849 i valget af en rød deputeret i stedet for en afdød legitimistisk i departementet du Gard, dette legitimisternes forjættede land, scenen for de frygteligste skændselsgerninger mod republikanerne i 1794 og 1795, centret for den hvide terror i 1815, hvor liberale og protestanter blev myrdet offentligt. Denne revolutionering af den mest stationære klasse træder mest iøjnefaldende frem efter vinskattens genindførelse. Regeringens forholdsregler og love i januar og februar 1850 er næsten udelukkende rettet mod departementerne og bønderne. Det mest slående bevis for disses fremskridt. Hautpouls cirkulære, hvorved gendarmen udnævnes til inkvisitor overfor præfekten, underpræfekten og frem for alt borgmesteren og hvorved spionagen blev organiseret lige til de mest fjerntliggende landsbykommuners smuthuller; loven mod skolemestrene, hvorved de, bondestandens kapaciteter, ordførere, opdragere og tolke, blev underkastet præfekternes vilkårlighed, og hvorved de, proletarerne i de lærdes klasse, som jaget vildt blev drevet fra den ene kommune til den anden; lovforslaget mod borgmestrene, hvorved afskedigelsens damoklessværd blev hængt over hovedet på dem, og de, bondekommunernes præsidenter, hvert øjeblik blev stillet overfor republikkens præsident og ordenspartiet; ordonnansen, som forvandlede Frankrigs 17 militærdistrikter til fire pasjadomæner og påtvang franskmændene kasernen og bivouaken som nationalsalon; undervisningsloven, hvorved ordenspartiet proklamerede Frankrigs uvidenhed og voldelige fordummelse som sin livsbetingelse under den almindelige valgrets regime – hvad var alle disse love og forholdsregler? Fortvivlede forsøg på igen at erobre departementerne og departementernes bønder for ordenspartiet. Som undertrykkelse betragtet var det jammerlige midler, der drejede halsen om på det, de havde til formål. De store forholdsregler, f.eks. bibeholdelsen af vinskatten og 45 centimerskatten, den hånlige forkastelse af bondepetitionerne om milliardens tilbagebetaling osv., alle disse tordenslag fra lovgiverne traf kun bondeklassen een gang, i stor målestok, fra centret; men de anførte love og forholdsregler gjorde angrebet og modstanden til et almindeligt samtaleemne i hver hytte, de indpodede revolutionen i hver eneste landsby, de bragte revolutionen ud i sognene og gjorde den til et bondespørgsmål. På den anden side, beviser så ikke disse forslag fra Bonaparte og deres vedtagelse i nationalforsamlingen, at begge den konstitutionelle republiks magtfaktorer var enige, for så vidt det drejede sig om undertrykkelse af anarkiet, dvs. alle klasser, som sætter sig op mod bourgeoisdiktaturet? Havde Soulouque ikke straks efter sit barske budskab [36] forsikret den lovgivende forsamling om sin hengivenhed for ordenen, nemlig ved det umiddelbart påfølgende budskab fra Carlier, denne beskidte og gemene karikatur af Fouche, ligesom Louis Bonaparte selv var en plat karikatur af Napoleon? Undervisningsloven viser os alliancen mellem de unge katoliker og de gamle voltairianere. Kunne det forenede bourgeoisherredømme være andet end den jesuitvenlige restaurations og det »frisindede« julimonarkis forenede despotisme? De våben, som den ene bourgeoisfraktion havde fordelt blandt folket mod den anden i deres indbyrdes kamp om overherredømmet, måtte de ikke igen tages fra folket, nu da det stod overfor deres forenede diktatur? Intet havde oprørt de parisiske småhandlende mere end denne kokette skilten med jesuitismen, ikke engang forkastelsen af de »mindelige ordninger«. Imidlertid fortsattes sammenstødene mellem ordenspartiets forskellige fraktioner så vel som mellem nationalforsamlingen og Bonaparte. Det passede ikke nationalforsamlingen, at Bonaparte straks efter sit statskup, efter at han havde skaffet sig sit eget bonapartistiske ministerium, kaldte monarkiets invalider, som nu var blevet udnævnt til præfekter, til sig og stillede deres forfatningsstridige agitation for hans genvalg til præsident som betingelse for deres embede, at Carlier fejrede sin indsættelse med at ophæve en legitimistisk klub, at Bonaparte stiftede sin egen avis »le Napoleon«, der røbede præsidentens hemmelige lyster for publikum, mens hans ministre måtte fornægte dem på den lovgivende forsamlings talerstol; den syntes ikke om, at ministeriet trodsigt blev siddende til trods for dens forskellige mistillidsvota, ej heller om forsøget på at vinde underofficerernes gunst ved et dagligt tillæg på fire rous og proletariatets gunst ved et plagiat af Sugene Sues »Paris’ Mysterier«, en æreslånebank, ej heller endelig om den uforskammethed, hvormed man gennem ministrene lod stille forslag om at få de tilbageblevne junioprørere deporteret til Algier for derved at vælte upopularitet en gros over på den lovgivende forsamling, mens præsidenten ved enkelte benådninger forbeholdt sig selv populariteten en detail. Thiers lod truende ord falde om »statskup« (»coups d'etat«) og »fortvivlede kup« (»coups de tete«), og den lovgivende forsamling hævnede sig på Bonaparte ved at forkaste ethvert lovforslag, som han stillede for sig selv, og ved støjende og mistroisk at undersøge ethvert, som han stillede i fælles interesse, for at se, om det ikke ved at forøge eksekutivmagten tilsigtede at forøge Bonapartes personlige magt. Kort sagt, den hævnede sig ved ringeagtens sammensværgelse. Legitimistpartiet så på sin side med ærgrelse, hvorledes de dygtigere orleanister igen bemægtigede sig næsten alle poster, og hvorledes centralisationen voksede, mens det principielt søgte sin frelse i decentralisationen. Og virkelig, kontrarevolutionen centraliserede voldsomt, dvs. den forberedte mekanismen til en revolution. Den centraliserede endog ved en tvangskurs på banknoterne Frankrigs guld og sølv i Pariserbanken og skabte således en krigsskat, der lå parat til revolutionen. Orleanisterne så endelig med ærgrelse, at det opdukkende legitimitetsprincip blev stillet overfor deres bastardprincip, og at de selv hvert øjeblik blev sat til side og mishandlet af den adelige ægtefælle som en borgerlig mesalliance. Vi så, hvorledes bønder og småborgere, mellemlagene overhovedet, lidt efter lidt trådte over på proletariatets side, drevet ud i åben modsætning til den officielle republik og behandlet som modstandere af den. Rejsning mod bourgeoisdiktaturet, trang til en ændring af samfundet, fastholdelse af de demokratisk republikanske institutioner som organer for denne omformning, gruppering omkring proletariatet som den afgørende revolutionære magt - det er de fælles karaktertræk ved det såkaldte socialdemokratiske parti, den røde republiks parti. Dette anarkiets parti, som dets modstandere døbte det, er i ikke mindre grad end ordenspartiet en koalition af forskellige interesser. Fra den mindste reform af den gamle sociale uorden til den gamle sociale ordens omvæltning, fra den borgerlige liberalisme til den revolutionære terrorisme, så vidt ligger de yderpunkter fra hinanden, som danner udgangspunktet og endepunktet for »anarkiet«s parti. Afskaffelse af beskyttelsestolden – socialisme! thi det angriber ordenspartiets industrielle fraktions monopol. Ordning af statshusholdningen – socialisme! thi det angriber ordenspartiets finansielle fraktions monopol. Fri indførsel af fremmed kød og korn – socialisme! thi det angriber det monopol, som den tredje fraktion af ordenspartiet, godsejerne, har. Frihandelspartiets dvs. det mest fremskredne engelske bourgeoispartis, krav bliver i Frankrig til ligeså mange socialistiske krav. Voltairianisme – socialisme! thi den angriber en fjerde fraktion af ordenspartiet, den katolske. Pressefrihed, foreningsret, almindelig folkeundervisning – socialisme, socialisme! Disse krav angriber ordenspartiets samlede monopol. Så hurtigt havde revolutionens forløb modnet tilstandene, at reformvenner af alle nuancer, at middelklassernes mest beskedne krav var tvunget til at gruppere sig om det yderste omvæltningspartis fane, den røde fane. Så mangfoldig end socialismen var i de forskellige store led i anarkiets parti, alt efter deres klasses eller klassefraktions økonomiske forudsætninger og de deraf fremgående revolutionære helhedsbehov, på eet punkt stemmer den overens: i forkyndelsen af sig selv som middel til proletariatets frigørelse og af dettes frigørelse som sit formål. Forsætligt bedrag hos den ene del; selvbedrag hos den anden, som udgiver den verden, der er omdannet efter dens behov, for den bedste verden for alle, for virkeliggørelsen af alle revolutionære krav og ophævelsen af alle revolutionære konflikter. Under de temmelig enslydende almindelige socialistiske fraser, som »anarkiets parti« betjente sig af, skjuler sig »National«s, »La Presse«s og »Siecle«s socialisme, som mere eller mindre konsekvent vil styrte finansaristokratiets herredømme og befri industri og handel fra de hidtidige lænker. Dette er socialismen for industri, handel og landbrug, hvis interesser fornægtes af lederne i ordenspartiet, for så vidt disse interesser ikke mere falder sammen med deres privatmonopoler. Fra denne borgerlige socialisme, der naturligvis som enhver af socialismens afarter tiltrækker en del af arbejderne og småborgerne, adskiller sig den egentlig småborgerlige socialisme, socialismen par excellence. Kapitalen fortrædiger denne klasse hovedsageligt som kreditor, og klassen forlanger kreditinstitutter; kapitalen knuser den med konkurrence, og den forlanger statsunderstøttede former for samvirke; kapitalen overvælder den ved koncentration, og den forlanger progressive skatter, arveindskrænkninger, statens overtagelse af de store arbejder og andre forholdsregler, som med magt skal holde kapitalens vækst tilbage. Da den drømmer om en fredelig gennemførelse af sin socialisme – måske fraregnet en kortvarig ny Februarrevolution – ser den naturligvis den kommende historiske proces som en anvendelse af systemer, som samfundets tænkere udfinder eller har udfundet, enten i fællesskab eller som enkeltstående opfindere. Således bliver disse småborgere eklektikere eller tilhængere af de forhåndenværende socialistiske systemer, af den doktrinære socialisme, der kun var det teoretiske udtryk for proletariatet, sålænge dette endnu ikke havde udviklet sig til en fri, historisk, selvstændig bevægelse. Denne utopi, denne doktrinære socialisme, som underordner helhedsbevægelsen under et af dens momenter, og som vil erstatte den kollektive, samfundsmæssige produktion med enkelte pedanters hjernevirksomhed og frem for alt vil bortfantasere klassernes revolutionære kamp og dens uomgængelige udslag ved hjælp af små kunststykker eller stor sentimentalitet – denne doktrinære socialisme idealiserer i grunden kun det nuværende samfund, giver et skyggeløst billede af det og vil sætte sit ideal igennem på tværs af dette samfunds virkelighed. Og samtidig med, at proletariatet afstår denne socialisme til småborgerskabet, mens kampen mellem de forskellige socialistførere indbyrdes åbenbarer, at hvert af de såkaldte systemer er en rethaverisk pukken på et gennemgangspunkt i den sociale omvæltning i modsætning til et andet – grupperer proletariatet sig mere og mere om den revolutionære socialisme, om kommunismen, som bourgeoisiet selv har døbt med navnet Blanqui. Denne socialisme er erklæringen om uafbrudt revolution, proletariatets klassediktatur som et nødvendigt gennemgangspunkt til klasseforskellenes afskaffelse overhovedet, til afskaffelsen af samtlige de produktionsforhold, hvorpå de beror, til afskaffelsen af samtlige samfundsforhold, som svarer til disse produktionsforhold, til omvæltningen af samtlige ideer, som fremgår af disse samfundsforhold. Pladsen tillader ikke at behandle dette spørgsmål nærmere. Vi har set: ligesom finansaristokratiet nødvendigvis trådte i spidsen inden for ordenens parti, således trådte proletariatet i spidsen inden for »anarkiet«s parti. Mens de forskellige klasser, som var forbundet til en revolutionær liga, grupperede sig omkring proletariatet, mens departementerne stadig blev mere usikre og den lovgivende forsamling stadig mere gnaven over den franske Soulouques fordringer, nærmede sig de længe udskudte og forhalede suppleringsvalg for de medlemmer af Bjerget, der var blevet proskriberet den 13. juni. Foragtet af sine fjender, mishandlet og daglig ydmyget af sine foregivne venner, så regeringen kun eet middel til at komme ud af den modbydelige og uholdbare situation: oprør. Et oprør i Paris ville tillade at erklære Paris og departementerne i belejringstilstand og således kommandere valgene. På den anden side var ordenens venner tvunget til koncessioner overfor en regering, som havde tilkæmpet sig sejren over anarkiet, hvis de ikke selv ville tage sig ud som anarkister. Regeringen skred til værket. I begyndelsen af februar 1850 provokerede den folket ved at fælde frihedstræerne. Forgæves. Da frihedstræerne mistede deres plads, mistede den selv hovedet og veg tilbage, forskrækket over sin egen provokation. Men nationalforsamlingen så med iskold mistro på dette ubehændige frigørelsesforsøg fra Bonapartes side. Det faldt ikke heldigere ud, da evighedskransene blev fjernet fra julisøjlen. Det gav anledning til revolutionære demonstrationer i en del af hæren og til et mere eller mindre skjult mistillidsvotum til ministeriet fra nationalforsamlingens side. Forgæves truede regeringspressen med afskaffelse af den almindelige valgret og kosakinvasion. Forgæves rettede Hautpoul midt i den lovgivende forsamling en direkte appel til venstrefløjen om at gå ud på gaden, forgæves erklærede han, at regeringen var parat til at tage imod dem. Hautpoul opnåede ikke andet end at blive kaldt til orden af præsidenten, og ordenspartiet lod med stille skadefryd en af de deputerede fra venstre spotte over Bonapartes usurpatoriske lyster. Forgæves var endelig spådommen om en revolution den 24. februar. Regeringen opnåede, at folket ignorerede den 24. februar. Proletariatet lod sig ikke provokere til et oprør, fordi det forberedte sig til at gennemføre en revolution. Uden at ænse regeringens provokationer, som kun forhøjede den almindelige irritation over den bestående tilstand, opstillede valgkomiteen, helt under arbejdernes indflydelse, tre kandidater for Paris: Deflotte, Vidal og Carnot. Deflotte var en af de junideporterede, som var amnesteret ved et af Bonapartes popularitetsindfald; han var en ven af Blanqui og havde deltaget i aktionen den 15. maj. Vidal var kendt som kommunistisk forfatter gennem sin bog »Om rigdommens fordeling« og havde været Louis Blancs sekretær i Luxembourg-kommissionen; Carnot, en søn af konventsmanden, som havde organiseret sejren, var det mindst kompromitterede medlem af Nationalpartiet; han havde været undervisningsminister i den provisoriske regering og i eksekutivkommissionen og var ved sine demokratiske lovforslag om folkeundervisningen en levende protest mod jesuiternes undervisningslov. Disse tre kandidater repræsenterede de tre sammensluttede klasser: i spidsen junioprøreren, det revolutionære proletariats repræsentant, ved siden af ham den doktrinære socialist, det socialistiske småborgerskabs repræsentant, den tredje endelig var repræsentant for det republikanske bourgeoisparti, hvis demokratiske formler i forhold til ordenspartiet havde fået en socialistisk betydning og forlængst havde mistet deres egen betydning. Dette var en almindelig koalition mod bourgeoisiet og regeringen, ligesom i februar. Men denne gang var proletariatet den revolutionære ligas hoved. Alle anstrengelser til trods sejrede de socialistiske kandidater. Selv hæren stemte for junioprøreren mod deres egen krigsminister Lahitte. Ordenspartiet var som ramt af lynet. Departementsvalgene trøstede det ikke, de gav Bjerget flertallet. Valget den 10. marts 1850! Det var tilbagekaldelsen af juni 1848: de som havde massakreret og deporteret junioprørerne, vendte tilbage til nationalforsamlingen, men nedbøjede, i følge med de deporterede og med deres principper på læberne. Det var tilbagekaldelsen af den 13. juni 1849: Bjerget, som var proskriberet af nationalforsamlingen, vendte tilbage til nationalforsamlingen, men som revolutionens fremskudte trompetere, ikke mere som dens kommandører. Det var tilbagekaldelsen af den 10. december: Napoleon var faldet igennem med sin minister Lahitte. Frankrigs parlamentariske historie har kun et lignende tilfælde: Karl den X's minister d'Haussez, der faldt i 1830. Valget den 10. marts 1850 betød endelig, at valget den 13. maj, som havde givet ordenspartiet majoriteten, var kasseret. Valget den 10. marts protesterede mod majoriteten fra 13. maj. Den 10. marts var en revolution. Bag stemmesedlerne ligger brostenene. »Den 10. marts’ votum erklærer os krig«, råbte Segur d'Aguesseau, et af ordenspartiets mest fremskredne medlemmer. Med den 10. marts 1850 træder den konstitutionelle republik ind i en ny fase, i opløsningens fase. Majoritetens forskellige fraktioner er igen forenet indbyrdes og med Bonaparte, de er igen ordenens redningsmænd, han igen deres neutrale mand. Når de tænker på, at de er royalister, så sker det udelukkende, fordi de har mistet troen på bourgeoisrepublikkens mulighed; når han tænker på, at han er prætendent, så sker det kun, fordi han har mistet troen på, at han kan blive ved med at være præsident. Valget af Deflotte, junioprøreren, besvarer Bonaparte efter ordenspartiets kommando med at udnævne Baroche til indenrigsminister, Baroche, der var Blanquis og Barbes', Ledru-Rollins og Guinards anklager. Valget af Carnot besvarer den lovgivende forsamling med at vedtage undervisningsloven, valget af Vidal med den socialistiske presses undertrykkelse. Ordenspartiet forsøger at fordrive sin egen frygt med sin presses trompetstød. »Sværdet er helligt!« råber et af dets organer; »ordenens forsvarere må gribe til offensiven mod det røde parti!« råber det andet; »mellem socialismen og samfundet er der en duel på liv og død, en uophørlig og ubarmhjertig krig; i denne fortvivlelsens duel må den ene eller den anden part gå under; hvis samfundet ikke tilintetgør socialismen, tilintetgør socialismen samfundet!« galer en tredje ordenshane. Rejs ordenens barrikader, religionens barrikader, familiens barrikader! Det må være slut med de 127.000 vælgere i Paris! Socialisterne skal have en Bartholomæusnat! Og ordens-partiet tror et øjeblik på sin egen sejrssikkerhed. Mest fanatisk drager dets organer til felts mod »de småhandlende i Paris«. Junioprøreren fra Paris er valgt af Paris’ småhandlende! Det betyder, at en ny juni 1848 er umulig, det betyder, at en ny 13. juni 1849 er umulig, det betyder, at kapitalens moralske indflydelse er brudt, det betyder, at bourgeoisforsamlingen nu kun repræsenterer bourgeoisiet, det betyder, at storejendommen er fortabt, fordi dens vasal, småejendommen, søger sin redning i de besiddelsesløses lejr. Ordenspartiet vender naturligvis tilbage til sine uundgåelige banaliteter. »Mere undertrykkelse!« råber det, »tidobbelt undertrykkelse!«, men dets undertrykkelseskraft er blevet ti gange så ringe, mens modstanden er blevet hundrede gange så stærk. Må ikke selve undertrykkelsens hovedredskab, hæren, undertrykkes? Og ordenspartiet udtaler sit sidste ord: »Den kvælende legalitets jernring må brydes. Den konstitutionelle republik er umulig. Vi må kæmpe med vore sande våben, vi har siden februar 1848 bekæmpet revolutionen med dens våben og på dens terræn, vi har overtaget dens institutioner, forfatningen er en fæstning, som kun beskytter de belejrende, ikke de belejrede! Ved at smugle os ind i det hellige Ilion i bugen på den trojanske hest, har vi ikke som vore forfædre, les grecs, [37] erobret den fjendtlige by, men gjort os selv til fanger.« Forfatningens grundlag er almindelig valgret. Tilintetgørelsen af den almindelige valgret er ordenspartiets, bourgeoisdiktaturets sidste ord. Den almindelige valgret havde givet dem ret den 4. maj 1848, den 20. december 1848, den 13. maj 1849, den 8. juli 1849. Den almindelige valgret har givet sig selv uret den 10. marts 1850. Bourgeoisherredømmet som den almindelige valgrets produkt og resultat, som den suveræne folkeviljes udtalte handling, det er bourgeoisforfatningens mening. Men har forfatningen en mening fra det øjeblik, hvor denne valgrets, denne suveræne viljes indhold ikke mere er bourgeoisherredømmet? Er det ikke bourgeoisiets pligt at regulere valgretten således, at den vil det fornuftige, dets herredømme? Ophæver den almindelige valgret ikke al stabilitet, drager den ikke hvert øjeblik alle bestående magtfaktorer i tvivl, tilintetgør den ikke autoriteten, truer den ikke med at gøre anarkiet selv til autoritet, iden den atter og atter ophæver den forhåndenværende statsmagt og igen frembringer den? Hvem kunne endnu tvivle herpå efter den 10. marts 1850? Idet bourgeoisiet forkaster den almindelige valgret, som det hidtil har draperet sig med, og som det havde suget sin almagt af, tilstår det utilsløret: »Vort diktatur har hidtil bestået i kraft af folkeviljen, det må nu befæstes mod folkeviljen«. Og konsekvent nok søger det ikke mere sin støtte i Frankrig, men udenfor, i det fremmede, i invasionen. Ved at opfordre til invasion kalder dette nye Koblenz, [38] der har opslået sit sæde i selve Frankrig, alle nationale lidenskaber til live mod sig. Ved at angribe den almindelige valgret giver det den nye revolution et alment påskud, og revolutionen må have et sådant påskud. Ethvert specielt påskud ville adskille fraktionerne indenfor den revolutionære sammenslutning og lade deres forskelle træde frem. Det almene påskud beruser de halvrevolutionære klasser, det tillader dem at narre sig selv med hensyn til den kommende revolutions bestemte karakter og konsekvenserne af deres egen handling. Enhver revolution må have et banketspørgsmål. Den almindelige valgret, det er den nye revolutions banketspørgsmål. De forenede bourgeoisfraktioner er imidlertid allerede dømt, idet de flygter fra den eneste mulige form for deres forenede magt, fra den mægtigste og mest fuldstændige form for deres klasseherredømme, fra den konstitutionelle republik tilbage til monarkiets underordnede, ufuldstændige, svagere form. De ligner hin olding, som for at genvinde sin ungdomskraft hentede sit børnetøj frem og forsøgte at tvinge det på sine indtørrede lemmer. Deres republik havde kun een fortjeneste, at være revolutionens drivhus. Den 10. marts 1850 bærer indskriften: Apres moi le deluge, efter mig syndfloden!

IV. Afskaffelsen af den almindelige valgret 1850

(Fortsættelsen af de tre foregående kapitler findes i »Neue Rheinische Zeitung«s »Revy« i det sidst udkomne femte og sjette dobbelt-hæfte. Efter at først den store handelskrise, som udbrød i England i 1847, er blevet skildret her, og tilspidsningen af de politiske forviklinger på fastlandet til februar- og martsrevolutionerne 1848 er blevet forklaret udfra dens tilbagevirkning dér, gøres der rede for, hvorledes den opblomstring indenfor handel og industri, som igen indtrådte i løbet af året 1848 og i 1849, steg endnu højere, lammede det revolutionære opsving og muliggjorde reaktionens samtidige sejr. Specielt om Frankrig hedder det så:) [39] De samme symptomer viste sig i Frankrig fra 1849 og særlig fra begyndelsen af 1850. Paris’ industri er fuldt beskæftiget, og også bomuldsfabrikerne i Rouen og Mülhausen går temmelig godt, selvom de høje råstofpriser her ligesom i England har virket hæmmende. Opsvinget i Frankrig blev tillige særlig fremmet af den omfattende toldreform i Spanien og ved sænkningen af tolden på forskellige luksusartikler i Mexico; udførslen af franske varer til begge markeder tiltog betydeligt. Kapitalens vækst førte i Frankrig til en række spekulationsforetagender, der brugte udbytningen af de californiske guldminer i stor stil som udgangspunkt. Der dukkede en mængde selskaber op, hvis aktiers lave pålydende og hvis socialistisk farvede prospekter direkte appellerede til småborgernes og arbejdernes pengepung, men som ganske og aldeles mundede ud i den form for rent snyderi, som er ejendommelig for specielt franskmændene og kineserne. Et af disse selskaber bliver endog direkte protegeret af regeringen. Indførselstolden i Frankrig beløb sig i de første ni måneder af 1848 til 63 millioner francs, i 1849 til 95 millioner francs og i 1850 til 93 millioner francs. Den steg iøvrigt i september måned 1850 igen med mere end en million i sammenligning med samme måned 1849. Udførslen er ligeledes steget i 1849 og endnu mere i 1850. Det mest slående bevis for den genoprettede blomstring er genindførelsen af bankens seddelindløsning efter loven af 6. august 1850. Den 15. marts 1848 var banken blevet bemyndiget til at indstille sin seddelindløsning. Dens seddelcirkulation, indbefattet provinsbankernes, beløb sig dengang til 373 millioner francs (14.920.000 pund sterling). Den 2. november 1849 beløb denne cirkulation sig til 482 millioner francs eller 19.280.000 pund sterling, en tilvækst på 4.360.000 pund sterling, og den 2. september 1850 496 millioner francs eller 19.840.000 pund sterling, en tilvækst på omtrent 5 millioner pund sterling. Der indtrådte herved ikke nogen devaluering af sedlerne; tværtimod var den forøgede seddelcirkulation ledsaget af en bestandigt voksende ophobning af guld og sølv i bankens kældre, så at bankens dækningsbeholdning i sommeren 1850 beløb sig til omtrent 14 millioner pund sterling, en for Frankrig uhørt sum. At banken således blev sat i stand til at forøge sin cirkulation og dermed sin aktive kapital med 123 millioner francs eller 5 millioner pund sterling beviser slående, hvor rigtig vor påstand i et tidligere hæfte var, at finansaristokratiet aldeles ikke blev styrtet af revolutionen, men tværtimod blev styrket. Endnu mere iøjnefaldende bliver dette resultat ved følgende oversigt over de sidste års franske banklovgivning. Den 10. juni 1847 blev banken bemyndiget til at udstede sedler på 200 francs; den laveste seddel havde hidtil været 500 francs. Et dekret af 15. marts 1848 erklærede, at den franske banks sedler var lovlig mønt og fritog banken for forpligtelsen til at indløse dem med metalpenge. Dens seddeludstedelse blev begrænset til 350 millioner francs. Den fik samtidig bemyndigelse til at udstede sedler på 100 francs. Et dekret af 27. april anordnede, at departementsbankerne skulle sluttes sammen med Banque de France; et andet dekret af 2. maj 1848 forhøjede seddeludstedelsen til 442 millioner francs. Et dekret af 22. december 1849 forøgede maksimum for seddeludstedelsen til 525 millioner francs. Endelig indførte loven af 6. august 1850 igen sedlernes indløselighed med metalpenge. Disse kendsgerninger, den stadige stigning af cirkulationen, koncentrationen af hele den franske kredit i hænderne på banken og ophobningen af alt fransk guld og sølv i bankens hvælvinger, førte hr. Proudhon til den slutning, at banken nu måtte stryge sin gamle slangehud af sig og forvandle sig til en proudhonsk folkebank. Han havde ikke engang behøvet at kende den engelske bankrestriktions historie fra 1797 til 1819, [40] han havde blot behøvet at kaste et blik over kanalen for at se, at dette for ham uhørte faktum i det borgerlige samfunds historie ikke var andet end en højst normal borgerlig begivenhed, som nu blot indtrådte for første gang i Frankrig. Man ser, at de angiveligt revolutionære teoretikere, som førte det store ord i Paris efter den provisoriske regering, var ligeså uvidende med hensyn til de iværksatte forholdsreglers natur og resultater som herrerne fra den provisoriske regering selv. Til trods for den industrielle og kommercielle blomstring, som Frankrig i øjeblikket kan glæde sig over, lider befolkningens masse, de 25 millioner bønder, under en stor depression. De sidste års gode høst har trykket kornpriserne endnu længere ned i Frankrig end i England, og de forgældede, ågerudsugede og skattetyngede bønders stilling må derfor være alt andet end strålende. De sidste tre års historie har imidlertid til overflod bevist, at denne befolkningsklasse absolut ikke er i stand til noget revolutionært initiativ. Ligesom kriseperioden indtræder senere på kontinentet end i England, således også opblomstringen. I England foregår altid den oprindelige proces; dette land er det borgerlige univers’ skaber. På kontinentet indtræffer de forskellige faser af det kredsløb, som det borgerlige samfund atter og atter gennemløber, i sekundær og tertiær form. For det første udførte kontinentet uforholdsmæssigt mere til England end til noget andet land. Denne udførsel til England afhænger imidlertid igen af Englands stilling, særlig på det oversøiske marked. Dernæst udfører England uforholdsmæssigt meget mere til de oversøiske lande end hele kontinentet, således at størrelsen af den kontinentale eksport til disse lande stadig er afhængig af, hvor stor Englands oversøiske udførsel er på det givne tidspunkt. Hvis kriserne derfor fremkalder revolutioner først på kontinentet, så ligger grunden til dem dog stadig i England. I det borgerlige legemes lemmer må voldsomme udbrud naturligvis komme før end i dets hjerte, da muligheden for udligning er større her end der. På den anden side er den grad, hvori de kontinentale revolutioner virker tilbage på England, tillige det termometer, hvorpå man ser, om disse revolutioner virkelig angriber de borgerlige leveforhold, eller om de kun rammer deres politiske formationer. Under denne almindelige blomstring, hvori det borgerlige samfunds produktivkræfter udvikler sig så yppigt, som det overhovedet er muligt indenfor de borgerlige forhold, kan der ikke være tale om nogen virkelig revolution. En sådan revolution er kun mulig i perioder, hvor begge disse faktorer, de moderne produktivkræfter og de borgerlige produktionsformer, kommer i modstrid med hinanden. De forskellige kævlerier, hvormed repræsentanterne for de enkelte fraktioner indenfor det kontinentale ordensparti i øjeblikket forlyster sig og gensidigt kompromitterer hinanden, er langt fra at give anledning til nye revolutioner; tværtimod er disse kævlerier kun mulige, fordi grundlaget for forholdene i øjeblikket er så sikkert og – hvad reaktionen ikke ved – er så borgerligt. Mod dette grundlag vil alle reaktionens forsøg på at bremse den borgerlige udvikling prelle af ligeså sikkert som al demokraternes moralske forargelse og alle deres flammende proklamationer. En ny revolution er kun mulig efter en ny krise. Men den er også ligeså sikker som denne. Lad os nu gå over til Frankrig. Den sejr, som folket i forbindelse med småborgerne havde vundet ved valgene den 10. marts, annullerede det selv ved at fremkalde det nye valg den 28. april. Vidal var foruden i Paris også valgt i departementet Nedre Rhin. Pariserkomiteen, i hvilken Bjerget og småborgerskabet var stærkt repræsenteret, bevægede ham til at modtage valget i Nedre Rhin. Sejren af 10. marts hørte op med at være afgørende; tidspunktet for afgørelsen blev endnu engang skudt ud, folkets spændkraft blev afslappet, det blev vænnet til legale triumfer i stedet for til revolutionære. Den revolutionære betydning af den 10. marts, oprejsningen for junioprøret, blev endelig fuldstændig tilintetgjort ved Eugène Sues kandidatur, den sentimentalt-småborgerlige socialfantast, som proletariatet højst kunne acceptere som en vits, der skulle behage pigerne. Overfor denne velmenende kandidatur stillede ordenspartiet, som var blevet dristigere ved modstanderens vaklende politik, en kandidat, der skulle repræsentere junisejren. Denne komiske kandidat var den spartanske familiefader Leclerc, som pressen imidlertid rev den heroiske rustning af stykke for stykke, og som også oplevede et strålende nederlag ved valget. Den ny valgsejr den 28. april gjorde Bjerget og småborgerskabet overmodige. De hoverede allerede ved tanken om at nå deres ønskers mål ad rent legal vej og uden igen at måtte skyde proletariatet i forgrunden ved en ny revolution; de regnede fast med, at de ved de ny valg i 1852 ved hjælp af den almindelige valgret kunne bringe hr. Ledru-Rollin i præsidentstolen og en majoritet af Bjerget ind i forsamlingen. Ordenspartiet, som ved nyvalget, ved Sues kandidatur og ved Bjergets og småborgerskabets stemning følte sig helt sikre på, at disse under alle omstændigheder var besluttet på at forholde sig rolige, svarede på de to valgsejre med den valglov, som afskaffede den almindelige valgret. Regeringen vogtede sig vel for at komme med dette lovforslag for egen regning. Den gjorde majoriteten en tilsyneladende indrømmelse ved at overdrage udarbejdelsen af forslaget til denne majoritets rangspersoner, de sytten borggrever. [41] Det var altså ikke regeringen, som foreslog forsamlingen at ophæve den almindelige valgret, men majoriteten af forsamlingen, som foreslog sig selv det. Den 8. maj blev udkastet forelagt i kammeret. Hele den socialdemokratiske presse rejste sig som én mand for at lægge folket en værdig holdning på sinde, calme majestueux, passivitet og tillid til dets repræsentanter. Hver artikel i disse aviser var en tilståelse af, at en revolution frem for alt ville tilintetgøre den såkaldte revolutionære presse, og at det altså nu drejede sig om dens selvopholdelse. Den såkaldte revolutionære presse røbede hele sin hemmelighed. Den underskrev sin egen dødsdom. Den 21. maj satte Bjerget spørgsmålet til foreløbig debat og foreslog forkastelse af hele udkastet, fordi det krænkede forfatningen. Ordenspartiet svarede, at man ville krænke forfatningen, hvis det var nødvendigt, man behøvede det imidlertid ikke nu, fordi forfatningen kunne fortolkes på en hvilken som helst måde, og fordi alene majoriteten var kompetent til at afgøre, hvad der var den rigtige fortolkning. Mod Thiers’ og Montalemberts tøjlesløst vilde angreb satte Bjerget en anstændig og dannet humanisme. Det påberåbte sig retsgrundlaget; ordenspartiet henviste dem til den grund, hvorpå retten vokser, til den borgerlige ejendom. Bjerget jamrede: om man da virkelig af al magt ville fremmane revolutioner? Ordenspartiet svarede: man ville afvente dem. Den 22. maj blev Bjergets foreløbige indstilling afvist med 462 stemmer mod 227. De samme mænd, som med så højtidelig grundighed havde bevist, at nationalforsamlingen og hver enkelt deputeret blev afmønstret, når den afmønstrede folket, som havde givet den dens fuldmagt, holdt roligt ud på deres pladser; i stedet for selv at handle, søgte de nu pludselig at få landet til at handle ved hjælp af petitioner, og sad endnu ubevægelige, da loven den 31. maj gik strålende igennem. De søgte at hævne sig ved en protest, hvori de førte deres uskyldighed i denne voldtægt overfor forfatningen til protokols, en protest, som de ikke engang nedlagde åbent, men som de smuglede ned i præsidentens lomme bagfra. En hær på 150.000 mand i Paris, den lange forhaling af afgørelsen, pressens opfordringer til at bevare roen, Bjergets og de nyvalgte repræsentanters forsagthed, småborgernes majestætiske ro, men frem for alt dog den kommercielle og industrielle opblomstring forhindrede ethvert revolutionsforsøg fra proletariatets side. Den almindelige valgret havde opfyldt sin mission. Folkets flertal havde gennemgået den udviklingsskole, som er det eneste, den almindelige valgret kan tjene til i en revolutionær periode. Den måtte skaffes af vejen af en revolution eller af reaktionen. Ved en anden lejlighed kort tid efter udfoldede Bjerget et endnu større opbud af energi. Krigsminister d’Hautpoul havde fra talerstolen kaldt Februarrevolutionen en ulyksalig katastrofe. Bjergets talere, der som altid udmærkede sig ved moralsk forarget larm, blev forhindret i at komme til orde af præsident Dupin. Girardin foreslog Bjerget straks at udtræde samlet. Resultat: Bjerget blev siddende, mens Girardin blev kastet ud af dets skød som uværdig. Valgloven behøvede endnu en ting for at blive fuldstændig, en ny presselov. Den lod ikke vente længe på sig. Et forslag fra regeringen, der på flere punkter blev skærpet ved ordenspartiets tilføjelser, forhøjede kautionerne, satte en ekstra stempelskat på føljetonromanerne (som svar på Eugène Sues valg), beskattede alle uge- eller månedsskrifter på indtil et vist antal ark og bestemte endelig, at enhver avisartikel skulle være forsynet med forfatterens underskrift. Bestemmelserne om kautionen dræbte den såkaldte revolutionære presse; folket anså dens undergang for løn som forskyldt efter afskaffelsen af den almindelige valgret. Imidlertid udstrakte hverken den ny lovs tendens eller dens virkning sig alene til denne del af pressen. Sålænge avispressen var anonym, fremtrådte den som organ for den tal- og navnløse offentlige mening; den var den tredje magt i staten. Når hver artikel blev underskrevet, blev en avis blot en samling forfatterbidrag af mere eller mindre bekendte individer. Hver artikel sank ned til at være en annonce. Hidtil havde aviserne cirkuleret som den offentlige menings papirpenge; nu opløstes de i mere eller mindre slette solaveksler, hvis godhed og cirkulation ikke blot var afhængig af udstederens kredit, men også af endossentens. Ordenspartiets presse havde provokeret både til ophævelsen af den almindelige valgret og til de skarpeste forholdsregler mod den »dårlige« presse. Imidlertid var den »gode« presse selv i dens uhyggelige anonymitet ubekvem for ordenspartiet og endnu mere for dets enkelte provinsrepræsentanter. De forlangte hverken mere eller mindre end den betalte forfatters navn, bolig og signalement. Forgæves jamrede den »gode« presse over den utak, hvormed man belønnede dens tjenester. Loven gik igennem, bestemmelsen om navns nævnelse traf først og fremmest den. De republikanske dagbladsskribenters navne var temmelig bekendte; men de respektable firmaer: »Journal des Débats«, »Assemblée Nationale«, »Constitutionelle« [42] osv., osv. gjorde en jammerlig figur med deres opreklamerede statsvisdom, da det mysteriøse kompagni på en gang viste sig at bestå af købte skriverkarle med lang praksis, som for kontant betaling havde forsvaret alle mulige sager, som Granier de Cassagnac, eller af gamle skrog, der kaldte sig statsmænd, som Capefigue, eller af koketterende lapse, som hr. Lemoinne fra »Débats«. I debatten om presseloven var Bjerget allerede sunket ned til en sådan grad af moralsk forkommenhed, at det måtte indskrænke sig til at applaudere den gamle Louis Philippeske notabilitet hr. Victor Hugos strålende tirader. Med valgloven og presseloven forsvinder det revolutionære og demokratiske parti fra den officielle skueplads. Før det brød op for at tage hjem, kort tid efter samlingens slutning, udstedte Bjergets to fraktioner, de socialistiske demokrater og de demokratiske socialister, to manifester, to fattigdomsattester, hvori de beviste, at selvom de aldrig havde magten og fremgangen på deres side, så havde de dog altid befundet sig på samme side som den evige ret og alle andre evige sandheder. Lad os nu se på ordenspartiet. »N. Rh. Z.« sagde (3. hefte, side 16): »Overfor de forenede orleanisters og legitimisters restaurationslyster repræsenterer Bonaparte adkomsten til sin faktiske magt, republikken. Overfor Bonapartes restaurationslyster repræsenterer ordenspartiet adkomsten til sine to gruppers fælles herredømme: republikken. Overfor orleanisterne repræsenterer legitimisterne, overfor legitimisterne repræsenterer orleanisterne status quo: republikken. Alle disse forskellige fraktioner af ordenspartiet, som hver især kæler for sin egen konge og sin egen restauration, fastholder gensidigt overfor deres rivalers usurpations- og rejsningslyster bourgeoisiets fælles herredømme, den form, hvori deres særlige krav forbliver neutraliserede og opretholdt – republikken ...« Og Thiers talte mere sandt end han anede, når han sagde: »Vi, royalisterne, er den konstitutionelle republiks sande støtter.« Denne komedie af republikanere mod deres vilje, hadet til status quo og dennes bestandige befæstelse; de uophørlige gnidninger mellem Bonaparte og nationalforsamlingen; ordenspartiets stadig fornyede risiko for at gå i stykker i sine enkelte bestanddele og den stadigt gentagne forening af dets fraktioner; hver fraktions forsøg på at forvandle enhver sejr over den fælles fjende til et nederlag for de øjeblikkelig allierede; den gensidige skinsyge, hævnlyst, udmattelse, den utrættelige dragen sværdene, som atter og atter ender med et baiser-Lamourette [43] – hele denne lidet opbyggelige komedie af forviklinger havde aldrig udviklet sig så klassisk som i de sidste seks måneder. Ordenspartiet anså valgloven for at være en sejr over Bonaparte. Havde regeringen ikke opgivet magten ved at overlade syttenmands-kommissionen redaktionen og ansvaret for dens eget forslag? Og beroede ikke Bonapartes hovedstyrke overfor forsamlingen på, at han var valgt af seks millioner? Bonaparte på sin side behandlede valgloven som en indrømmelse til forsamlingen, hvorved han havde tilkøbt sig overensstemmelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Til belønning forlangte den simple eventyrer en forhøjelse af sin civilliste med tre millioner. Kunne nationalforsamlingen vove en konflikt med den udøvende magt på et tidspunkt, hvor den havde bandlyst den store majoritet af franskmænd? Den fór ærgerlig op, den syntes at ville drive det til det yderste, dens kommission forkastede andragendet, den bonapartistiske presse truede og henviste til folket, som var gjort arveløst og berøvet sin stemmeret, der fandt en mængde støjende forligsforsøg sted, og forsamlingen gav til sidst efter i sagen, men hævnede sig samtidig i princippet. I stedet for den årlige principielle forhøjelse af civillisten med tre millioner, bevilgede den ham en øjeblikkelig hjælp på 2.160.000 francs. Ikke tilfreds hermed gjorde den endda først denne indrømmelse, efter at Changarnier, som var ordenspartiets general og Bonapartes påtvungne protektor, havde understøttet den. Den bevilgede altså egentlig ikke Bonaparte de to millioner, men Changarnier. Denne modvilligt henkastede gave blev af Bonaparte optaget ganske i giverens ånd. Den bonapartistiske presse larmede på ny mod nationalforsamlingen, og da der nu under debatten om presseloven blev indføjet en bestemmelse om navns nævnelse, som igen specielt rettede sig mod de underordnede blade, der repræsenterede Bonapartes privatinteresser, bragte det bonapartistiske hovedblad, »Pouvoir«, et åbent og heftigt angreb på nationalforsamlingen. Ministrene måtte overfor forsamlingen tage afstand fra bladet; »Pouvoir«s ansvarshavende blev indstævnet for nationalforsamlingens skranke og idømt den højeste pengestraf, 5000 francs. Næste dag bragte »Pouvoir« en endnu langt frækkere artikel mod forsamlingen, og som regeringens revanche forfulgte retsmyndighederne straks flere legitimistiske aviser for krænkelse af forfatningen. Endelig kom man til spørgsmålet om kamrets hjemsendelse. Bonaparte ønskede det for at kunne operere uhindret af forsamlingen. Ordenspartiet ønskede det, dels for at kunne gennemføre sine fraktionsintriger, dels for at de enkelte deputerede kunne dyrke deres privatinteresser. De behøvede begge hjemsendelsen for at kunne befæste reaktionens sejr i provinserne og føre den videre. Forsamlingen blev derfor hjemsendt fra den 11. august til den 11. november. Da Bonaparte imidlertid på ingen måde lagde skjul på, at det kun var ham om at gøre at blive af med nationalforsamlingens besværlige tilsyn, gav forsamlingen selv sit tillidsvotum karakter af mistillid til præsidenten. Alle bonapartister blev holdt ude fra den permanente kommission på 28 medlemmer, som blev siddende under ferien som republikkens dydsvogtere. I stedet for dem blev endog nogle republikanere fra »Siecle« og »National« valgt ind, for overfor præsidenten at godtgøre majoritetens hengivenhed for den konstitutionelle republik. Lige før og især umiddelbart efter kamrets hjemsendelse syntes de to store fraktioner indenfor ordenspartiet, orleanisterne og legitimisterne, at ville forsones, nemlig ved en sammensmeltning af de to kongehuse, under hvis faner de kæmpede. Bladene var fulde af forsoningsforslag, som skulle være blevet diskuteret ved Louis Philippes sygeleje i St. Leonards, da Louis Philippes død pludselig forenklede situationen. Louis Philippe var usurpatoren, Henrik V var den bestjålne, greven af Paris var derimod på grund af Henrik V’s barnløshed hans retmæssige tronarving. Nu var ethvert påskud for at sammensmelte de to dynastiske interesser fjernet. Men netop nu opdagede de to fraktioner af bourgeoisiet først, at det ikke var sværmeriet for et bestemt kongehus, som adskilte dem, men at det tværtimod var deres forskellige klasseinteresser, der holdt de to dynastier fra hinanden. Legitimisterne, som var draget på pilgrimsfærd til Henrik V’s hof i Wiesbaden, ligesom deres konkurrenter til St. Leonards, modtog her efterretningen om Louis Philippes død. Straks dannede de et ministerium in partibus infidelium, som hovedsagelig bestod af medlemmer af den omtalte kommission af republikkens dydsvogtere, og som i anledning af en strid, der fandt sted i partiets skød, trådte frem med den mest utilslørede proklamation om retten af guds nåde. Orleanisterne jublede over den kompromitterende skandale, som dette manifest fremkaldte, og lagde ikke et øjeblik skjul på deres åbne fjendskab overfor legitimisterne. Mens nationalforsamlingen var hjemsendt, trådte departementsrepræsentationerne sammen. Flertallet af dem udtalte sig til fordel for en revision af forfatningen med flere eller færre klausuler, dvs. de udtalte sig til fordel for en ikke nærmere bestemt monarkisk restauration, for en »løsning«, og tilstod samtidig, at de var for inkompetente og for feje til at finde denne løsning. Den bonapartistiske fraktion udlagde straks dette ønske om en revision i betydningen: forlængelse af Bonapartes præsidentskab. Den herskende klasse kan absolut ikke gå med til en forfatningsmæssig løsning – Bonapartes demission i maj 1852, samtlige landets vælgeres samtidige valg af en ny præsident og forfatningens revision ved et revisionskammer i det nye præsidentskabs første måneder. Dagen for det nye præsidentvalg ville være dagen for samtlige fjendtlige partiers stævnemøde, for legitimisterne, orleanisterne, bourgeoisrepublikanerne og de revolutionære. Det måtte komme til et voldsomt opgør mellem de forskellige fraktioner. Selvom det lykkedes ordenspartiet at samles om en neutral mands kandidatur, en mand, som stod udenfor de dynastiske familier, så ville Bonaparte igen komme til at stå overfor ham. Ordenspartiet er i sin kamp mod folket nødt til stadig at forøge den udøvende magt. Enhver forøgelse af den udøvende magt forøger dens bærers, Bonapartes magt. Hvert skridt, ordenspartiet tager for at forstærke sin samlede magt, forstærker derfor de midler, Bonaparte har til at kæmpe for sine dynastiske krav, forstærker hans chance for med magt at kunne forpurre den konstitutionelle løsning på afgørelsens dag. Han vil da overfor ordenspartiet ligeså lidt have skrupler angående den ene af forfatningens grundpiller, som ordenspartiet overfor folket havde skrupler angående den anden, da det drejede sig om valgloven. Han vil sandsynligvis endog appellere til den almindelige valgret overfor forsamlingen. Kort sagt, den konstitutionelle løsning gør hele den politiske status quo tvivlsom, og bag truslen mod status quo ser borgeren kaos, anarki og borgerkrig. Han ser sine køb og salg, sine veksler, sine giftermål, sine stadfæstede kontrakter, sine prioriteter, sine jordrenter, lejeindtægter, sin profit, alle sine kontrakter og erhvervskilder truede den første søndag i maj 1852, og denne risiko kan han ikke udsætte sig for. Bag truslen mod den politiske status quo skjuler sig faren for hele det borgerlige samfunds sammenbrud. Den eneste mulige løsning i bourgeoisiets ånd er at udskyde løsningen. Det kan kun redde den konstitutionelle republik ved en krænkelse af forfatningen, ved en forlængelse af præsidentens magt. Dette er også ordenspressens sidste ord efter de langtrukne og dybsindige debatter om »løsningerne«, som den havde hengivet sig til efter generalrådenes samling. Det stormægtige ordensparti ser sig således til sin beskæmmelse nødsaget til at tage en Pseudo-Bonapartes latterlige, ordinære og forhadte person alvorligt. Denne smudsige figur gjorde sig ligeledes illusioner om de årsager, som mere og mere gav ham udseende af at være den nødvendige mand. Mens hans parti havde indsigt nok til at give forholdene skylden for Bonapartes voksende betydning, troede han, at han kun havde sit navns tryllekraft og sin uafbrudte karikering af Napoleon at takke derfor. Han blev daglig mere foretagsom. Overfor valfarterne til St. Leonards og Wiesbaden stillede han sine rundrejser gennem Frankrig. Bonapartisterne havde så lidt tillid til den magiske virkning af hans person, at de overalt gav ham bifaldsklappere med fra Selskabet af 10. december, [44] det parisiske pjalteproletariats organisation, massevis pakket sammen i jernbanetog og postvogne. De lagde deres marionetfigur taler i munden, som alt efter modtagelsen i de forskellige byer proklamerede republikansk resignation eller den udholdende sejghed som valgsprog for præsidentens politik. Trods alle manøvrer var disse rejser alt andet end triumftog. Efter at Bonaparte således troede at have begejstret folket, satte han sig i bevægelse for at vinde hæren. Han lod afholde store revyer på Satorysletten ved Versailles, ved hvilke han forsøgte at købe soldaterne med servelatpølse, champagne og cigarer. Mens den ægte Napoleon under strabadserne på sine erobringstog forstod at opmuntre sine udmattede soldater ved forbigående patriarkalsk fortrolighed, så troede denne Pseudo-Napoleon, at soldaterne som tak ville råbe: Vive Napoléon, vive le saucisson! dvs. leve pølsen, leve bajadsen! Disse revyer bragte den længe undertrykte uenighed mellem Bonaparte og hans krigsminister d’Hautpoul på den ene side og Changarnier på den anden til udbrud. I Changarnier havde ordenspartiet fundet sin virkelig neutrale mand, hos hvem der ikke kunne være tale om egne dynastiske krav. Ham havde de udset til Bonapartes efterfølger. Changarnier var tilmed ved sin optræden den 29. januar og den 13. juni 1849 blevet ordenspartiets store feltherre, den moderne Aleksander, hvis brutale mellemkomst i den forsagte borgers øjne havde hugget revolutionens gordiske knude over. I grunden ligeså latterlig som Bonaparte var han således på en højst billig måde blevet en magt og blev af nationalforsamlingen sat til at passe på præsidenten. Han koketterede selv, f.eks. i spørgsmålet om præsidentens gage, med den protektion, som han ydede Bonaparte, og trådte stadig mere og mere overmægtigt op overfor ham og ministrene. Da man ventede en opstand i anledning af valgloven, forbød han sine officerer at modtage nogen som helst befalinger fra krigsministeren eller præsidenten. Pressen bidrog yderligere til at forstørre Changarniers skikkelse. Ved den fuldstændige mangel på store personligheder så ordenspartiet sig naturligvis tvunget til at tildigte et enkelt individ al den kraft, som hele deres klasse manglede, og således lade ham svulme op til en kæmpe. Således opstod myten om Changarnier som »samfundets bolværk«. Det frække charlataneri og det hemmelighedsfulde vigtigmageri, hvormed Changarnier nedlod sig til at bære verden på sine skuldre, udgør den latterligste kontrast til begivenhederne under og efter Satoryrevyen, som uigenkaldeligt beviste, at et pennestrøg fra den uendelig lille Bonaparte ville være nok til at reducere den borgerlige angsts fantastiske misfoster, kolossen Changarnier til middelmådighedens dimensioner og forvandle ham, den samfundsreddende heros, til en pensioneret general. Bonaparte havde allerede for længere tid siden hævnet sig på Changarnier, idet han provokerede krigsministeren til disciplinstridigheder med den ubekvemme protektor. Den sidste revy ved Satory bragte endelig det gamle nag til udbrud. Changarniers konstitutionelle forargelse kendte ingen grænser, da han så kavalleriregimenterne defilere forbi med det forfatningsstridige råb: Leve kejseren! Bonaparte fjernede krigsminister d’Hautpoul for i den forestående kammersamling at komme alle ubehagelige debatter om dette råb i forkøbet, og udnævnte ham til guvernør i Algier. I hans sted satte han en pålidelig gammel general fra kejsertiden, som med hensyn til brutalitet fuldstændig var Changarnier voksen. Men for at d’Hautpouls afskedigelse ikke skulle tage sig ud som en koncession til Changarnier, forflyttede han samtidig den store samfundsredningsmands højre hånd, general Neumayer, fra Paris til Nantes. Det var Neumayer, som ved den sidste revy havde bevæget hele infanteriet til at defilere forbi Napoleons efterfølger med iskold tavshed. Changarnier, som selv blev ramt ved Neumayers forflyttelse, protesterede og truede. Til ingen nytte. Efter to dages forhandlinger fremkom dekretet om Neumayers forflyttelse i »Moniteur«, og der var ikke andet at gøre for ordenens heros end at underordne sig disciplinen eller gå af. Bonapartes kamp med Changarnier er fortsættelsen af hans kamp med ordenspartiet. Nationalforsamlingens genåbning den 11. november finder derfor sted under ildevarslende auspicier. Det må blive en storm i et glas vand. I det væsentlige må det gamle spil gå videre. Ordenspartiets flertal vil imidlertid trods det skrig, som dets forskellige fraktioners principryttere vil rejse, være tvunget til at forlænge præsidentens magt. I ligeså høj grad vil Bonaparte, allerede brudt af pengemangel, trods alle foreløbige protestaktioner, modtage denne forlængelse af magten som en simpel fuldmagt af nationalforsamlingen. Således bliver løsningen udskudt, status quo opretholdt, een fraktion af ordenspartiet kompromitteret, svækket og umuliggjort af en anden, repressionen mod den fælles fjende, nationens masse, udvidet og udtømt, indtil de økonomiske forhold igen har nået det punkt i deres udvikling, hvor en ny eksplosion sprænger samtlige disse kævlende partier med deres konstitutionelle republik i luften. Til beroligelse for borgeren må det i øvrigt siges, at kampen mellem Bonaparte og ordenspartiet har det resultat, at en mængde små kapitalister ruineres på børsen og deres formue spilles over i lommerne på de store børssjakaler.

Please, log in and verify your email.

1. Overskrifterne til 1., 2. og 3. kapitel er her som i Marx’ offentliggørelse af skriftet i marts 1850. I 1895-udgaven, som Engels redigerede, var overskrifterne ændrede.

2. I originalen bruges det franske ord »comperee, som betyder dels fadder, dels staldbroder.

3. Hertugen af Orleans besteg den franske trone under navnet Louis Philippe.

4. pays legal – ordret: det legale land, her: de stemmeberettigedes kreds.

5. Robert Macaire, typen på en dreven spekulant, fremstillet af den berømte franske skuespiller Frederic Lemaitre og foreviget i Honore Daumiers karika¬turer. Figuren Robert Macaire var en bidende satire over finansaristokratiets herredømme under julimonarkiet.

6. Cafe Borgne, betegnelsen for berygtede knejper i Paris.

7. Østrigs anneksion af Krakow i forståelse med Rusland og Preussen den 11. november 1846; den schweiziske særforbundskrig 4.-28. november 1847; opstanden i Palermo den 12. januar 1848, i slutningen af januar blev Palermo i ni dage bombarderet af neapolitanerne. (Note af Engels til udgaven af 1895).

8. »National«, organ for det bourgeoisrepublikanske parti, udkom i Paris 1830/51.

9. »Gazette de France«, et af de ældste monarkistiske blade i Frankrig, udkom i Paris allerede i det 17. århundrede.

10. »Afoniteur Universel«, officielt organ for den franske regering.

11. Øgenavn, som den franske landadel brugte over for bønderne.

12. En sum, der i 1825 bevilgedes som erstatning til aristokraterne, hvis ejendom var blevet konfiskeret under den borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede.

13. Efter den engelske fattiglov af 1834 skulle der i stedet for pengehjælp eller naturalydelser opføres arbejdshuse for de fattige. Disse huse blev kaldt »De fattiges bastille« og var en rædsel for de fattige.

14. Efter begivenhederne den 15. maj 1848 blev Barbés, Alber, Raspail, Sobrier og nogle dage senere også Blanqui arresteret og kastet i fængsel i Vincennes.

15. »Journal des Dèbats«, et konservativt dagblad, udkom i Paris siden 1789.

16. Amfitryon, her: en venlig vært (en person i Molieres skuespil).

17. Cartago bør ødelægges.

18. Liljen var det legitime Bourbonmonarkis våbenmærke.

19. Midas, frygisk sagnkonge. Ifølge overleveringen havde Midas i en musikalsk kappestrid mellem Pan og Apollon givet Pan prisen, og den harmfulde Apollon skaffede til gengæld Midas æselsøren.

20. Den engelske general G. Monk genoprettede 1660 Stuart'ernes dynasti ved hjælp af sine tropper.

21. Processen mod deltagerne i begivenhederne den 15. maj 1848, som man beskyldte for komplot mod regeringen. For retten i Bourges stod nogle af pro¬letariatets førere (Blanqui, Barbes) og også nogle af Bjergets medlemmer. Blanqui blev dømt til 10 års fængsel i enecelle, Deflotte, Sobrier og Raspail til længere fængselsstraffe. Barbes, Albert, Louis Blanc, Caussidiere, Laviron og Huber blev dømt til forvisning.

22. General Brea, chef for en troppeafdeling ved undertrykkelsen af pariser-proletariatets juniopstand, blev dræbt af oprørerne den 25. juni 1848. I sammenhæng hermed blev to deltagere i opstanden henrettet.

23. I den første og de følgende udgaver af »Klassekampene i Frankrig« og »Louis Bonapartes attende Brumaire« stod der fejlagtigt 29. maj. I virkeligheden blev den lovgivende forsamling åbnet den 28. maj 1849.

24. »Democratie pacifzque« – organ for fourieristerne, udgivet af Considerant 1843/1851 i Paris.

25. Kunst og håndværksmuseet.

26. »Siecle« og »Presse« – dagblade, udkom fra 1836 i Paris.

27. Der sigtes til den franske tronprætendent fra Bourbondynastiet, grev Chambord (senere Henrik V).

28. Hvor anderledes end dengang.

29. I nærheden af London levede Louis Philippe, som var flygtet til England efter Februarrevolutionen.

30. Enten Cæsar eller Clichy! (Clichy var Paris’ fængsel for bankerotte, insolvente skyldnere).

31. Af egen drift.

32. Så dumt er det ikke!

33. Den 8. juli 1847 indledede pairskammeret i Paris en proces mod Parmentier og general Cubieres for bestikkelse af embedsmænd med det formål at få en saltværkskoncession, og mod den daværende minister for offentlige arbejder, Teste, for modtagelse af bestikkelse. Den sidstnævnte forsøgte selvmord under processen. Alle blev idømt svære pengebøder, Teste desuden tre års fængsel. (Engels’ note til udgaven 1895).

34. I Marx’ beregninger er der en unøjagtighed. Man kan anse tallet 538 mil¬lioner for en trykfejl i stedet for 578. Denne forskel i tallene ændrer imidlertid; intet i Marx’ konklusion. I begge tilfælde andrager nettoproduktet pr. indbygger mindre end 25 francs.

35. Således kaldes i historiskrivningen det fanatisk ultraroyalistiske og reaktionære deputeretkammer, der blev valgt umiddelbart efter Napoleons andet fald 1815. (Note af Engels til udgaven 1895).

36. Der sigtes til Napoleon III's budskab til nationalforsamlingen, hvori han meddelte, at han havde opløst ministeriet Barrot og dannet et nyt ministerium.

37. Grecs – et ordspil: grækere, men også professionelle falskspillere. (Note af Engels til udgaven 1895).

38. Koblenz var under den franske borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede centrum for den franske kontrarevolutionære adelige emigration.

39. Dette indledende afsnit blev skrevet af Engels til udgaven 1895.

40. For at redde Englands bank satte regeringen ved en særlig lov i 1797 tvangskurs på seddelpenge, og banken fik ret til at standse indløsningen af sedler med guld. Ved loven af 1819 blev guldindløseligheden genoptaget.

41. Der sigtes til Ordenspartiets gruppebestyrelse i den lovgivende forsamling. Denne gruppes medlemmer kaldtes spottende for borggreverne, for at karakterisere monarkisternes kraftløse magtbegær og feudale bestræbelser. Dette øgenavn er hentet fra V. Hugos skuespil af samme navn.

42. »Assemblée Nationale« – monarkistisk orienteret dagblad, der udkom 1848/57 i Paris. »Constitutionelle« – de konstitutionelle monarkisters dagblad, udkom i Paris 1815/70.

43. Lamourette-kys – Lamourette var deputeret i den lovgivende forsamling under den franske revolution i slutningen af det 18. århundrede. Han blev berømt ved sit forslag den 7. juli 1792 om at slutte alle partistridigheder med et broderkys. Efter dette forslag kastede repræsentanterne for de fjendtlige partier sig om halsen på hverandre, men næste dag var dette hykleriske »broderkys« som venteligt gået i glemmebogen.@ [44] Se dette bind, s. 287-88.